Karina Lorentzen Dehnhardt
 svarer 
Nick Hækkerup

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) spørger justitsministeren, Nick Hækkerup, om teknisk bistand til et ændringsforslag, der sikrer, at personer der kæmper på allieret side, f.eks. den kurdiske, ikke rammes af lovforslaget

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 92, Spørgsmål 1
Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der sikrer, at personer der kæmper på allieret side, f.eks. den kurdiske, ikke rammes af lovforslaget?

Svar fra torsdag den 30. januar 2020
1.

De gældende regler om inddragelse af pas eller nægtelse af udstedelse af pas og meddelelse af udrejseforbud har til formål at forhindre, at danske statsborgere rejser til konfliktområder i udlandet med henblik på at deltage i aktiviteter, hvorigennem deres evne og/eller vilje til f.eks. at begå alvorlige strafbare forhold, når de vender tilbage til Danmark, risikerer at blive øget.

Baggrunden for bestemmelserne var navnlig et ønske om at imødegå udviklingen i antallet af såkaldte fremmedkrigere, der rejser fra Danmark til udlandet, for at tilslutte sig militante oprørsbevægelser og deltage i væbnet kamp.

Bestemmelserne finder anvendelse, når der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Vurderingen af, om en persons formodede deltagelse i aktiviteter i udlandet kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, beror på et konkret skøn, der foretages af politiet. Det afgørende er i den forbindelse, hvorvidt formålet med og karakteren af de aktiviteter, som en person forventes at deltage i, i almindelighed må antages at påvirke den pågældende i sådan grad, at det vil kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Der vil i almindelighed ikke kunne træffes afgørelse over for en person, som har haft et anerkendelsesværdigt formål med opholdet. Eksempelvis vil et ophold i et konfliktområde som led i arbejdet for en anerkendt nødhjælpsorganisation have et sådant anerkendelsesværdigt formål, at det ikke vil være omfattet af bestemmelsen.

2 Det er min opfattelse, at det gældende kriterium, hvorefter det er afgørende, om der foreligger en fare for statens sikkerhed mv., på hensigtsmæssig og klar vis afgrænser bestemmelsens anvendelsesområde.

Som minister er det min klare holdning, at danske statsborgere ikke skal deltage i væbnet kamp i udlandet. Det gælder uanset, hvilken side de kæmper for. Voldmonopolet er og skal være hos de statslige myndigheder, dvs. politiet og forsvaret. Det bemærkes herudover, at det i praksis vil være vanskeligt at afgrænse den relevante kreds af grupper, oprørsbevægelser mv., som kan anses for allieret med Danmark, og at afgrænsningen endvidere vil skulle foretages på baggrund af den til enhver tid gældende sikkerheds- og udenrigspolitiske situation.

Af den grund kan jeg ikke støtte et ændringsforslag, der åbner op for, at danske statsborgere under visse betingelser kan udrejse med henblik på at deltage i væbnet kamp i udlandet.

2.

Et ændringsforslag, som anført i spørgsmålet, kan formuleres på følgende måde:

Ændringsforslag til forslag til lov om ændring af lov om pas til danske statsborgere m (Opretholdelse og styrkelse af indsats mod rekruttering til væbnede konflikter i udlandet samt modernisering af regler om gæsteprotokoller) (L 92) f (…):

Til § 2 1) fter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

Stk. 4. Stk. 1, nr. 4, finder ikke anvendelse, når det må antages, at den pågældendes hensigt med udrejsen er at deltage i aktiviteter, som udøves af militante grupper og oprørsbevægelser eller lignende, som er allieret med Danmark.

Stk. 3, 4 og 5 bliver herefter til stk. 4, 5 og 6.

3 Bemærkninger til nr. 1 Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at personer, der rejser fra Danmark til udlandet for at tilslutte sig militante grupper og oprørsbevægelser eller lignende, som er allieret med Danmark, ikke rammes af reglerne om en styrket indsats mod rekruttering til væbnede konflikter i udlandet, der blev indsat lov nr. 176 af 24. februar 2015, og som foreslås opretholdt og styrket med lovforslaget.

Den foreslåede ændring indebærer, at politiet ikke kan nægte at udstede pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas i medfør af §

1, nr. 4, hvis den pågældendes hensigt med udrejsen er at deltage i aktiviteter, som udøves af militante grupper og oprørsbevægelser eller lignende, som er allieret med Danmark.

Afgørelsen af, om der er tale om aktiviteter, som udøves af militante grupper og oprørsbevægelser eller lignende, som er allieret med Danmark, beror på en konkret vurdering, der foretages af politiet efter høring af Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet. Vurderingen sker på grundlag af den sikkerheds- og udenrigspolitiske situation på afgørelsestidspunktet.

0:000:00