Om  
Vibeke Klint

Dødsfald: Tæppe- og tekstilvæver Vibeke Klint (92)

En af Danmarks mest betydningsfulde kunsthåndværkere, væver Vibeke Klint, Taarbæk, er død, 92 år gammel. Hun bisættes 11. januar.

Rasmus Nielsen

Den betydelige danske væver Vibeke Klint, Taarbæk, er død, 92 år gammel. Hun er repræsenteret med værker over hele Danmark og har modtaget en række hædersbevisninger, herunder den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond i 1980.

Vibeke Klint er især kendt for tæpper, silkestoffer og boligtekstiler, og hendes indsats er omfattende - både håndværksmæssigt og formidlingsmæssigt. Hun var et evigt eksperimenterende og flittigt menneske, og prægede også gennem sin undervisning i både Indien og Danmark en ny generation af vævere.

Trods stor enkelhed i linjer og farver kan man altid på afstand kende et tæppe af Vibeke Klint. Allerede som ung eksperimenterede hun med at forenkle. Farvevalget har været præcist, ofte har hun brugt en lys naturfarve over for en mørk, gerne sort eller dybgrå, kun brudt af en enkelt accentfarve i rød eller blå. Som ingen anden har hun beskæftiget sig med linieføringens geometri. Vibeke Klint fremstår derved som en væver, der er dybt forankret i den håndværksmæssige tradition.

I mange år kunne kunstinteresserede møde hendes nyvævede tæpper på sammenslutningen Kammeraterne på Den Frie Udstillihgs Bygning i København, hvor hun blev medlem i 1985.

På en måde blev det folketingssalen, der kom til at starte Vibeke Klints karriere. Hendes lærer og første arbejdsgiver 1945-49, Gerda Henning, spurgte, om hun ville være med til at væve prøver på gobeliner til folketingssalen på Christiansborg. Mange år senere - i 1995 - vævede hun de gennem en årrække kendte rød-orange silkepaneler til Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg. 

Efter Gerda Hennings død spurgte enkemanden, billedhuggeren Gerhard Henning tilbage i 1951, om unge Vibeke Klint ville overtage vævestuen, der lå  ved Kunstindustrimuseet i København.

Blandt Vibeke Klints mange hovedværker kan nævnes tæppe til Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark) og Kunstindustrimuseet i Trondheim, tre gobeliner efter Willilam Sharff til Egmont H. Petersens Kollegium i København, gobelin vævet efter Palle Nielsens karton til Fredericia Rådhus, scenetæppe til Gladsaxe Teater, tekstiler til Domkirken i København og Århus og til danske ambassader i Washington, Lima, Paris og Nairobi. Med arkitekten Mogens Koch har hun først i 1950’erne udført tekstiler til Den danske Kirke i London, Skt. Jørgensbjerg Kirke i Roskilde og Holbæk Kirke.

I 1981 lavede hun gulvtæpper til Danmarks Nationalbank og til Den Danske Bank, og året efter lavede hun scenetæppe til Århus Musikhus efter udkast af Emil Gregersen.

Hun er repræsenteret med tæpper hos bl.a. Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, Kunstmuseet Trapholt og Nationalmuseet i Stockholm. Hendes sidste hovedværk blev altertæppe i koret til kirken i Hornslet, det var i 2003. Vibeke Klint er også repræsenteret i mange danske hjem, da hun har designet duge for Georg Jensen Damask.

Blandt adskillige hædersbevisninger kan nævnes Eckersberg-Medaillen tildelt 1972.

Vibeke Klint blev født på Frederiksberg og voksede primært op i Aarhus og senere Østerbro som datter af en avisredaktør. Klint begyndte sin kunstneriske løbebane på Bizzie Høyers tegneskole og fortsatte på Kunsthåndværkerskolens væveklasse under Gerda Hennings ledelse. Allerede i 1949 udstillede hun sit første tæppe på snedkerlavets årsudstilling.

Efternavnet har hun fra sin berømte svigerfar, professor, arkitekt Kaare Klint. Hun blev således i 1954 gift med dennes søn, havearkitekt Morten Klint (1918-78). 

I 2000 gik det mentalt tilbage for Vibeke Klint, og de seneste år boede hun på plejehjem.

Bisættelsen finder sted lørdag 11. januar kl. 14 fra Hørsholm Kirke.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vibeke Klint

Væver
Kunsthåndværkerskolens Væveafdeling (1949)

0:000:00