Dem mistede vi i 2016

AFSKED: Anker Jørgensen, Peter Brixtofte, Arne Melchior og mange, mange flere. I løbet af 2016 tog vi afsked med en stribe prominente navne. Vi giver her et lille tilbageblik.

Dorte Bennedsen 2. juli 1938 - 17. marts 2016.
(Foto: Mogens Ladegaard/Scanpix)

Tidligere folketingsmedlem, minister og formand for Forbrugerrådet, Dorte Bennedsen (S), gik bort i en alder af 77 år.

Dorte Bennedsen kom til verden i 1938 som datter af professor Hal Koch og tidligere minister Bodil Koch, og hun tog – ligesom sin mor – vejen forbi teologien, før hun endte i politik.

Efter en teologisk embedseksamen fra Københavns Universitet 1964 blev hun som 33-årig kirkeminister under statsminister Jens Otto Krag (S) i 1971. En post som moderen Bodil Koch varetog blot fem år forinden.

Dorte Bennedsen var i 1968 blevet den første kvindelige generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd, og hun sad fra 1970 i Frederiksberg Kommunalbestyrelse, men havde ellers ingen formel politisk erfaring ved sin ministerudnævnelse i 1971.

I 1973 blev hun opstillet til Folketinget; men opnåede ikke valg, og hun kom først ind i 1975, hvorefter hun beholdt sin plads helt frem til november 2001.

Fra 1977 til 1979 var hun formand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, men forlod posten for at afløse Ritt Bjerregaard som undervisningsminister. Den post besad hun under statsminister Anker Jørgensen (S) frem til september 1982.

Fra 1974 til 1979 var Dorte Bennedsen sideløbende med sin politiske karriere formand for Forbrugerrådet. Endelig markerede hun sig blandt andet også som landsformand for Foreningen Norden.

Anker Jørgensen 13. juli 1922 - 20. marts 2016.
 
(Foto: Allan Moe/Scanpix)

Da tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) gik bort 93 år gammel 20. marts, mistede Danmark en af efterkrigstidens største politikere.

Den forældreløse dreng fra Christianshavn nåede at sidde 30 år som folketingsmedlem, 15 år som formand for Socialdemokratiet og otte år som statsminister.  

Han kæmpede sig i livet og i karrieren op fra bunden og tog turen fra lagerarbejder til fagforeningsmand over Københavns Borgerrepræsentation, før han i 1964 endte som folketingsmedlem.

Allerede i 1972 blev han så statsminister, da Jens Otto Krag trak sig efter folkeafstemningen om dansk EF-medlemskab.

Læs vores nekrolog over Anker Jørgensen

Anker Jørgensen overtog en vanskelig opgave fra Jens Otto Krag, og blev da også den store taber ved jordskredsvalget i 1973. Dermed nåede han blot 14 måneder på statsministerposten i første omgang, og han risikerede at ende som en mindre parentes i Danmarkshistorien.

I 1975 genvandt han imidlertid magten og sad helt frem til 1982, hvor han trådte tilbage – uden at udskrive valg – og afgav posten til Poul Schlüter (K).

I sin anden statsministerperiode præsterede Anker Jørgensen fra 1978 til 1979 at være leder af en SV-regering. Det endte som en fiasko, men Anker Jørgensen formåede – som han gjorde flere gange – at rejse sig efter et nederlag.

Socialdemokratiet gik frem ved valget i 1979 og sad på det tidspunkt på hele 68 mandater.  

Anker Jørgensen fortsatte som Socialdemokratiets formand frem til 1987, hvor han videregav posten til Svend Auken. Anker fortsatte dog som medlem af Folketinget indtil 1994, hvor han i en alder af 72 år trak sig tilbage.

Anker Jørgensen boede det meste af sit liv med konen Ingrid og sin familie i Sydhavnen, på Borgbjergvej, før han i 2008 rykkede på plejehjem på Vesterbro.

I 1997 mistede han sin hustru, men efterlod ved sin død fire børn og en række børne- og oldebørn.

Ole Vig Jensen 17. maj 1936 - 22. marts 2016.

