Autisme-forening: Kommuner kan ikke magte specialområdet

DEBAT: Regeringen vil med sundhedsreformen gøre noget nært, som er enormt svært, nemlig det komplekse og specialiserede autismeområde. Det vækker hos os en dyb, grænseløs bekymring, at 98 kommuner står til at skulle løfte den opgave, skriver Heidi Thamestrup fra Landsforeningen Autisme.

Af Heidi Thamestrup
Landsformand for Landsforeningen Autisme

I starten af året fremlagde regeringen sit længe ventede udspil til en sundhedsreform. I Landsforeningen Autisme modtog vi udspillet med stor forventning, men desværre gav det os flere spørgsmål end svar.

Et af vores mange uafklarede spørgsmål handler om, at sundhedsreformen lægger autismeområdet i hænderne på kommunerne.

Udsigten til, at 98 kommuner skal varetage det mest komplekse og specialiserede autismeområde, vækker en dyb, grænseløs bekymring. For vores erfaring er, at kommunerne ikke forstår autismeproblematikker og ikke ønsker at bruge ressourcer på mennesker med socialt kognitive handicaps som autisme.

Lavine af dårlige sager
Den sidste tid har vi haft en række møder med ministeren og med regeringens embedsmænd, men møderne har ikke bragt os nærmere på en fælles forståelse af, hvordan kommunerne skal kunne løfte specialiseringen på autismeområdet. Tværtimod.

Vores bekymring understreges af en lavine af sager, hvor kommunerne har vandaliseret Lov om Social Service − med en nydelig italesættelse kaldet “serviceniveau”.

Kommunernes serviceniveau tillader ikke, at forældre kan få betalt fri, når de skal ledsage deres børn til behandling eller passe dem hjemme i perioder, hvor børnene er stressede og angste.

Men når børnene er stressede og angste, er det på grund af fejlagtig visitation eller inklusion i tilbud, der ikke matcher barnets kognition og behov for støtte.

Lov handler om at kompensere
Vi har glemt sammenhængskraften. Vi har glemt, at Lov om Social Service handler om at kompensere familierne og den handicappede for de udfordringer, handicappet giver, sådan at de hver især kan leve så tæt på det normale som muligt.

Når kommunerne ikke kompenserer behørigt, eller når “kompensationen” består af et snævert sortiment af hyldevarer, så opstår der andre problemer, flere problemer og alvorligere problemer.

Når børn får tilbudt et skoletilbud, hvor de ikke bliver mødt og forstået, så vægrer de sig ved at gå i skole, og så må forældrene passe dem i hjemmet.

Når kommunen giver forældrene afslag på tabt arbejdsfortjeneste til at passe deres børn, så bliver forældrene fyret på grund af fravær og mister deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Når forældrene mister deres arbejde, skal de forsørges af det offentlige.

Giver det mening? Nej, okay, her er et andet eksempel:

Forsyningsforpligtelse misligholdes
Kommunerne misligholder lov om Social Service § 4, der vedrører forsyningsforpligtelse. Et stort antal kommuner tilbyder ikke længere botilbud til handicappede efter § 107 og § 108.

Det er en skam, for det er netop helhedstilbud, hvor borgeren bor og lever og har sit hjem, og hvor det pædagogiske personale kender borgeren og er en integreret del af tilbuddet.

Loven giver kommunerne en forsyningsforpligtelse. Kommunerne skal sørge for, at der er nok § 107- og § 108-tilbud til de handicappede borgere, der opfylder kriterierne for at få netop den kategori af botilbud.

Lige nu ser vi, at de fleste kommuner på trods vælger at afskaffe de specialiserede helhedstilbud. I stedet indløser kommunerne statstilskud til at bygge ældreboliger efter § 105.

Personer med handicap politianmeldes
Når kommunen sætter en svært handicappet borger ind i et § 105-tilbud, fordrer det, at der samtidig gives den enkelte beboer særskilt støtte efter § 85 − og det er her, det går helt galt.

Kommunalbestyrelserne beslutter nemlig ofte, at de vil ændre kommunens serviceniveau, og § 85-støtten er meget ofte den del af serviceniveauet, der skal beskæres. Når det sker, er det ikke en individuel vurdering af den enkelte borgers behov, men en regulær beskæring af en hel række borgeres støtte i hverdagen.

Den lemfældige omgang med vidt forskellige borgeres kompensation betyder, at faglighed, kontinuitet, relation og tryghed konstant er i spil på bostederne, og at de alle drypvis skilles ud i kloakken.

Vi oplever det ved, at flere og flere handicappede på bostederne nu meldes til politiet. Ikke fordi de er kriminelle, men fordi de ikke bliver mødt med tid, rummelighed, praksiserfaring og faglighed.

Når borgere med autisme bliver behandlet inkompetent, reagerer de prompte, men de reagerer ikke altid hensigtsmæssigt − de reagerer med de værktøjer, de har. De råber grimme ord, de kaster med ting, de skader sig selv i affekt − og det er altid dem, der får skylden.

Sundhedsreform fjerner specialisering
På et samråd 7. februar fremførte børne- og socialminister Mai Mercado (K), at hun ønsker mere specialisering, men også at hun anser det som en kommunal opgave, når eller hvis sundhedsreformen bliver en realitet efter et kommende folketingsvalg.

Hos Landsforeningen Autisme har vi en iboende frygt for, at sundhedsreformen vil vaske den sidste rest af specialisering ud af området ved en opsplitning af vores regionale kraftcentre. Jeg siger det ikke for at hælde salt i såret − men vi har set det før!

Matematikken i sundhedsreformen er såre simpel, men konsekvenserne af reformen er fuldstændigt uoverskuelige. Specialområdet varetages lige nu af fem regioner, men efter sundhedsreformen står 98 kommuner klar til at få tilført en højt specialiseret, uhyre kompleks opgave.

Fordelingsøvelsen kommer til at betyde mistet specialviden på autismeområdet, da opsamlet viden nu skal fordeles på én af 98 forskellige kommuner.

Specialområdet kræver kraftcentre
Teorien og hensigten om at skabe nærhed for borgerne lyder godt, men praktisk er der store udfordringer. Specialområdet kræver centrale kraftcentre, hvor eksperter, specialister og forskere er samlet ét sted.

Det skaber tryghed for borgerne, at ekspertisen er samlet centralt. Man kan sagtens argumentere for, at regeringen med sundhedsreformen vil skabe og dyrke specialisering for sygehusene.

Men man må forstå, at det forholder sig helt anderledes på specialområderne. Her handler det netop ikke om akut opstået sygdom, der hurtigt skal behandles, her spiller kontinuitet, tryghed, tillid, langsigtede handlingsplaner og pædagogisk relationskompetence en altafgørende rolle for resultatet.

Sundhedsreformen i sin nuværende form skaber ikke nærhed, den skaber kun utryghed.

Forrige artikel FOA: Paradigmeskift rammer hårdt presset ældrepleje FOA: Paradigmeskift rammer hårdt presset ældrepleje Næste artikel Radikale i København: Vi vil modvirke regeringens asociale politik Radikale i København: Vi vil modvirke regeringens asociale politik
Foreningen Far får plads i Krags nye familieudvalg

Foreningen Far får plads i Krags nye familieudvalg

UDVALG: Familieretshuset har fået et rådgivende udvalg udpeget af social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). Anette Hummelshøj, direktør i Familieretshuset, er formand, mens Jesper Lohse fra Foreningen Far er udvalgsmedlem.