svarer 
Astrid Krag

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget spørger social- og indenrigsministeren, Astrid Krag, om ministerens kommentar til den interne henvendelse af 9/2-20

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 23, Spørgsmål 3
Ministeren bedes kommentere den interne henvendelse af 9. februar 2020, jf. B 23 - bilag 3.

Svar fra torsdag den 5. marts 2020
”Ministeren bedes kommentere den interne henvendelse af 9. februar 2020, jf. B 23 – bilag 3.” Svar:

Det er afgørende, at der gives den nødvendige hjælp og støtte efter serviceloven til de mennesker, der har behov for det.

Som jeg har sagt både under 1. behandlingen af B 23 og også i min besvarelse af de øvrige spørgsmål til B 23, mener jeg, at kommunerne grundlæggende har viljen til at løfte deres ansvar for, at sagsbehandlingen er i orden.

Jeg er derfor ikke enig i de forudsætninger, der ligger bag B 23, som hviler på en opfattelse af, at kommunerne bevidst og usagligt træffer afgørelser, som er i strid med lovgivningen for derved at spare hjælpen i klageperioden.

Det er kommunalbestyrelsen, der som kommunens øverste myndighed har ansvaret for, at sagsbehandlingen foregår i overensstemmelse med lovgivningen, og at der er de rette medarbejdere i kommunen til at håndtere sagerne.

Hertil kommer, at det kommunale embedsværk har pligt til at overholde lovgivningen, sandhedspligten og til at handle inden for rammerne af almindelig faglighed.

Jeg mener ikke, at krav om autorisation eller registrering af sagsbehandlere i kommunerne er den rigtige vej at gå men derimod, at det er vigtigt fortsat at arbejde på at styrke borgernes retssikkerhed, og i den forbindelse, at der træffes rigtige afgørelser første gang. Det kræver, at kommunernes sagsbehandling understøttes, så kvaliteten løftes.

Herudover skal jeg bemærke, at vi har et klage- og tilsynssystem, der skal påse lovligheden af de afgørelser, der træffes. Ankestyrelsen er således klagemyndighed for konkrete klagesager på det sociale område og varetager tillige det almindelige tilsyn med kommunerne.

At styrelsen varetager begge funktioner har givet mulighed for at iværksætte et samarbejde mellem tilsynet og Ankestyrelsens fagkontorer, der behandler konkrete klagesager på bl.a. det sociale område. Det kan f.eks. føre til en tilsynssag, hvis et fagkontor på grundlag af konkrete klagesager har mistanke om en generelt ulovlig praksis eller en forkert forståelse af lovgivningen i en kommune. Tilsynet har allerede i flere tilfælde taget sager op efter henvisning fra et af Ankestyrelsens fagkontorer.

Samarbejdet mellem tilsynet og Ankestyrelsens fagkontorer understøtter også en øget opmærksomhed på anvendelsen af fogedfunktionen med henblik på at sikre overholdelse af Ankestyrelsens afgørelser. Der er således fastlagt procedurer i Ankestyrelsens fagkontorer for opfølgningen på kommuners efterlevelse af bindende afgørelser.
0:000:00