(Foto: Svend Åge Mortensen/Scanpix)

Tidligere folketingsmedlem og minister for Radikale, Ole Vig Jensen, fik i sit liv særligt sat præg på det danske uddannelsessystem.

Han kom selv med en baggrund som lærer – født ind i en lærerfamilie – da han i 1971 blev medlem af Folketinget.

I 1988 blev Ole Vig Jensen kulturminister under Poul Schlüter (K) og bestred stillingen frem til december 1990. Det var herefter først i januar 1993, at han fik den post, som han for alvor forbindes med i dag.

Den nybagte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udnævnte ham til undervisningsminister, hvilket han forblev under en række ministerrokader. Først i marts 1998 trådte han tilbage og efterlod posten til Margrethe Vestager (R).

I sin tid som undervisningsminister gennemførte han i 1993 en ny folkeskolelov – den første reform af folkeskolen siden 1975.

Samtidig blev han særligt kendt for sit opgør med Tvind-skolerne, hvis tilskud han var med til at fratage dem i 1996. Tre år senere omstødte Højesteret dog loven, som var i strid med grundloven. 

Ole Vig Jensen nåede at sidde i Folketinget fra september 1971 til december 1973 og igen fra oktober 1978 til marts 1998.

Fra 1998 til 2007 var han administrerende direktør for Dansk Oplysnings Forbund, DOF, og formand for Centerrådet ved Statens Pædagogiske Forsøgscenter fra 1999 til 2007.

”Ole Vig Jensen er død. Ikke altid enig, men respekt for hans engagement i folkeskole og folkeoplysning. Jeg vil savne ham – meget,” skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen på sin Twitter-profil 22. marts.

Frode Kristoffersen 9. august 1931 - 22. marts 2016.

(Foto: Bent Midstrup/Scanpix)

Som journalist og europaparlamentariker kom Frode Kristoffersen (K) vidt omkring i det liv, der sluttede en tirsdag i marts.

Selvom han gjorde karriere i København, Bonn, Berlin og Bruxelles, var Frode Kristoffersens liv i høj grad forbundet til det sydlige Jylland.

Født og opvokset i Sønderborg, tog han journalistkarrierens første skridt som elev ved Tønder Amtstidende i 1948.

Herfra gik vejen blandt andet over Radio Syd og Ritzau, før han endte hos Danmarks Radio. Her blev Frode Kristoffersen i en årrække et kendt ansigt som korrespondent på tværs af kontinentet.

Fra 1979 til 1988 var han chef for DR's Radio Syd i Aabenraa, før han i 1988 blev MEP for Konservative, da han afløste Claus Toksvig da denne afgik ved døden. I første omgang sad Frode Kristoffersen blot som suppleant frem til 1989, men i 1994 blev han selv valgt og fungerede som MEP indtil 1999.

Frode Kristoffersen boede frem til sin død i Aabenraa, hvor han gjorde sit for det sønderjyske kulturliv. I en årrække op igennem 00’erne havde han eksempelvis eget program på TV Syd, hvor han berettede om Sønderjyllands historie.

Frode Kristoffersen udgav også en række bøger – herunder ”Der var engang i Synneborre” fra 2007 og "Jorden rundt på tommelfinger" fra 1960.

Laurids Rudebeck 6. april 1960 - 10. maj. 2016. 

(Foto: Torben Christensen/Scanpix)

Tønder Kommune mistede pludseligt og uventet sin borgmester i maj, da Laurids Rudebeck (V) faldt om i sit hjem uden forudgående sygdom ­– ifølge flere kilder på grund af en hjertefejl.

”Han havde arbejdet helt som normalt i løbet af dagen og varetaget sine opgaver i vanlig stil med energi og godt humør,” skrev kommunen i en pressemeddelelse.

Laurids Rudebeck blev født i Over Jerstal og tog som ung en mekanikeruddannelse ved Ford i Haderslev – 13 kilometer nord for fødebyen. I 1981 drog han til København og startede på politiuddannelsen.

