Han valgte den menneskelige vej

"Hvilken livsanskuelse, I end vælger, så glem ikke, at den først og fremmest skal være menneskelig."

Det er foråret 1966, og den 43-årige københavnske fagforeningsmand og socialdemokratiske folketingspolitiker Anker Henrik Jørgensen holder tale for en gruppe unge konfirmander.

De unge mennesker, der stod på tærsklen til de voksnes rækker, kunne roligt stole på talerens budskab. Som afsender talte han af erfaring. Anker Jørgensen, der senere kom på fornavn med hele nationen som 'Anker', valgte nemlig selv den menneskelige vej i livet.

Det blev en vej, der i 1972 førte den forældreløse dreng fra Christianshavn ind på posten som landets statsminister. Det blev en vej, der sikrede ham stor opbakning i befolkningen og en plads blandt historiens mest markante danskere. Ankers vej i livet er nu nået til vejs ende. Han sov stille ind, 93 år gammel. 

Et medmenneskeligt anker
Anker Jørgensen var arbejder, politiker, leder, statsmand, ægtemand, familiefar og meget mere. Men måske vigtigst af alt, så var han netop medmenneskelig. Han var et menneske, der uagtet af ydre pres formåede at bevare en stærk kerne af sig selv. Hans varme sind hang fast som et anker i et farvand af skiftende loyalitet, magtkampe og intriger. Han var til at regne med – loyal over for sin familie, sit parti, sit kvarter og sit land.

Anker Jørgensen var arbejder, politiker, leder, statsmand, familiefar og meget mere. Men måske vigtigst af alt, så var han netop medmenneskelig. Han var et menneske, der uagtet af ydre pres formåede at bevare en stærk kerne af sig selv. Hans varme sind hang fast som et anker i et farvand af skiftende loyalitet, magtkampe og intriger.

Rasmus Nielsen, chefredaktør
.

Anker Jørgensen var en mand, der insisterede på at være den, han var. Velkendt er for mange sikkert historien om statsministeren, der ved flere lejligheder tog imod officielle gæster i strømpesokker. En gestus, man næppe ville kunne forvente sig af senere statsministre. 

Men det var ikke kun, hvad angik fodtøj, at Anker Jørgensen nægtede at konformere sig. Under hele sin statsministerperiode fravalgte han eksempelvis den officielle statsministerresidens Marienborg.

"Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus," berettede han siden. I stedet holdt han fast i sin elskede bopæl på Borgbjergsvej i Københavns Sydhavn, hvor hustruen Ingrid Jørgensen samt parrets fire børn, Lars, Peter, Kirsten og Mette, udgjorde basen. Frem til Ingrid Jørgensens død i 1997 styrede den uddannede barneplejerske husholdningen, hvor Olof Palme blandt andet kom forbi til smørrebrød, ligesom Jens Otto Krag og andre statsoverhoveder også kom på besøg i løbet af de ca. 50 år, parret boede sammen i kvarteret.

Karakteristisk for Anker Jørgensen så var han også i disse selskaber hjemme. Han var en mand, der både kunne fylde en kedeldragt og en habit. Han var lagerarbejder og litteraturinteresseret. Til fodbold og franske filosoffer.

Han var let at bevæge. Tårerne kunne sidde løst på ham. Som da jeg som tv-mand dukkede op på Borgbjergvej i starten af 1997 og måtte overbringe meddelelsen fra det nordjyske om, at en anden stor socialdemokrat, Jens Risgaard Knudsen, var død. Da væltede det ud med minder og følelser. Selv om de var uenige om SV-regeringen, så var de jo .... partikammerater. En gang socialdemokrat – altid socialdemokrat. Og Anker gav på stedet selv den mest rørende og rammende nekrolog over "rigstaktikeren". Omgivet af sin Ingrid, sine mange bøger og parrets nydelige brugsforeningsmøbler.

Stenbro og bonede gulve
Anker Jørgensen havde ikke de fine eksamensbeviser med sig i kufferten, men var rundet af en arbejderbaggrund. Til gængæld tog han en livslang uddannelse i menneskekundskab. Det var en kombineret ungdoms,- voksen- og efteruddannelse, som han aldrig forlod. Anker Jørgensen holdt aldrig op med at interessere sig for sine medborgere. Indtil for få år siden kunne man stadig opleve ham vandre hovedstaden rundt med sine to krykker. Han tog helt op i sine 90'ere endnu S-tog og busser til tilfældige stationer i Københavnsområdet for blot at stå af og tale, opleve og lytte. Det, at vælge den uventede vej, var en af hans og Ingrid Jørgensens fornøjelser, imens hun levede.

Jagten på oplevelser var netop, hvad ofte drev ham frem i livet. "Det gælder ikke om at leve, men om at opleve," har han blandt andet sagt ved flere lejligheder.

Anker Jørgensen fik da også oplevet mere end de fleste. Ofte stod han midt i Danmarks- og verdenshistoriens centrum. I strømpesokker eller sko fik han betrådt kilometervis af bonede gulve og trykket kilovis af magtfulde næver. Han stod som nybagt statsminister, da Danmark 1. januar 1973 indtrådte i EF. Han blev den store taber ved jordskredsvalget senere samme år, men genvandt magten ved valget i 1975. Han fik delt sofa med Saddam Hussein, udvekslet breve med Henry Kissinger, drukket øl med Poul Schlüter og danset tæt med dronning Margrethe.

Men hverken historiens kraftige vingesus eller hård politisk modvind kunne blæse ham omkuld. Tværtimod lod Anker Jørgensen som oftest til at stå stærkest plantet, når jorden omkring ham rystede – hvilket den ofte gjorde. Han kom igen efter nederlag, som da han generobrede statsministerposten fra Poul Hartling, eller da han formåede at rejse sig oven på fiaskoen med den kuldsejlede SV-regering (1978-79).

Unuanceret billede
Anker Jørgensen var langt fra fejlfri. Under hans ledelse bevægede landets økonomi sig faretruende nær afgrunden. Arbejdsløsheden og udlandsgælden steg. Som politisk leder og strateg modtog han ofte kritik. "Bare ordet taktik kommer på banen, er det tilstrækkeligt til at få hans ansigt til at ligne et rynket vinteræble," sagde tidligere finansminister Knud Heinesen blandt andet om ham. Valgudskrivelsen i 1973, der førte til jordskredsvalget i december samme år, bidrager eksempelvis til kritikernes sag.

Billedet af den sympatiske privatperson, men politisk svage leder, er imidlertid så sort-hvidt, at flere nuancer går tabt. Eksempelvis blev han i det politiske spil beskrevet som en fremragende forhandler. Det havde han lært fra sin tid i fagbevægelsen. Anker Jørgensen var på denne bane hjemme. Hans handlemuligheder som statsminister blev også indsnævret af en række udefrakommende elementer som oliekrise, Den kolde krig og international lavkonjunktur.

Ironisk nok vil hans statsministerperiode blandt andet også blive husket for den magtfulde LO-formand Thomas Nielsen, der i lange perioder modarbejdede alle forsøg på besparelser og løntilbageholdenhed.

Karakteristisk for Anker Jørgensen bar han dog ikke nag over for den genstridige fagforeningsformand. Han havde evnen til at se mennesket i sin modstander. Han kunne adskille politik fra sin primære interesse: mennesket. På sin vej viste han sig selv at være et stort et af slagsen.

Research: Tyson W. Lyall