Socialformand om anbragte børn: Der er ikke kaos i kommunerne

Af Joy Mogensen
Formand for KL's Socialudvalg

Når man følger den offentlige debat om anbringelsesområdet, kan man godt sidde tilbage med en følelse af, at intet fungerer på anbringelsesområdet. Hverken i forhold til børnenes retssikkerhed eller deres tilknytning til anbringelsesstedet.

Det er dog ikke et billede, jeg kan nikke genkendende til. Det er bemærkelsesværdigt, at minister og folketingsmedlemmer melder ud uden at nuancere eller følge op med underbyggende fakta.

Jeg vil derfor komme med tre bud på fokusområder for et servicetjek; bedre inddragelse af børnene, honoreringsmodel for plejefamilier og anbragte børns uddannelse, underbygget af erfaringer og forskning.

Men først skal grundlaget for servicetjekket være på plads. Her er lidt fakta og erfaringer fra de kommunale frontmedarbejdere, der til dagligt sidder med området og dem, det hele handler om; børnene. 

Ingen kaos på anbringelsesområdet
Ifølge en VIVE-undersøgelse om anbragte børn og unges trivsel i 2016 oplever 89 procent af alle anbragte børn og unge, at de trives, er trygge og har det godt dér, hvor de er anbragt.

Jeg oplever ikke, at der er kaos i kommunerne på anbringelsesområdet. 

Joy Mogensen
Formand for KL's Socialudvalg

Og når vi ser på flytning af anbringelsessted, så viser en anden VIVE-undersøgelse fra 2014, at otte ud af ti børn og unge oplever, at deres liv er blevet lidt eller meget bedre, efter de er flyttet hen til et nyt sted. Tendensen er, at børn, der er flyttet i plejefamilie, er de mest positive. 

Jeg oplever ikke, at der er kaos i kommunerne på anbringelsesområdet. Det, jeg oplever, er, at medarbejderne i kommunerne hver dag gør et kæmpe arbejde for at sikre, at de børn og unge, der har behov for at blive anbragt uden for hjemmet, også får den hjælp og støtte, de har behov for.

Men området trænger til det bebudede servicetjek. Og kommunerne er altid klar til at gøre tingene bedre. Jeg kan derfor kun støtte op om forslaget i satspuljeaftalen for 2018 om, at der udvikles et tæt støttet opstartsforløb til plejefamilier i begyndelsen af anbringelsen, så anbringelsen kommer bedst muligt fra start.

Og her kommer tre bud på fokusområder for servicetjekket; bedre inddragelse af børnene, honoreringsmodel for plejefamilier og anbragte børns uddannelse.

Bedre inddragelse af børnene
Kommunerne skal sikre, at barnet eller den unge får et stabilt anbringelsesforløb, og sørge for at finde det rette match mellem barn og anbringelsessted helt fra starten. Det er en vanskelig opgave, hvor vi i kommunerne kan blive bedre til at inddrage barnet og forældrene ved valg af anbringelsessted.

Men selv om vi har gjort alt og føler os sikre på, at vi har fundet det rette match, er det bare ikke altid, at det lykkes. Så kan det være godt for barnet eller den unge at skifte anbringelsessted, hvis det ikke fungerer. Otte ud af ti var skiftet til det bedre. 

Rene linjer om honorering
Kommunerne er klar til at evaluere KL's honoreringsmodel for at undgå konflikter mellem kommuner og plejefamilier. Men det er ikke det samme som, at hele anbringelsesområdet har brug for markante forandringer.

Honorering er en udfordring, der skal løses i den konkrete situation lokalt. Flere kommuner arbejder allerede i dag systematisk med nye honoreringsmodeller, der blandt andet kan bidrage til et mindre konfliktfyldt samarbejde mellem kommune og familieplejerne.

Og KL vil igangsætte en bredere afdækning af praksis og på den baggrund komme med vejledende anbefalinger om god forhandlingsadfærd.

Styrk fokus på børn og unges skolegang og uddannelse
Kommunerne skal være mere opmærksomme på de anbragte børn og unges skolegang og uddannelse. Faktisk bør dette være hele omdrejningspunktet, når vi taler om at ville ændre noget på anbringelsesområdet. Det gælder ikke alene kommunernes fokus, men i høj grad også anbringelsesstedernes fokus.

Ifølge den svenske forsker og professor Bo Vinnerljung, er det et faktum, at de anbragte børn og unge klarer sig dårligere i skolen. For eksempel har 60 procent af de anbragte drenge i svenske plejefamilier meget lave karakterer i 9. klasse.

Forskningen viser også, at et fælles skolefokus med et styrket og mere effektivt samarbejde mellem myndighed, skole, PPR, sundhedsplejerske og anbringelsesstedet er med til at opprioritere fokus på det anbragte barns skolegang.

Det er her, vi i fællesskab skal sætte ind, så flere anbragte børn og unge får et selvstændigt voksenliv med uddannelse og beskæftigelse. Det ville være godt, at vi – i stedet for hele tiden at fokusere på fejl og mangler – fokuserer på, at flere anbragte børn og unge kommer i trivsel, får en uddannelse og kan deltage i samfundet på lige fod med deres jævnaldrende.