Som færdiguddannet betjent vendte han tilbage til det sønderjyske og fik ansættelse på politistationen i Tønder. Efter en årrække med afstikkere til Padborg og Ribe, blev han i 2006 leder af politiet i Tønder.

Samme år kom han i kommunalbestyrelsen i Tønder, og 6. juli 2009 blev han valgt som ny borgmester, da Vagn Therkel Pedersen (V) trak sig.

Ved kommunalvalget i 2013 fik Laurids Rudebeck 1.900 personlige stemmer og kunne dermed fortsætte på borgmesterposten.

Laurids Rudebeck efterlod sig sin mor, hustru, to børn og et enkelt barnebarn.

Mads Holger 25. oktober 1977 - 4. juli 2016.
(Foto: Simon Læssøe/Scanpix)

”Mads Holger blev ikke til noget. Men han blev til nogen,” skrev Berlingske dagen efter, at debattøren, forfatteren, radioværten og den tidligere folketingskandidat havde taget sit eget liv i et sommerhus på Thurø.

Mads Holgers liv blev kort, men begivenhedsrigt. Han voksede op med sin mor på Nørrebro og gjorde sig som ung kendt på hovedstadens festscene. I årene omkring årtusindeskiftet var han redaktør for lokalavisen Rendestenen, der udkom i Pisserenden i Indre By. Fra 2002 til 2004 udgav han mode- og livsstilsmagasinet Ping, der udelukkende leveredes til medlemmer af den kendte natklub Nasa.

Mads Holger blev i 2007 gift med journalist Paula Larrain, men parret gik fra hinanden igen året efter.

I de efterfølgende år trådte han for alvor ind i den offentlige debat og bevidsthed. I 2008 fik han færdiggjort en bachelorgrad i teologi og udgav debutromanen ”Alle går rundt og forelsker sig”. I 2009 gjorde han sig samtidig bemærket som arrangør af Klub Jet – en række arrangementer, hvor deltagerne fløj med ham rundt i verden til eksklusive fester.

I 2011 gjorde Radio24syv ham til radiovært på programmet "Skriftestolen", ligesom han fra starten af 2012 blev fast blogger på Berlingske Tidende.

I september 2014 tog han skridtet over i den politiske verden og offentliggjorde sit folketingskandidatur for Konservative. Ikke alle i den konservative partitop var lige begejstrede for Mads Holgers indtog, og da han med 977 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2015 ikke opnåede valg, kom han en eksklusion i forkøbet og meldte sig frivilligt ud af partiet.

"Det ligger ikke til mig at færdes, hvor jeg ikke er velkommen," skrev han på sin Facebook-profil i forbindelse med udmeldelsen.

Mads Holger efterlod sig sin mor og sin kæreste. Faderen John Lindsay Little Faren begik tilsvarende selvmord i 2001.

Jørgen Schleimann 22. januar 1929 - 7. juli 2016. 

(Foto: Søren Bidstrup/Scanpix)

Med Jørgen Schleimanns død mistede dansk journalistik en af nyere tids mest markante navne. I et langt liv nåede fynboen at sætte sit aftryk i de fleste afkroge af det danske medielandskab.

Oftest nævnes han som medstifter og direktør for TV 2, men karrieren startede allerede i 1947 som skribent på Svendborg Amtstidende.

Trods en uddannelse som bibliotekar, tog hans journalistiske karriere op igennem 60’erne fart. Først i årtiet var han vikarierende kulturredaktør på Information, og i 1967 blev han så programsekretær i Danmarks Radios kultur- og aktualitetsafdeling. I 1972 tog han jobbet som souschef for Radioavisen, og i 1976 supplerede han med en titel som programchef og chef for Radioavisen.

I 1982 forlod Jørgen Schleimann DR og tog en kort afstikker væk fra medie-Danmark. Schleimann skulle nemlig være direktør for Det Danske Studenterhus i Paris. Ret tidligt i ansættelsen fik han dog en supplerende korrespondent-tjans for Berlingske Tidende, og allerede i 1984 var han tilbage i Danmark. Posten som chefredaktør for Weekendavisen ventede.

