Tidligere anbragte: Problemerne slutter ikke, fordi man fylder 18 år

Af Viggo Spangsberg
Leder, Baglandet København

I de foregående debatindlæg er der peget på mange forhold, der kan forbedres for at sikre anbragte børn bedre, blandt andet:

• Tidlig og tilstrækkelig indsats med inddragelse af familie og netværk.
• Grundig og omfattende undersøgelse af barnet og dets behov, stor inddragelse af barnets ønsker og den korrekte match herimellem og med anbringelsesstedets kompetencer og muligheder.
• Vægt på skole og uddannelse med et tæt samarbejde mellem barn, anbringelsessted, forældre og forvaltning.
• Kontinuitet og sammenhæng i anbringelsen og sikring af en fast kontaktperson.
• Kompetenceudvikling af familieplejere og sikring af deres løn- og ansættelsesforhold.

Dette indlæg har særlig fokus på, hvad der kan gøres for unge og voksne efter anbringelsen.

For uanset, om alle de gode forslag gøres til virkelighed, må vi erkende, at tilværelsen er vanskeligere for anbragte børn.

De har ikke haft optimale forhold op til anbringelsen, de har måttet foretage flere indgribende miljøskift både boligmæssigt og skolemæssigt, de har måske i perioder været mere fyldte af spekulationer over forældres eller søskendes tilværelse end af deres egen skolegang, følt sig svigtet, kasseret, holdt udenfor.

Derfor er det en stor mangel i anbringelsesforløbet, at anbringelser som udgangspunkt forventes at slutte, når den unge fylder 18 år. Eller som en tidligere socialminister udtalte: Hvis en anbragt ikke er parat til at klare sig selv som 18-årig, har anbringelsessystemet ikke gjort det godt nok. Selv om ikke-anbragte i snit er cirka 21, når de flytter hjemmefra.

Praksis er endda, at mange anbragte unge allerede som 16-17 årige ”flytter hjemmefra”, når deres anbringelse bringes til ophør, og de anbringes på hybler og lignende med tilfældig tildeling af ofte flere forskellige kontaktpersoner.

Viggo Spangsberg
Leder, Baglandet København

Praksis er endda, at mange anbragte unge allerede som 16-17 årige "flytter hjemmefra", når deres anbringelse bringes til ophør, måske af økonomiske årsager, og de anbringes på hybler og lignende med tilfældig tildeling af ofte flere forskellige kontaktpersoner.

Behov for forbedring af efterværnet
Efterværnet er så muligheden for de unge 18-22-årige for at sikre stabiliteten i tilværelsen og få styr på uddannelse, arbejde, bolig, økonomi, familieliv, netværk med mere, og fra de er fyldt 23 år, er de ligestillede med alle andre.

Systemet fungerer bare ikke godt nok. Kommunerne sparer, siger nej til efterværn eller tildeler tre timers kontaktperson om ugen, hvor behovet for den unge er en fortsat døgnanbringelse.

En del unge er "systemtrætte", når de bliver 18, og fravælger derfor efterværn, og efterfølgende er det meget vanskeligt at komme tilbage i systemet igen, hvis behovet senere opstår.

En forbedret udgave af efterværnet kunne derfor være:

Et tilstrækkeligt efterværn er en ret for tidligere anbragte. En anbringelse slutter først, når den unge er klar til at flytte hjemmefra, og med mulighed for at kunne genoptages helt eller delvist, hvis den unge har behov herfor.

Anbringelsesstedet honoreres efterfølgende i passende omfang for at sikre kontakten efter flytningen, og kendte personer herfra, som de unge har tillid til, er dem, der senere varetager en kontaktpersonrolle.

Senfølger efter opvækst og anbringelse
Mange tidligere anbragte kæmper med psykiske følger efter forhold under deres opvækst: omsorgssvigt, misbrug, psykisk syge og/eller misbrugende forældre, svigt fra skiftende anbringelsessteder med mere.

Samlet bremser det udviklingsmulighederne i voksentilværelsen for mange, og en ret til hurtig adgang til psykologsamtaler eller terapi, når behovet opstår, bør følge den tidligere anbragte. En ret, som bør gælde hele livet, da senfølgerne kan dukke op når som helst og stå i vejen for, hvad vi ellers definerer som et fornuftigt, selvforsørgende voksenliv.

Det vil være godt for den enkelte, og det vil være godt for samfundsøkonomien, da det kan bringe tidligere anbragte hurtigere tilbage på eller frem til den kurs, samfundet ønsker af os: at vi klarer os selv med uddannelse og arbejde og bidrager økonomisk til samfundet.