Psykolog: Plejebørn skal kende deres historie, men beskyttes mod nye traumer

Af Anna Rosenbeck
Klinisk psykolog, specialist i børnepsykologi

Børn – ja, selv helt små børn og unge, som anbringes uden for hjemmet, er oftest skadet i deres udvikling og påvirket af de hændelser, der har gjort anbringelsen nødvendig.

Det kan være hændelser, der er relateret til forældrenes manglende omsorgsevne og adfærd, ofte i forbindelse med misbrug af alkohol, stoffer eller medicin, psykisk sygdom i familien eller en forælders voldelige eller krænkende adfærd.

Det er forhold, som påvirker forældrenes kompetencer og evner til at vise stabil omsorg og nærvær, og som kan forstyrre børnene i deres udvikling hen imod blandt andet at turde vise tillid til personer i miljøet.    

Respekten for forældrene er vigtig, og ethvert barn bør kende sine forældre og deres historie og få den fortalt i ”øjenhøjde” og i takt med børnenes udvikling og behov. Plejebørn har i særlig grad dette behov for at kunne skabe sig et realistisk billede af deres forældre og kunne forstå årsagen til anbringelsen.

Skaber et urealistisk billede af forældrene
Erfaringen er, at børn med ringe kendskab til deres forældres historie kan danne sig forestillinger om forældrene, hvor de idealiserer forældrene og skaber et urealistisk billede af dem.

Samværene mellem barnet og forældrene kan føre til en genoplevelse af omsorgssvigtet fra forældrene, og samværene kan dermed retraumatisere barnet.

Anna Rosenbeck
Psykolog

Et billede, som forældrene ikke kan leve op til, og som vil kunne skuffe børnene og skabe utryghed ved samværene og utryghed om anbringelsen og forholdene omkring anbringelsen.

Miljø og opvækstforhold kan påvirke børns udvikling og adfærd. Tidligere oplevelser i børnenes liv kan påvirke dem, traumatisere dem og være en barriere for, at børnene udvikler sig med overskud til at knytte sig og relatere sig.

Behov for støtte under samvær
Ved samvær mellem børn og deres forældre kan barnet konfronteres med dets miljø og de hændelser, som har gjort en anbringelse nødvendig.

Samværene mellem barnet og forældrene kan føre til en genoplevelse af omsorgssvigtet fra forældrene, og samværene kan dermed retraumatisere barnet. En retraumatisering kan medføre, at barnet regredierer til tidligere udviklingstrin og får brug for ekstra omsorg og tryghed for at komme i udvikling igen.

Plejebørn kan have brug for støtte til at have samvær med deres forældre, og de kan have brug for i en periode kun at have et begrænset samvær med forældrene eller måske endog slet ikke have samvær med dem. Varigheden af en sådan periode afhænger af, hvordan samværet forløber, barnets reaktioner på samværene, og om forældrene respekterer barnets adfærd og eventuelle afvisning.

Respekten for forældrene er vigtig, men det er respekten for barnet også, især fordi barnet er i en alder, hvor det udvikler sig og har behov for stabilitet og ro til skabe en positiv udvikling.

Respekten for barnet indebærer:

- at der tages ansvar for at tilrettelægge et samvær tilpasset barnet, forældrene og plejeforældrene, og at man påtager sig ansvaret for at begrænse samværet efter behov.

- at der tales med barnet om dets oplevelser med forældrene og om anbringelsen. Hvad børn ikke ved, har de ondt af! Børn er altid involveret i det, som foregår omkring dem og også i det, som ikke omtales. Det er netop det, som de ikke ved, de har ondt af.

- at børnene støttes i at kunne fortælle deres historie uden at føle skyld eller skamme sig – er en gave at give barnet.