Morten Messerschmidt
 svarer 
Dan Jørgensen

Morten Messerschmidt (DF) spørger klima-, energi- og forsyningsministeren, Dan Jørgensen, hvorvidt målet om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. i 2030 må vie, såfremt det viser sig, at målet ikke kan ske uden at skade hensyn til konkurrenceevne, beskæftigelse m.v.

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 117, Spørgsmål 3
I aftalen om en klimalov har aftalepartierne forpligtet sig på at reducere Danmarks CO2udledning med 70 pct. i 2030 på en så omkostningseffektiv måde som muligt, ”under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse” m.v., hvilket også er indarbejdet i lovforslaget. Såfremt det på et tidspunkt frem mod 2030 viser sig, at denne voldsomme CO2-reduktion ikke kan ske uden at skade disse hensyn til konkurrenceevne, beskæftigelse m.v., er ministeren så enig i, at målet må vie?

Svar fra fredag den 29. maj 2020
Med forslag til lov om klima indfører vi en række guidende principper, som vi skal tage hensyn til, når vi indretter den danske klimaindsats. Det er fornuftigt, da Danmark internationalt skal være et grønt foregangsland. Det bliver vi kun, hvis vi kan vise, at det er muligt at reducere udledningerne på en måde, hvor vi samtidig tager hensyn til eksempelvis bæredygtig erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, beskæftigelse, mens sammenhængskraften og den sociale balance sikres. Hvis den danske klimaindsats skal inspirere andre, skal vi vise, at klimaindsatsen kan gennemføres med klimalovens vigtige principper for øje.

Derfor står jeg ved de principper, som er indskrevet i forslaget til lov om klima, og jeg mener, det er både muligt og nødvendigt, at vi indfrier klimalovens målsætninger på en måde, der tager hensyn til disse. Samtidig står regeringen selvfølgelig fuldt og helt bag klimalovens mål.
0:000:00