Organisation: Københavns besparelser river tæppet væk under handicappede

Af Pernille Baungaard
Medstifter, For Lige Vilkår

I foråret vedtog socialudvalget i Københavns Kommune nye kvalitetsstandarder på handicapområdet.

Ordet "kvalitetsstandarder" lyder positivt, men reelt er der tale om besparelser i omegnen af 84 millioner kroner – vel at mærke i en kommune, der i forvejen bruger mindst per handicappet borger i det såkaldte 6-by-samarbejde blandt landets seks største kommuner.

Besparelsen skal blandt andet nås ved, at en stor gruppe voksne handicappede får begrænset mulighed for beskæftigelse og opsiges på deres bosteder og flyttes i egen bolig.

Derudover reduceres støtten på bostederne, så der ikke længere er mulighed for ture, ferier og andre sociale aktiviteter.

Kan mirakuløst klare sig selv
I forhold til beskæftigelse går kommunen ret målrettet til værks og reducerer blot tilbuddet om beskæftigelse fra fem til mellem tre og fire dage ugentligt.

Med Københavns Kommunes nye kvalitetsstandarder bliver tæppet revet væk under en stor gruppe af voksne med handicap.

Pernille Baungaard
Medstifter af For Lige Vilkår

I forhold til bosted laves der en såkaldt voksenudredning (VUM), hvor borgeren indplaceres i bogstavgrupper, der afgør, om de fortsat er berettigede til at bo på et bosted.

Ved denne VUM bliver borgere med eksempelvis Downs-syndrom og hjerneskade, der har været afhængig af hjælp i hverdagen hele deres liv, på mirakuløs vis i stand til at klare sig selv i egen bolig – altså på papiret.

For i realiteten er der blot tale en administrativ helbredelse, alene med det formål at spare penge.

Min bekymring er i allerførste omgang de borgere, der nu presses ud af den bolig og den hverdag, hvor de trives og har fodfæste.

For tro mig – en flytning er en stressende begivenhed for alle, men for mennesker, der i udpræget grad har behov for forudsigelighed og tryghed, er det at blive rykket op med roden en meget voldsom livsomvæltning.

Nedsat arbejdstid påvirker livskvalitet
For mange af mennesker vil nedsat arbejdstid være lig med øget livskvalitet. Vi kan rejse mere, dyrke sport og andre fritidsaktiviteter og få bedre tid til at ses med venner og familie.

Men for handicappede voksne er nedsat arbejdstid lig med tab af livskvalitet.

De har ikke samme mulighed for at rejse, de har ofte en meget lille omgangskreds, de har sjældent dannet egen familie, og de har kun meget begrænset mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter på egen hånd. 

Men det er ikke kun de voksne med handicap, hvis liv påvirkes ganske betragteligt ved den øvelse, som Københavns Kommune er i fuld sving med. Det påvirker også deres forældre.

Når man bliver forælder til et barn med handicap, tager livet en drejning, som kan være svær at forestille sig for andre mennesker. Det er ofte en ret indgribende ændring – både socialt, arbejdsmæssigt og i familielivet.

Hvordan man håndterer det, afhænger både af handicappet og familiens øvrige forudsætninger. For nogle er det en stor belastning. For andre er det et livsvilkår, som man lærer at tilrettelægge sit liv efter.

Én ting kan de fleste forældre til børn med handicapdog blive enige om: At få et barn er en gave. At få et barn med handicap er også en opgave – og den er livslang.

Tæppet rives væk under stor gruppe voksne
Når barnet bliver voksent, letter antallet af opgaver.

Selve overgangen til voksen er ofte et stort bump på vejen, men når ens voksne barn har fået bolig, beskæftigelse og en hverdag til at fungere uden for barndomshjemmets vægge, er der betydelig færre ting, man som forælder skal håndtere.

Altså ideelt set. For det kræver naturligvis, at velfærdssamfundet løfter opgaven.

Med Københavns Kommunes nye kvalitetsstandarder bliver tæppet revet væk under en stor gruppe af voksne med handicap – og dermed også under deres forældre.

Ingen forælder kommer nogensinde til at sidde på sidelinjen og se samfundet skalte og valte med deres barns trivsel.

De fleste vil forsøge at kompensere for besparelserne – eksempelvis ved at lade barnet flytte hjem igen, holde alle ferier sammen og fylde de tomme hverdage med forskellige fælles aktiviteter.

For de borgere, hvis forældre enten ikke lever mere eller ikke har mulighed kompensere for besparelserne, sker der ingenting. Altså absolut ingenting.

Og dermed forringes borgerens livskvalitet betragteligt.