Michael Aastrup Jensen
 svarer 
Simon Kollerup

Michael Aastrup Jensen (V) spørger erhvervsministeren, Simon Kollerup,, om ministeren er indstillet på at skabe fuldstændig transparens i forhold til, hvornår uvarslede kontrolbesøg må anvendes, dvs. lave en udtømmende liste over præcis i hvilke situationer og efter hvilke retningslinjer uvarslede kontrolbesøg kan anvendes

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 11, Spørgsmål 10
Er ministeren indstillet på at skabe fuldstændig transparens i forhold til, hvornår uvarslede kontrolbesøg må anvendes, dvs. lave en udtømmende liste over præcis i hvilke situationer og efter hvilke retningslinjer uvarslede kontrolbesøg kan anvendes?

Svar fra torsdag den 5. november 2020
Det er ikke et udtryk for manglende transparens, når der i forbindelse med lovforslaget ikke foreligger en udtømmende liste over scenarier, hvor uvarslede besøg kan være nødvendige. Det grunder i, at det ikke vurderes muligt eller hensigtsmæssigt at lave en udtømmende liste over hypotetiske scenarier.

Som også angivet i svar på spørgsmål 9 ad L 11 til Udvalget er det ikke muligt på forhånd at forestille sig samtlige måder, hvorpå et kontrolbesøg vil kunne besværliggøres. En udtømmende liste vil således risikere at begrænse muligheden for at føre effektiv kontrol, hvis der opstår en situation, som ikke er angivet på en sådan liste.

Til sammenligning har Erhvervsstyrelsen en lignende mulighed for at foretage uvarslede kontrolbesøg på hvidvaskområdet. Her findes heller ikke en udtømmende liste for, hvornår det kan ske, men det er en betingelse, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, og at formålet med kontrolbesøget vil være forspildt, hvis det blev varslet. I praksis er det sjældent, at der foretages uvarslede kontrolbesøg på hvidvaskområdet. Muligheden har eksempelvis været anvendt i tilfælde, hvor Erhvervsstyrelsen har vurderet, at der var risiko for, at virksomheden vil fabrikere eller bortskaffe dokumentation forud for et varslet kontrolbesøg.

Hvor det efter Erhvervsstyrelsens konkrete vurdering anses for nødvendigt at foretage kontrolbesøg uden forudgående varsling, vil kontrolbesøget blive foretaget i overensstemmelse med lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

En forudsætning for at anvende hjemlen til uanmeldte kontrolbesøg er desuden, at Erhvervsstyrelsen ikke har en begrundet mistanke om en strafbar overtrædelse af lovgivningen, idet sagen i sådanne tilfælde, skal behandles efter retsplejelovens regler om strafferetspleje. Sagen vil i sådanne tilfælde således skulle behandles af politiet.

Jeg vil derfor gerne understrege endnu en gang, at hensigten er, at kontrolbesøg som udgangspunkt skal varsles på forhånd. Det ventes kun at være i ganske få tilfælde, at det vil være nødvendigt at foretage uvarslede kontrolbesøg.
0:000:00