Her sad Jørgen Schleimann frem til 1987. Undervejs hentede han en ung og ukendt Tøger Seidenfaden ind som udenrigsredaktør, ligesom han i 1984 gjorde Jørgen Ejbøl til avisens redaktionschef.

Tøger Seidenfaden afløste i 1987 Jørgen Schleimann som chefredaktør, da Schleimann blev administrerende direktør og programchef for TV 2, mens Jørgen Ejbøl allerede i 1986 var rykket videre til Billed-Bladet. 

Jørgen Schleimann satte fra starten ambitiøse mål for TV 2, som ikke blot skulle bryde DR’s monopol; men også overgå Statsradiofonien på produktivitet.

Det lykkedes ham – men ikke uden at skabe sig fjender.

”Den stridbare og omstridte Schleimann trivedes i storm og ballade. Hvis der var stille omkring ham, lavede han selv balladen,” som den tidligere medarbejder på TV 2, Henrik Bach, skrev i sit mindeord om den tidligere direktør. 

Mens medarbejderne - ifølge Henrik Bach - bakkede op om Jørgen Schleimann, ville bestyrelsesformand Jørn Henrik Petersen det anderledes.

Efter fire år på posten blev Jørgen Schleimann afsat som TV 2-direktør.

Efterfølgende blev han chefredaktør og direktør for Jyllands-Posten, men holdt kun små 100 dage. Han blev ansat i august 1992, og var allerede færdig i november.

Tidligere kollega Lasse Jensen skrev ved Jørgen Schleimanns død, at han efter JP-afgangen endegyldigt var ude af den danske medieverden.

Trods sin karakter som en stærk mediemand, blandede han sig tidligere i karrieren imidlertid langt fra udenom politiske spørgsmål.

Han flirtede som ung med nazismen, men blev i gymnasiet medlem af Konservative Gymnasiaster.

Senere blev han medlem af Socialdemokratiet, inden han forlod partiet i 1975. I 1990’erne stillede han så op til både Europa-Parlamentet og Folketinget for Venstre ­– uden på noget tidspunkt at opnå valg.

I sine sidste leveår holdt han sig dog helt udenfor den offentlige debat.

”Jeg læser, men er ellers holdt op med at beskæftige mig med noget,” sagde han i 2004 til Kristeligt Dagblad.

Jørgen Schleimann boede indtil sin død med sin tredje hustru, Annie Gertz. Han efterlader sig to voksne børn.

Erik Hoffmeyer 25. december 1924 – 21. august 2016. 

(Foto: Bent K. Rasmussen/Scanpix)

Erik Hoffmeyer voksede – som søn af biskop over Århus Stift, Skat Hoffmeyer – op med religionen helt tæt på.

Derfor var det ikke overraskende, at han begyndte at læse teologi under 2. Verdenskrig i 1942.

Året efter flygtede han til Sverige, da hans samarbejde med modstandsbevægelsen blev opdaget af besættelsesmagten. Da Erik Hoffmeyer vendte hjem igen, skiftede han karrierespor.

Det nye spor førte ham til tops indenfor sit fag.

I 1951 blev han cand.polit. og herefter ansat i nationalbanken. Fra 1956 var han dog tilbage i den akademiske verden. Indtil 1964 var han først lektor og siden professor ved Københavns Universitet. Undervejs blev han i 1958 også dr.polit.

I 1962 tog han orlov fra Københavns Universitet til fordel for en stilling som direktør i det daværende Bikuben, som to år senere gjorde ham til administrerende direktør.

Bikuben blev imidlertid det sidste stop på vejen, før Erik Hoffmeyer trådte ind på den position, som han primært huskes for i dag.

1. januar 1965 udnævntes han nemlig til nationalbankdirektør. En stilling, han først forlod igen tre årtier senere i 1994.

Som direktør for Nationalbanken blev han særligt kendt som en stærk fortaler for fastkurspolitikken. Under Hoffmeyers ledelse tog Nationalbanken ansvaret for at holde kronekursen fast, mens regeringen tog sig af den ”mellemfristede stabilitetsorienterede politik,” som Nationalbankens ledelse skrev i sit mindeord om ham fra august.

