Rune Lund
 svarer 
Morten Bødskov

Rune Lund (EL) spørger skatteministeren, Morten Bødskov, om den foreslåede tilpasning af toldloven til EU’s moderniserede pengeforordning er en styrkelse eller svækkelse af gældende ret

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 119, Spørgsmål 1
Vil ministeren redegøre for, om den foreslåede tilpasning af toldloven til EU’s moderniserede pengeforordning er en styrkelse eller svækkelse af gældende ret?

Svar fra tirsdag den 4. maj 2021
I den gældende toldlov er der pligt til at angive alle uledsagede likvide midler (fx likvide midler, der sendes med post). I lovforslaget erstattes denne pligt af en indberetning på forlangende. Jeg er enig i, at det umiddelbart kan se ud som en forringelse i forhold til de gældende regler. Dette er dog ikke tilfældet.

EU-Kommissionen har i forbindelse med forarbejdet til de ændrede regler i pengeforordningen analyseret, hvordan reglerne indrettes bedst muligt, så kontrollen med de uledsagede likvide midler er så effektiv og proportional som muligt.

Konklusionen af denne analyse er, at de aktører, som ikke ønsker at blive opdaget, fordi de har lyssky hensigter, ikke ville angive, selvom der var en pligt hertil. En automatisk angivelsespligt for uledsagede likvide midler vurderes derfor at indebære unødvendige byrder for de regelefterlevende aktører og vurderes ikke at ramme de lyssky aktører, som reglerne har til hensigt at afsløre. Herudover anvender toldmyndighederne unødige ressourcer på at behandle disse pligtangivelser – ressourcer der kan anvendes bedre i forbindelse med en mere risikobaseret kontrolindsats, der er et bærende element i såvel de nye EUregler, som i de tilpassede danske regler.

Regeringen er enig i EU-Kommissionens vurdering, og derfor foreslås de danske regler også at følge EU’s regler på dette punkt.

Det bemærkes, at den gældende danske regel, hvorefter personer, der rejser med likvide midler til en værdi over 10.000 euro, har en angivelsespligt, bibeholdes. Derudover vil det altid være muligt for skattemyndighederne at tilbageholde likvide midler, hvis der er indikationer på, at midlerne har forbindelse med kriminelle handlinger. Endelig betyder forslaget, at SØIK, til brug for bekæmpelse af hvidvask og anden økonomisk kriminalitet, skal have alle oplysninger om likvide midlers bevægelser, som skattemyndighederne kommer i besiddelse af.

Det er således min opfattelse, at forslaget samlet set vil styrke bekæmpelsen af kriminelle handlinger som fx hvidvask og finansiering af terror.

0:000:00