Debat

Carl Holst: Specialiserede tilbud skal fungere i hele landet

DEBAT: Der skal være højtspecialiseret hjælp til borgere med funktionsnedsættelser i hele landet. Det kræver en koordineret indsats kommunerne og regionerne imellem, skriver Carl Holst (V).

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen /Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carl Holst (V)
Socialordfører 

I hele Danmark er der mennesker, der lever med alvorlige, komplekse og sjældne funktionsnedsættelser.

Fælles for de borgere er, at de har brug for stærk og dermed koordineret indsats kommunerne og regionerne imellem.

Behovene kan være forskelligartede. Også her skal det enkelte menneske være udgangspunkt for indsatserne.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Koordineret indsats 
Børn, der har en alvorlig synsnedsættelse, skal eksempelvis både have den rette behandling, vejledning og mulighed for undervisning, der passer til deres livssituation, og gavner dem mest muligt. Det kræver eksempelvis koordination internt i kommunen på undervisningsområdet, socialområdet, med forældrene og selvfølgelig også med de behandlingstilbud, regionerne tilbyder.

Og koordination er et nøgleord, hvis tilbuddene skal tage udgangspunkt i de eksempelvis 800 borgere, der lever med en kompleks erhvervet hjerneskade og de 729 børn og unge, der lever med en alvorlig synsnedsættelse.

Der er desværre generelt noget, der tyder på, at der er forskel i niveauet afhængig af hvilken kommune, det enkelte menneske bor i. Sådan må det ikke være.

Carl Holst (V)
Socialordfører

Derfor er det glædeligt, at Socialstyrelsen på baggrund af afrapporteringer fra kommunerne i marts kunne meddele, at der samlet set er det fornødne udbud af højtspecialiserede indsatser for voksne med kompleks erhvervet hjerneskade og børn og unge med alvorlig synsnedsættelse.

Forskel på kommuner
På begge områder blev der rapporteret om tilbud, der yder én samlet indsats til målgrupperne, mens andre bidrager med delindsatser til den samlede rehabiliteringsindsats. I min optik er det altid mest optimalt, at indsatserne samles, så det er så let som muligt for den sygdomsramte selv samt dennes familie at overskue forløbene. Når man er så syg, eller er pårørende, skal der være en følelse af, at man bliver støttet.

Der er desværre generelt noget, der tyder på, at der er forskel i niveauet afhængig af hvilken kommune, det enkelte menneske bor i. Sådan må det ikke være i et land, hvor det kun tager en biltur på seks timer fra det sydligste til det nordligste punkt.

Opgaven blev et kommunalt ansvar efter strukturreformen, og det kommunale selvstyre sikrer, at velfærdsopgaverne løses og planlægges i borgerens nærhed. Sådan skal det også være på de højtspecialerede områder, hvor de kommuner, der halter efter andre, har en forpligtigelse til at tage ved lære af de bedste eksempler på indsatserne.

Regeringen er i gang med et stort arbejde med sammenhængsreform i den offentlige sektor, der skal sikre, at mennesket sættes i centrum, når velfærdsopgaverne bliver løst. Det vil gavne alle borgere i det danske velfærdssamfund, når indsatserne skal koordineres – også på de højtspecialiserede områder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

0:000:00