I en fælles udtalelse understreger de på COP30 i Brasilien, hvor vigtigt arbejdet med fødevaresystemerne er for at imødekomme og tilpasse os til de menneskeskabte klimaforandringer.
Og ambitionerne om at bringe fødevaresystemerne mere i spil fremlagde den danske minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, på vegne af de nordiske ministre i forbindelse med en panelsamtale i den Nordiske Pavillon om at spise sundt med respekt for de planetære grænser på verdens første klimakonference i Amazonas.
"Det er vigtigt at tale om fødevarer her på klima cop’en af den simple grund at cirka en tredjedel af alle klimagasser kommer fra fødevareproduktion, og derfor kan det samtidigt også blive en del af løsningen."
Hvad skal drive udviklingen?
Der er tydelige forskelle mellem Brasilien og de nordiske lande, for eksempel det tropiske klima, der hver dag udløser kraftige regnskyl på teltdugene som omslutter COP-området, og som får nordisk regnvejr til at blegne.
Men noget, Nordisk Ministerråd har til fælles med værtslandet, er ambitionerne om at få bioøkonomi på dagsordenen.
Nordisk Ministerråd har i længere tid arbejdet med at styrke bioøkonomien i Norden. Og mens Danmarks landbrugs-, fødevarer,- og fiskeriminister prøvede at overdøve teltenes ventilationssystem lagde han vægt på, at de nordiske lande har store ambitioner for at realisere fødevaresystemernes potentiale som en drivkraft for et mere klimavenligt og bæredygtigt samfund.
"Vi skal bruge forskning, innovation og cirkulær økonomi - i virkeligheden bruger vi de redskaber, der allerede er i værktøjskassen. Og dem skal vi hele tiden udvikle på, men også få dem implementeret i den reelle produktion, så det ikke kun sker i laboratorierne."
Det multilaterale samarbejde
Det er ingen hemmelighed, at det multilaterale samarbejde har været under pres den seneste tid. Men netop derfor er det vigtigt at vise eksempler på samarbejde, der virker.
Og det nordiske samarbejde kan inspirere globalt. Det mener i hvert fald Oliver Camp, som er rådgiver inden for miljø og fødevaresystemer i GAIN, Global Alliance for Improved Nutrition, og som også deltog i panelet.
"Vi er i gang med at rykke os fra ambitioner til handling og fra forpligtelser til implementering, og det er vigtigt med inspirerende succeshistorier og case-studier, der allerede virker,"
Oliver Camp
Rådgiver inden for miljø og fødevaresystemer i GAIN, Global Alliance for Improved Nutrition,
"Vi er i gang med at rykke os fra ambitioner til handling og fra forpligtelser til implementering, og det er vigtigt med inspirerende succeshistorier og case-studier, der allerede virker," sagde han.
Noget af det, som Oliver Camp fremhæver, er de Nordiske Næringsstofanbefalinger 2023 - NNR2023. Ifølge ham er det godt at dele disse erfaringer et sted som COP, da de måske kan accelerere fremskridt for andre lande.
"De nordiske lande har allerede guldstandarder for politikker og strategier på tværs af fødevaresystemet fra produktion til forbrug. Vi ved, at et fokus på kost har stort potentiale både for vores klima og vores sundhed."
En anden form for formandskab
I øjeblikket er Danmark i rampelyset for sit EU-formandskab, der for alvor er på prøve under årets COP. Og næste år overtager Danmark så endnu et formandskab - denne gang for det nordiske samarbejde.
"Vi kan lave noget sammen på tværs af vores nordiske lande så fjernt fra de nordiske lande som COP i Brasilien. Men også begynde at sætte en dagsorden, der er nordisk, som vi kan bygge videre på, for der kommer jo en COP igen næste år, som vi gerne skulle sætte et nordisk aftryk på," siger Jakob Jensen.
Ifølge de nordiske ministre, skal der handles nu for at sikre modstands- og konkurrencedygtige fødevaresystemer, der kan modstå globale udfordringer og beskytte fremtidens fødevaresikkerhed.








