Socialrådgivere: Vi har ikke brug for et system uden faglighed og indhold

Af Niels Christian Barkholt
Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening

Regeringens forslag om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er bekymrende. Det har vi og mange andre advaret mod ad flere omgange, og vi håber derfor, at regeringen vil gentænke sit forslag og bygge sin politik på vores og andre dygtige fagfolks viden om området.

Hvis regeringen ikke besinder sig, håber vi som socialrådgivere, at forslaget som minimum kommer til at indeholde en plan for, hvordan det nye system skal inddrage og bruge kommunernes tilbud til udsatte unge. Det er stort set fraværende i udspillet, som det ser ud nu.

Samarbejde er afgørende
Kommunerne har de senere år gjort et stort arbejde for at få deres almindelige tilbud til børn og unge – skoler, klubber, fritids- og kulturtilbud med videre – til at hænge langt bedre sammen med indsatserne for udsatte børn og unge.

Det betyder for eksempel, at pædagoger på institutioner med anbragte børn arbejder tæt sammen med børnenes skolelærere, psykologer og socialrådgivere, der deler viden om børnenes trivsel og udvikling.

Når det er allerbedst, kobles indsatsen for børnene sammen med boligsocialt arbejde og beskæftigelsesindsats til forældrene, så kommunens forskellige instanser og fagpersoner arbejder sammen om hele familien.

Ungdomskriminaliteten er faldende, også når det gælder den hårde kerne, så vi kan konstatere, at kommunernes brede indsats virker. Alligevel bygger det nye system på en forestilling om det modsatte.

Niels Christian Barkholt

Ungdomskriminaliteten er faldende
Kommunerne har en meget bred vifte af sociale tilbud, som kan sættes ind hurtigt – fra dag til dag hvis kommunerne ruster sig til det – og med mange grader af frivillighed, motivation, magt eller tvang. Det sociale system er ikke øllebrødsbarmhjertigt - det har mange strenge at spille på. Og det er forkert, når regeringen og andre hævder, at systemet ikke kan gøre noget ved den såkaldt "hårde kerne" af unge.

For ungdomskriminaliteten er faldende, også når det gælder den hårde kerne, så vi kan konstatere, at kommunernes brede indsats virker. Alligevel bygger det nye system på en forestilling om det modsatte.

Det kommunale system kritiseres for, at kommunerne gør det meget forskelligt. Og at nogle ikke gør nok. Det er et problem, men det er ikke et argument for at skubbe hele systemet til side og lave et nyt parallelsystem. I stedet bør man presse kommunerne til at udnytte deres muligheder ordentligt.

Tilliden til systemet sættes på spil
Man løser ingen problemer med at lave et nyt system, der mangler faglighed og indhold, og som ikke hænger sammen med kommunernes øvrige indsats for børn, unge og familier. Den eneste forbindelse, regeringen lægger op til i sit udspil, er, at kommunerne skal kunne sanktionere og træffe afgørelser om for eksempel at anbringe børn og unge – og så skal kommunerne bare betale.

Vi og andre har i den forbindelse allerede kritiseret principielle problemer med blandt andet retssikkerheden, men den manglende sammenhæng med kommunen er et kæmpe problem i praksis.

Vi ved, at mangel på sammenhæng i indsatserne for udsatte borgere – såvel børn som voksne – udfordrer vores og andre fagpersoner enormt til skade for kvaliteten af indsatsen.

Det går i sidste ende ud over borgeren, der ofte havner mellem to stole, oplever forsinkelser og forvirring og risikerer at miste tilliden til systemet.

Det har de her børn og unge slet ikke brug for.