Karina Lorentzen Dehnhardt
 svarer 
Nick Hækkerup

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) spørger justitsministeren, Nick Hækkerup, om der findes vurderinger af, hvorvidt disse nye personlige relationer er skadelige relationer

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 55, Spørgsmål 3
Vil ministeren redegøre for, om der findes vurderinger af, hvorvidt disse nye personlige relationer er skadelige relationer?

Svar fra fredag den 21. maj 2021
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst følgende:

”1.

Direktoratet for Kriminalforsorgen kan oplyse, at der ikke i regi af kriminalforsorgen er foretaget sådanne generelle vurderinger af, hvorvidt sådanne personlige relationer er skadelige.

Kriminalforsorgen foretager imidlertid en vurdering af risikoen for den besøgendes sikkerhed i forbindelse med behandling af besøgsanmodninger i visse sager, hvor den indsatte er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet.

Indsatte har efter straffuldbyrdelseslovens § 51 ret til mindst ét ugentlig besøg af mindst én times varighed, der i almindelighed finder sted uoverværet. Efter omstændighederne kan besøg finde sted overværet af fængselspersonale, eller afholdes med rudeadskillelse i stedet for under overværelse af personale.

Besøg af bestemte personer kan forbydes, og en meddelt besøgstilladelse kan inddrages, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af bl.a. ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Der kan f.eks. gives afslag af sikkerhedsmæssige grunde, hvis kriminalforsorgen vurderer, at besøg vil medføre risiko for overgreb, og/eller hvis den ansøgende parts psykiske helbred taler imod at meddele besøgstilladelse.

Reglerne gælder for også livstids- og forvaringsdømte.

2.

Mange livstids- og forvaringsdømte afsoner i Herstedvester Fængsel. Direktoratet for Kriminalforsorgen har derfor med henblik på en beskrivelse af proceduren i forhold til behandling af besøgsanmodninger indhentet en udtalelse fra Kriminalforsorgen Sjælland, som Herstedvester Fængsel hører under.

Side 2/3 Kriminalforsorgen Sjælland har oplyst, at der foretages en grundig vurdering, inden der i Herstedvester Fængsel gives en ny kæreste tilladelse til besøg til en indsat, der er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet.

Kriminalforsorgen Sjælland har i udtalelsen oplyst, at det afhængigt af den indsattes kriminalitet i forbindelse med behandlingen af anmodning om besøg af Herstedvester Fængsel vil blive vurderet, om et besøg af en ny kæreste kan være forbundet med en sikkerhedsmæssig risiko for den besøgende.

Hvis det vurderes, at der foreligger en sådan risiko, kan der ikke meddeles tilladelse til besøg.

Hvis det derimod umiddelbart vurderes, at der ikke er noget sikkerhedsmæssigt til hinder for, at der kan afvikles besøg, indkaldes den nye kæreste til en afklarende samtale, inden besøgstilladelsen gives. Dette gøres dels for at sikre, at den nye kæreste ved, hvad den indsatte er dømt for, dels for at afklare, hvorvidt den nye kæreste er psykotisk eller psykisk udviklingshæmmet.

Ved samtalen deltager typisk den behandlende psykolog og/eller psykiater, ligesom der kan være en fængselsbetjent til stede, der har kendskab til den indsatte. Endelig deltager den indsatte også i en del af samtalen.

Til samtalen læses op af den indsattes dom for at sikre, at den nye kæreste kender alle detaljer om den pådømte kriminalitet, hvorefter den indsatte forlader samtalen. Personalet taler herefter med den nye kæreste alene, der derved får mulighed for at fortryde og derfor eventuelt trække sin ansøgning om besøg tilbage.

Kriminalforsorgen vurderer desuden på baggrund af samtalen, om der er grundlag for alligevel ikke at meddele den ansøgende besøgstilladelse.” Side 3/
0:000:00