”Det har vist sig at være en nyttig arbejdsdeling, som fungerer den dag i dag,” lød tilføjelsen.

Erik Hoffmeyer nåede at være gift tre gange. I 1949 med Eva Kemp (frem til hendes død i 1989). I 1990 med Nina Fisker (indtil hendes død i 1992), og med Lise Rafaelsen fra 1994  – frem til hans egen død i august.

Erik Hoffmeyer mistede både en datter og sin første kone til selvmord, og han engagerede sig efterfølgende i arbejdet med psykisk sundhed. Fra 1996 og en årrække frem var han således præsident for Psykiatrifonden.

”Det står klart, at vi har mistet en væsentlig figur i moderne Danmarkshistorie,” udtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med dødsfaldet. 

Hanne Bech Hansen 16. juni 1939 - september 2016.
(Foto: Bent Midstrup/Scanpix)

Tidligere PET-chef, statsadvokat og politidirektør ved Københavns Politi, Hanne Bech Hansen, forlod verden på et – for offentligheden – ukendt tidspunkt i september.

Hanne Bech Hansen døde af et hjertetilfælde i sit eget hjem, og dermed mistede Danmark et af sit politis mest markante ansigter i nyere tid.

I 1964 blev hun cand.jur. fra Aarhus Universitet. Her mødte hun også sin mand, senere overlæge Jørgen Bech Hansen. Parret giftede sig i 1962, hvorefter Hanne Vagner blev til Hanne Bech Hansen.

Hanne Bech Hansen begyndte sin karriere som advokatfuldmægtig i Odense i 1964. I 1970 trådte hun så ind i den institution, som siden blev uløseligt forbundet med hendes navn.

Her blev Hanne Bech Hansen nemlig politifuldmægtig ved Odense Politi, inden hun senere rykkede videre til statsadvokaturen for Sjælland og Fyn.

I 1984 blev hun vicepolitimester ved Gentofte Politi, men rejste blot to år senere videre til stillingen som politimester ved Rigspolitiets personaleafdeling.

Da daværende PET-chef Anders Walsted Hansen gik bort i sommeren 1988, overtog Hanne Bech Hansen og blev efterretningstjenestens første kvindelige leder.

I 1993 var det blevet tid til næste karriereskridt som statsadvokat for København, Frederiksberg og Tårnby.

Blandt hendes mest kendte sager var i denne periode sammenstødet mellem politi og demonstranter efter folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992 og sagen mod Blekingegadebanden-medlemmet Marc Rudin i Østre Landsret.

I 1995 fik hun så det job, som alvor definerede hendes karriere. Her blev hun politidirektør ved Københavns Politi. Som øverste ansvarlig for hovedstadens politi blev Hanne Bech Hansen kendt som en dygtig kommunikator, som formåede at pudse et lidt støvet image af instutitionen.

I løbet af sine år på posten stod hun blandt andet i spotlyset under rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej og i forbindelse med den såkaldte ”perle-sag”, hvor en betjent i 2009 blev beskyldt for at kalde en demonstrant for ”perker”.  

I 2009 gik hun  på pension i en alder af 70 år gammel og efterlod posten til Johan Reimann.

Årene herefter brugte hun på at skrive kriminalromaner, som sjældent faldt i anmeldernes smag, men som omvendt blev flittigt købt af forbrugerne.

Den første udgivelse kom i 2010 under titlen ”Lasten", mens "Operation Dacapo" fulgte i 2011 og "Under rosen" i 2014. .

I 2011 blev hun udpeget som medlem af en kommission, som den norske regering nedsatte for at udrede terrorangrebet på Utøya.

Hanne Bech Hansen mistede i 2002 manden Jørgen Bech Hansen. Hun efterlader sig sønnen Søren Bech Hansen.

Arne Melchior 22. oktober 1924 - 24. september 2016.
(Foto: Bent Midstrup/Scanpix)

Arne Melchior tog en kringlet vej ind i politik. Som søn af overrabbiner Marcus Melchior flygtede han sammen med sin familie til Sverige under 2. Verdenskrig. Tilbage i Danmark efter krigen blev han udlært indenfor tekstil- og reklamebranchen.

