Svend Brinkmann: Derfor er antallet af ADHD-diagnoser eksploderet

Forenklet sagt er der tre teorier om, hvad ADHD er:

Psykiatriens etablerede teori er, at ADHD er en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, motorisk aktivitet og impulsivitet. Det er altså en psykisk lidelse, som kan behandles med medicin.

En nærmest modsat teori siger, at ADHD er en social konstruktion, der sygeliggør mennesker, som udviser en adfærd, som de selv eller samfundet finder uhensigtsmæssig (for eksempel en "medikaliseret maskulinitet").

Disse perspektiver har stået over for hinanden stort set gennem hele psykiatriens historie: En biologisk essentialisme over for en social konstruktivisme.

I de senere år er der imidlertid vokset en tredje teori frem, som på en måde står imellem disse to: Det er teorien om ADHD som en form for neurodivergens.

Den teori siger, at mennesker fungerer lidt forskelligt rent psykologisk, hvilket der ligger evolutionære årsager bag. Det har for eksempel været overlevelsesfremmende, at nogen hurtigt har kunnet få nye idéer og tage mere information ind end de "neurotypiske", måske dog uden at kunne sortere så godt i det.

Derfor er gener, der disponerer for de egenskaber, blevet videreført, og vi ved også i dag, at arveligheden for ADHD ligger på op til 80 procent. 

Hvor den første teori siger, at ADHD er en psykisk sygdom eller forstyrrelse, og den anden siger, at ADHD bare er en mærkat, der uretmæssigt stempler mennesker som forkerte, så siger den tredje, at ADHD bunder i en menneskelig diversitet (som i sidste ende er biologisk), som først bliver til ADHD, når der er et mismatch mellem personens psyke og kulturens krav.

Det sidste understøttes af de mange eksempler på, at ADHD ofte diagnosticeres hos voksne efter langvarige belastninger, som fører til en krise eller decideret sammenbrud.

Imod den første teori taler, at det næppe er plausibelt, at en meget stor del af befolkningen skulle have en medfødt psykisk sygdom eller forstyrrelse (i så fald skal vi så nok revidere vores opfattelse af, hvad vi mener med normalitet og afvigelse).

Imod den anden teori taler, at den har det med at negligere de store problemer, mennesker med diagnosen ofte har i deres liv, og ikke forstår, hvorfor så mange selv ønsker at blive udredt og diagnosticeret.

Tilbage står den tredje og nyere teori, som selvfølgelig ikke er uden problemer (for eksempel er det uklart, hvori den hjernemæssige anderledeshed præcist skulle bestå).

Mennesker med ADHD er ofte gode til visse ting og dårlige til andre.

Svend Brinkmann

Det er dog den teori, der bedst forklarer, hvorfor ADHD findes og er i vækst:

ADHD findes, fordi en naturlig menneskelig variation, der har disponeret for nogle evner, som tidligere har været overlevelsesfremmende, nu skaber problemer i et moderne samfund.

Det nuværende samfund stiller større krav end nogensinde til individualitet, selvforvaltning og koordinering af mange komplekse opgaver i bestemte afgrænsede tidsintervaller.

Mennesker med ADHD er ofte gode til visse ting og dårlige til andre.

Sådan er det jo med os alle, men nok mere ekstremt på ADHD-området. Så ligesom biodiversitet er en god ting i naturen, er neurodiversitet det blandt Homo sapiens, men kun så længe, at alle ikke forventes at skulle kunne alt.

Mange med ADHD er gode til at byde ind i grupper, få idéer og hjælpe andre, men er ikke nødvendigvis særlig gode til at hjælpe sig selv. Derfor er det til gavn for alle, hvis de får tilstrækkelig hjælp til, at de kan være noget for andre.

Her ligger et argument for, at det giver mening, at Wichmand har en offentligt betalt assistent. Men det skulle jo gerne være muligt for alle at få den nødvendige hjælp, og ikke kun for succesfulde iværksættere.

Jeg har præsenteret et perspektiv på ADHD, som på den ene side gør op med sygeliggørelsen af den måde at være menneske på, samtidig med at det bevarer en opmærksomhed på, at mennesker med dette udgangspunkt har større risiko for at udvikle psykiske lidelser som depression og angst. 

ADHD er ikke en sygdom, men kan i de forkerte rammer give individet store problemer.

Svend Brinkmann

Det er en mere kompleks forståelse end den enten/eller-tankegang, der længe har hersket.

ADHD er ikke en sygdom, men kan i de forkerte rammer give individet store problemer.

Desværre har vi mange forkerte rammer i det moderne samfunds skoler og arbejdspladser. Vi kræver, at alle selv skal kunne alt det, der tidligere var fordelt på flere hænder i familier og grupper.

Hvis vi ønsker at vende udviklingen, skal vi derfor skabe flere samarbejdende fællesskaber, mere overskuelighed, mere tryghed, større accept af menneskers forskellige evner og egenskaber, flere rutiner og traditioner at falde tilbage i.

Mange med ADHD trives for eksempel godt i forsvaret (og får først diagnosen, når de efterfølgende skal leve i det civile liv), og vi skal selvfølgelig ikke lave samfundet om til en kaserne, men vi bør overveje grundigt, om det er hensigtsmæssigt at fortsætte med at sygeliggøre så mange mennesker.

Den gode nyhed er, at et samfund, der er mere "ADHD-venligt", med stor sikkerhed vil være bedre for os alle.