LA: Etabler en forvaltningsdomstol, der beskytter borgeren mod systemet i anbringelsessager

I Danmark anno 2025 er det desværre en barsk virkelighed for mange forældre.

For to år siden blev Barnets lov solgt som et vendepunkt af den daværende social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Ministeren lovede både bedre anbringelser og større kommunal lovlydighed. Det lød flot, men virkeligheden er, at lovtekst ikke i sig selv får lovbrud til at forsvinde.

Samme mønster i enkeltsager

Problemet er ikke mangel på paragraffer, men mangel på vilje til at efterleve dem.

Og siden Barnets lov blev vedtaget, har vi set en lind strøm af skandaler fra blandt andet Frederikssund, Faxe, Frederiksberg, Tårnby og Langeland.

Det her handler ikke om at være imod anbringelser. Det handler om at bruge dem rigtigt – på et fagligt grundlag og inden for loven.

Katrine Daugaard (LA)
Socialordfører

Selv om de ofte udlægges som enkeltsager, går de samme forstemmende mønstre igen: manglende partshøring, manglende børnesamtaler, utilstrækkelige eller helt fraværende udredninger, indhentning af personlige oplysninger uden samtykke, mangelfuld journalisering og i nogle sager endda fiktive diagnoser eller fabrikerede børnesamtaler. 

Samtidig er kommunernes udgifter til socialområdet eksploderet med hele næsten seks milliarder kroner siden 2018. Men selv om vi bruger flere penge, oplever borgerne ikke bedre velfærd.

Tværtimod præges anbringelsesområdet af utilstrækkelig faglighed og vilkårlighed i sagsbehandlingen.

For det enkelte barn fører sådanne svigt ofte til mistede klassefællesskaber, brud med bedsteforældre og de lærere, der kendte barnet, samt søskendebånd, der strækkes alt for langt.

Det her handler ikke om at være imod anbringelser. Det handler om at bruge dem rigtigt – på et fagligt grundlag og inden for loven.

Systemet skal bøde

Når beslutninger træffes på utilstrækkeligt grundlag, bytter vi hjælp i hjemmet og specialiseret støtte ud med indgreb, der for nogle børn gør mere skade end gavn.

Forældres retssikkerhed er ikke et voksent privilegium. Det er barnets sikkerhedssele. Uden den ryger barnet først gennem forruden, når noget går galt.

Derfor foreslår Liberal Alliance et sporskifte, der flytter konsekvensen fra barnet til systemet og genskaber forældres retsgarantier.

Når der begås fejl i anbringelsessager, skal det være systemet – ikke barnet – der betaler prisen. Vi ønsker en bodsordning, så kommuner betaler borgerne ved konstaterede lovbrud og selv dækker udgifterne ved alle hjemvisninger og omgørelser.

Desuden ønsker LA en forvaltningsdomstol, der selv kan kræve undersøgelser, udvikle retsprincipper og sikre reelle, benhårde processuelle garantier for forældrene.

Dertil kommer et simpelt, men afgørende kvalitetskrav: uvildig, obligatorisk børnefaglig udredning før tvang kommer i spil, fuld aktindsigt og dokumenteret partshøring før afgørelse, samt måling af stabilitet som kernekvalitet for anbragte børn, så mange brud automatisk udløser et grundigt fagligt eftersyn.

Ikke flere papirer, men færre fejl

Pointen er ikke flere papirer, men færre fejl. Når det er systemet – og ikke barnet – der skal bøde for fejl, tvinges myndighederne til at gøre sig langt mere umage med sagsbehandlingen.

Når sager belyses uvildigt og grundigt, stiger sandsynligheden for, at vi kun anbringer de børn, der faktisk har brug for det, og hjælper andre, hvor de er.

Og når forældre ved, at de har en reel mulighed for at få deres sag prøvet, øges tilliden til et system, der i dag føles som en sort boks.

Det er sådan, vi giver retssikkerheden tilbage til forældrene og trygheden tilbage til børnene – ikke med endnu en lov med diffuse løfter, men med et system, der både støtter og kan holdes ansvarligt, når det gælder de børn, der er det vigtigste, vi har.