I 1962 indtog han direktørposten i herretøjskæden Jardex, hvor han sad indtil 1969.

Efter en kortere ansættelse hos S. Seidelin A/S kom han i 1971 til en direktørstilling i den socialdemokratiske A-pressen. På det tidspunkt havde Arne Melchior i en årrække været tilknyttet Socialdemokratiet – blandt andet som medlem af partiets erhvervspolitiske udvalg.

I 1973 stiftede han sammen med den tidligere socialdemokratiske Gladsaxe-borgmester Erhard Jakobsen imidlertid partiet Centrum Demokraterne (CD). Partiet groede ud af Jakobsens opgør med den socialdemokratiske top og partiets generelle ”venstredrejning”, og Arne Melchior tog med på rejsen.

Sammen stormede Melchior og Jakobsen ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973, hvor CD fik i alt 14 mandater.

Arne Melchior sad i første omgang blot som MF frem til valget 8. januar 1975, da CD mistede hele 10 mandater. Fra 15. februar 1977 var Arne Melchior dog tilbage på tinge, hvor han endte med at sidde frem til november 2001.

I sit politiske arbejde markerede han sig særligt på transportområdet, hvor han i en årrække var en del af en kvartet, som fik tilnavnet trafikmafiaen.

Sammen med Kaj Ikast (K), Svend Heiselberg (V) og Helge Mortensen (S) var Arne Melchior med til at sætte retningen for landets transportpolitik op igennem 80’erne. I 1982 blev han selv trafikminister under statsminister Poul Schlüter, og han sad frem til august 1986. Dermed var Arne Melchior ved roret, da Folketinget i 1986 vedtog at bygge Storebæltsbroen.

Arne Melchiors politiske karriere blev imidlertid også præget af stormvejr. Heriblandt dét, som blæste ham væk fra transportministerposten, efter Rigsrevisionen kritiserede billagsrod i forbindelse med hans 60 års-fødselsdag.

I januar 1993 blev han dog minister igen under Poul Nyrup Rasmussen. Denne gang for kommunikation og turisme – en post, han bestred i præcis ét år. I marts 1994 afløste han så Erhard Jakobsen som medlem af Europa-Parlamentet, men varetog blot hvervet frem til juli samme år.

September 2001 blev endestationen for Arne Melchiors tid som CD’er. Her forlod han partiets folketingsgruppe efter en kontrovers om Israels ret til at anvende "moderat” tortur. Partiet røg i november samme år ud af Folketinget. Arne Melchiors tid i landspolitik var på samme tid øvre.

Arne Melchior nåede også at være formand for Dansk Zionistforbund fra 1975 til 79 og for Turismens Fællesråd fra 1987 til 93.

Sin 90 års dag holdt han i fin form i Synagogen i København, hvor festlokalerne var fyldte til bristepunktet.

Han efterlader sig konen Nina Melchior. Sammen fik de to sønner Jakob og David. Arne Melchior fik datteren Susanne Nina (1949-87) og sønnen Dan med sin første kone Anita Jardorf. Han havde i alt ni børnebørn og syv oldebørn ved sin død.

Jacob Buksti 7. april 1947 - 27. september 2016.
(Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix)

Tidligere trafikminister og politisk ordfører for Socialdemokratiet var 69 år, da han efter længere tids kræftsygdom døde af en blodprop.

Jacob Buksti blev cand.mag. i samfundsfag og historie fra Aarhus Universitet i 1972, og han blev herefter 14 år lektor i statskundskab samme sted.

I 1986 rykkede midtjyden Buksti til Sjælland og en stilling som leder af Socialdemokratiets politisk-økonomiske afdeling på Christiansborg. I 1993 lagde han kort vejen forbi Dansk Magisterforening og et job som økonomisk-politisk konsulent.

