Karina Lorentzen Dehnhardt
 svarer 
Nick Hækkerup

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) spørger justitsministeren, Nick Hækkerup, om ændringsforslag nr. 3 medfører, at der udover videreførelse af afgiftsreglen for så vidt angår Skibsregistret også sker en ophævelse af klageadgangen til justitsministeren

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 66, Spørgsmål 6
Vil ministeren oplyse, om ændringsforslag nr. 3 medfører, at der udover videreførelse af afgiftsreglen for så vidt angår Skibsregistret også sker en ophævelse af klageadgangen til justitsministeren, og i bekræftende fald redegøre for baggrunden for at ophæve denne klageadgang?

Svar fra tirsdag den 9. februar 2021
Efter § 48, stk. 1, 1. pkt., i den gældende lov om retsafgifter svares der en afgift på 175 kr. for attester, afskrifter, udskrifter, fotokopier eller lignende, der udfærdiges af Skibsregistret.

Det fremsatte lovforslag indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men da der er behov for at videreføre afgiftsreglen for så vidt angår Skibsregistret, har justitsministeren fremsat et ændringsforslag om, at der indsættes et nr. 3 i det fremsatte lovforslags § 35, således at der også fremover skal betales afgift for kopier, udskrifter og attester, der udfærdiges af Skibsregistret. Ændringsforslaget indebærer, at afgiften for kopier, udskrifter og attester, der udfærdiges af Skibsregistret, fastsættes til 150 kr., sådan som det allerede er foreslået for de øvrige afgifter omfattet af lovforslagets § 35.

Efter § 64, stk. 7, i den gældende lov om retsafgifter kan Skibsregistrets beregning af afgiften for udskrifter mv. påklages til justitsministeren. Denne klageadgang foreslås ikke videreført.

Den gældende regel om klageadgang til justitsministeren i disse tilfælde var ikke medtaget i det fremsatte lovforslag, allerede fordi lovforslaget ikke indeholdt nogen regler om betaling af afgift for udskrifter mv. fra Skibsregistret.

Justitsministeren har heller ikke i tilknytning til det fremsatte ændringsforslag om at videreføre en sådan afgift for udskrifter mv. fra Skibsregistret foreslået at videreføre den eksisterende klageadgang til justitsministeren.

Det er i alle andre tilfælde domstolene, der træffer afgørelse om beregning af retsafgift, enten som afgiftsberegnende myndighed eller efter indsigelse mod beregningen af en afgift, og det vil efter Justitsministeriets opfattelse Side 2/3 ikke være hensigtsmæssigt at opretholde en klageadgang til justitsministeren for Skibsregistrets beregning af afgift for udskrifter mv. Der er tale om en lovbestemt afgift på i dag 175 kr. og efter ændringsforslaget 150 kr. for sådanne udskrifter, og det er formentlig meget teoretisk, at der skulle blive gjort indsigelse mod Skibsregistrets beregning af denne afgift. Justitsministeriet er ikke bekendt med, om sådanne klager overhovedet er forekommet, men ministeriet ses i hvert fald ikke i de seneste mange år at have behandlet sådanne klagesager.

Side 3/
0:000:00