Henning Hyllested
 svarer 
Benny Engelbrecht

Henning Hyllested (EL) spørger transportministeren, Benny Engelbrecht, om den bevægelse, der ses i tilknytning til lovforslaget, er udtryk for en generel tendens i form af ressortoverdragelse fra politiet til Færdselsstyrelsen i forbindelse med færdselssikkerhedsmæssige opgaver

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 37, Spørgsmål 2
Vil ministeren oplyse, om den bevægelse, der ses i tilknytning til lovforslaget, er udtryk for en generel tendens i form af ressortoverdragelse fra politiet til Færdselsstyrelsen i forbindelse med færdselssikkerhedsmæssige opgaver, samt hvilke mere generelle overvejelser og prioriteringer, som regeringen har i denne henseende?

Svar fra mandag den 16. november 2020
Jeg lægger til grund, at spørgeren med udtrykket ”den bevægelse, der ses i tilknytning til lovforslaget” henviser til, at der ifølge lovforslaget ikke skal foretages en høring af politiet forud for meddelelse af tilladelse til forsøg.

Om baggrunden for, hvorfor det ikke er vurderet nødvendigt at foretage en forudgående høring af politiet, skal jeg henvise til besvarelsen af spørgsmål nr. 1.

Som det fremgår heraf, er der tale om en vurdering af, hvad der er færdselssikkerhedsmæssigt nødvendigt. Der er således ikke tale om en ressortoverdragelse eller lignende opgaveforskydning fra politiet til Færdselsstyrelsen.

Med hensyn til mere generelle overvejelser og prioriteringer angående ressortoverdragelse af opgaver fra politiet til Færdselsstyrelsen, kan jeg oplyse, at der både i denne regering er, og den tidligere regering har været, overvejelser om ressortoverdragelse af fire konkrete færdselsopgaver, herunder afvikling af køreprøver, udstedelse og administration af kørekort, udstedelse af takografkort samt udstedelse af særtransporttilladelser.

Der er i de konkrete tilfælde tale om opgaver af primært administrativ eller undervisningsmæssig karakter, som ligger uden for politiets kerneopgaver.

Spørgsmålet er senest bragt op som led i de verserende politiforhandlinger.
0:000:00