Allerede i 1994 vendte han dog tilbage til Christiansborg som folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

Jacob Buksti sad i Folketinget frem til 2005, og han var fra februar 2000 til november 2001 trafikminister. I årene 1998 til 2000 var han politisk ordfører for sit parti.

Før, under og efter sin politiske karriere havde Jacob Buksti også en lang karriere som underviser. Foruden sin tid som lektor på Aarhus Universitet underviste han blandt andet på Forsvarsakademiet fra 1982 til 1993. I løbet af 80’erne og 90’erne fungerede han tilsvarende som ekstern lektor i statskundskab ved Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

Fra 2003 og frem til sin død var Jacob Buksti lektor ved Danish Institute for Study Abroad. Fra 2007 kørte han sideløbende en selvstændig rådgivnings- og analysevirksomhed i eget navn.

På Facebook skrev partiformand Mette Frederiksen ved Jacob Bukstis død blandt andet:

”Jacob var en af vor tids fremtrædende socialdemokrater, der med engagement og stor intellekt satte sit præg på Danmark, Socialdemokratiet og de mennesker, han til daglig omgik.”

Peter Brixtofte 11. december 1949 - 8. november 2016.
(Foto: Jeppe Michael Jensen/Scanpix)

Peter Brixtoftes navn blev synonym med byen Farum. Hans karriere toppede i Farum. Den gik i vasken i Farum, og i november tog han afsked med verden fra sin lejlighed i Farum.

Peter Brixtofte blev ellers født i København og voksede op i Søborg. Efter at have tilbragt de første teenageår i Paris vendte han tilbage til Søborg og startede allerede som 14-årig i gymnasiet.

Som 17-årig kunne det unge VU-medlem Peter Brixtofte påbegynde en cand.polit.-uddannelse ved Københavns Universitet. I 1972 blev han – 22 år gammel – færdiguddannet og ansat som såkaldt EF-medarbejder ved Venstres Landsorganisation.

I 1973 blev han imidlertid landets yngste folketingsmedlem – stadig blot 23 år gammel. I første omgang kunne Brixtofte kalde sig MF frem til 1977. I 1979 opnåede han dog valg igen og sad denne gang frem til 1981. Sin sidste periode i Folketinget tog han fra 1990 til 2005 – herunder også med en kort periode som skatteminister under Poul Schlüter fra 1992 til 93.

Trods sit solide cv indenfor landspolitik vil Peter Brixtofte primært blive husket for sit arbejde i Farum, hvor han flyttede til med sin første hustru i 1973. Allerede i 1978 blev han medlem af Farum Byråd, og i 1985 tog han skridtet op som borgmester i kommunen.

Peter Brixtofte blev kendt som en driftig og innovativ borgmester, som blandt andet skabte en populær ældrepleje og satte byen på sportslandkortet med en Superliga-fodboldklub og flere elitesportsmiljøer.

Tæppet blev dog revet væk under Peter Brixtofte i 2002. BT skrev i februar det år, at Peter Brixtofte havde brugt 150.000 kommunale kroner på rødvin, og efterfølgende væltede historierne om Peter Brixtofte magtmisbrug frem.

I 2006 og 2007 blev de samlede regninger gjort op ved byretten i Hillerød. Peter Brixtofte blev i alt idømt fire års fængsel for groft mandatsvig – to år for den såkaldte sponsorsag om overbetaling af entreprenørselskabet Skanska, og to år for blandt andet at misbruge kommunens midler til alkohol.

Dommene blev senere stadfæstet ved Landsretten og Højesteret.

Foruden borgmester- og folketingsopgaverne nåede Peter Brixtofte også at være sekretær i Industrirådet (1972-74), undervisningsassistent ved Handelshøjskolen (1975-79) og redaktør på Venstrepressens Bureau (1985-90).

Peter Brixtofte meldte sig i 2004 ud af Venstre og ind i CD, før han i april 2005 stiftede Velfærdspartiet, som også gav ham valg til Byrådet.

Peter Brixtofte efterlader sig sin mor, kæreste, bror, tre døtre og syv børnebørn.

