Martin Geertsen
 svarer 
Magnus Heunicke

V: Får kommuner kompensation for at stille faciliteter til rådighed for borgere, der skal i isolation?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 191, Spørgsmål 3

Ministeren bedes redegøre for, om kommuner og regioner krone for krone fra statsligt hold bliver kompenseret for de udgifter, herunder administrative, som regioner og kommuner måtte have i forbindelse med at stille tilbud om faciliteter til rådighed for borgerne?

Svar fra lørdag den 30. maj 2020
Heunicke: Vi vil sikre, at ekstraordinære udgifter til corona ikke fortrænger øvrige udgifter til borgernær velfærd

Danmark står i en helt ekstraordinær situation. Regeringen følger udviklingen nøje og vil sikre, at der tages de fornødne skridt, og at de nødvendige ressourcer til at finansiere indsatser i 2020 i forhold til covid-19 er til stede. Dermed vil regeringen sikre, at ekstraordinære kommunale udgifter til covid-19-relaterede tiltag ikke fortrænger øvrige udgifter til borgernær velfærd.

Regeringen har netop indgået en økonomiaftale med kommunerne for 2021. Af aftalen fremgår, det at der gives en kompensation på 1,2 mia. kr. Heraf har regeringen tilkendegivet, at kommunerne kompenseres med ca. 0,4 mia. kr. i 2020 for merudgifter til rengøring i kommunale og private velfærdstilbud, differentieret forældrebetaling i dagtilbud i forbindelse med genåbningen samt udgifter til isolationsfaciliteter. KL har på nuværende tidspunkt opgjort yderligere nettomerudgifter for ca. 0,8 mia. kr. relateret til covid-19. Det udgøres bl.a. af merudgifter vedrørende indkøb af indretning og udstyr mv., personaleudgifter, udgifter til social- og sundhedsområdet mv. samt mindreudgifter til bl.a. befordring og indkøb.

Det bemærkes, at der med lovforslaget ikke etableres en pligt for kommunalbestyrelser og regionsråd til generelt og løbende at stille indkvarteringsfaciliteter til rådighed, idet pligten alene vil påhvile kommunalbestyrelser og regionsråd i situationer, hvor der konkret fastsættes regler herom. Aktivering af forpligtelsen vil således forudsætte en udmøntning af reglerne målrettet den konkrete situation, hvor der også vil skulle tages stilling til økonomisk kompensation i den forbindelse. Der forventes således ikke udgifter til regionerne i forbindelse med den aktuelle situation med covid-19 forbundet med lovforslaget.

0:000:00