Af de almindelige bemærkninger i lovforslaget pkt. 2.9.2.3 fremgår følgende:

”Med henblik på at sikre sammenhæng mellem de økonomiske ressourcer, som aftaleerhververe i form af forlag, producenter, musikselskaber m.v. skal afsætte til rapportering, foreslås det, at forpligtelsen skal være "forholdsmæssig", hvilket også fremgår af DSM-direktivets artikel 19, stk. 3, Det vil sige, at der gælder et proportionalitetsprincip ift. omfanget af informationsforpligtelsen. Dette indebærer, at ophavsmænds og udøvende kunstneres ret til information er formålsbestemt i forhold til, hvad det er relevant i forhold til brugen af deres værker med henblik på at kunne få et indblik i den økonomiske værdi af de overdragne rettigheder.

Forpligtelsen bør således ikke være unødvendigt byrdefuld eller ressourcetung. Af artikel 19, stk. 3, fremgår det, at gennemsigtighedsforpligtelsen begrænses i tilfælde, hvor denne ville blive uforholdsmæssigt stor i lyset af indtægterne fra udnyttelsen af værket eller fremførelsen, og således er forpligtelsen begrænset til de typer og omfanget af oplysninger, der med rimelighed kan forventes i sådanne tilfælde.” Det bemærkes, at artikel 19 foreslås gennemført i den nævnte § 55 a. Det fremgår således, at et vigtigt element i ovenstående vurdering er indtægterne fra udnyttelse af værket. I forhold til konkrete eksempler bemærkes det, at den foreslåede bestemmelse skal rumme sektorspecifikke forhold. Det vil således bero på en konkret vurdering, om en rapporteringsforpligtelse er uforholdsmæssig. Af denne årsag fremgår følgende ligeledes af lovforslagets pkt. 2.9.2.3:

Dok. nr. 105130 ”Med henblik på at gennemsigtighedsforpligtelsen sikres relevans og den nødvendige tilpasning til de særlige kendetegn, som eksisterer for de forskellige sektorer, foreslås det, at kollektiver aftaler, som sikrer tilsvarende gennemsigtighed, kan finde anvendelse i stedet for den adgang til information, som er beskrevet i den foreslåede § 55 a, stk. 1-4, jf. den foreslåede stk. 5. På denne måde kan det nærmere indhold af gennemsigtighedsforpligtelsen på et givent område blive fastlagt i en kollektiv aftale, og adgangen til at benytte denne mulighed i DSM-direktivets artikel 19, stk. 5, foreslås således udnyttet. På denne måde får brancherne fleksibilitet til at indrette sig på en måde, som begrænser unødvendig bureaukrati og administrative byrder. Samtidig sikres det, at der bedst muligt tages højde for de særlige karakteristika, der gælder for den enkelte branche.” Der er således skabt adgang til, at det i kollektivt forhandlede aftaler kan specificeres, hvornår en rapporteringsforpligtelse for den pågældende branche er uforholdsmæssig, og hvad der i den givne situation og sektor vil være rimeligt at modtage information om.

I den forbindelse bør indtægternes størrelse ift. administrationsomkostningerne indgå i vurderingen.