Mogens Camre 29. marts 1936 - 5. december 2016.
(Foto: Palle Hedemann/Scanpix)

Det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem og MEP for Dansk Folkeparti, Mogens Camre, gik i starten af december bort efter længere tids sygdom.

Læs mindeord af Søren Espersen her

Mogens Camre blev født i Vorup ved Randers og viste sig i en tidlig alder som et fagligt dygtigt menneske. I 1967 blev han uddannet cand.polit fra Københavns Universitet med sin årgangs højeste gennemsnit. Allerede året efter tog han – efter en kort ansættelse i Finansministeriet – plads i Folketinget. Her sad han i næsten tyve år for Socialdemokratiet, som han fra 1981 til 82 også var politisk ordfører for.

Efter at have forladt Folketinget vendte han i 1987 tilbage til sin gamle arbejdsplads i Finansministeriet. Her arbejdede han blandt andet som specialkonsulent frem til 1995. Dernæst gik turen til Bruxelles og en stilling som budgetråd ved Danmarks Faste Repræsentation ved EU.

I tiden som budgetråd tiltrak han sig med bogen ’Danmark ved en Korsvej’ fra 1996 partileder Pia Kjærsgaards (DF) interesse. Pia Kjærsgaard opfordrede Mogens Camre til at stille op til Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti. Det gjorde han succesfuldt, og han bestred posten for det EU-kritiske parti fra 1999 til 2009.

Fra starten af sin MEP-tid ansatte han en ung assistent på 19 år ved navn Morten Messerschmidt. Ifølge flere kilder udviklede de to et far-søn-lignende forhold, og da Mogens Camre i december blev bisat, var Morten Messerschmidt med til at bære kisten.

Mogens Camre forblev politisk aktiv til det sidste. Trods flere kontroversielle udtalelser – og en racismedom i 2015 – beholdt han sit medlemskab af Dansk Folkeparti til sin død.

Han sad fra 2014 i Gladsaxe Byråd, men tog kort inden sin død orlov. Mogens Camre led af ALS (Amyotrofisk Lateral Sklerose). Han var gift fire gange i alt og efterlader sig syv børn.

Poul Søgaard 12. november 1923 - 13. december 2016.
Fra venstre Lasse Budtz, forhv. forsvarsminister Poul Søgaard og Anker Jørgensen. (Foto: Mogens Ladegaard/Scanpix)

Fynboen Poul Søgaard nåede et langt liv i dansk – og ikke mindst socialdemokratisk – politik.

Allerede som 16 årig meldte han sig ind i partiet, som han kom til at repræsentere som byrådsmedlem, folketingsmedlem og minister.

Poul Søgaard færdiggjorde ikke folkeskolen, og arbejdede fra 1938 til 44 på Odense Finérfabrik. Senere blev han remisearbejder ved DSB – et job han havde, da han i 1953 blev en del af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. I 1954 kom han i byrådet i Odense, hvor han sad i seks år, før han i 1960 kom i Folketinget.

Det blev startskuddet til en lang landspolitisk karriere, hvis højdepunkt kom i 1977 ved udnævnelsen til forsvarsminister.

Poul Søgaard havde forinden været forsvarspolitisk ordfører, og han vil i det hele taget blive husket for sit politiske engagement på forsvarsområdet. Foruden sine år som forsvarsminister fra 1977 til 1982 var han både fra 1970 til 72 og fra 1982 til 84 kommitteret for Hjemmeværnet.

Poul Søgaard nåede at fejre diamantbryllup med hustruen Ruth Søgaard, som også var aktiv socialdemokrat og æresmedlem af partiet.

,

Forrige artikel Altinget overtager Mandag Morgens danske aktiviteter Altinget overtager Mandag Morgens danske aktiviteter Næste artikel Hvor de bliver til vi Hvor de bliver til vi
Kommuner dropper revalidering trods markante resultater

Kommuner dropper revalidering trods markante resultater

REVALIDERING: Kommuner bør tænke langsigtet og skrue op for brugen af revalidering, lyder konklusionen i en ny analyse. Beskæftigelsesministeren slår fast, at han ikke vil detailstyre, hvilke ordninger kommunerne bruger.