Speciallæge: Psykiatriens 150 nye sengepladser er en symbolsk gestus

Af Hans Henrik Ockelmann
Speciallæge i psykiatri, overlæge i retspsykiatrien, Psykiatrisk Center Glostrup

I løbet af fem år har fire svært psykisk syge beboere forøvet fem drab på ansatte, hvis opgave det var at hjælpe beboerne på boinstitutioner for psykisk syge. Naturligvis (og heldigvis) fik dette ikke lov til at foregå upåagtet, selvom man nok godt kunne have ønsket sig, at lovgiverne havde handlet tidligere.

Selv om nogle af forholdene ved drabene var forskellige, var der også en del fælles træk: De blev begået af mennesker med kendt svær sindssygdom. De var helt eller delvist ophørt med den virksomme behandling.

Sandsynligvis var tre af de fire gerningsmænd på drabstidspunkterne tillige ude i et ukontrollabelt misbrug af cannabis, kokain, amfetamin og/eller alkohol. Alle var de mænd og alle drab blev begået med kniv. Kun to af dem var undergivet en behandlingsdom.

Nu har vi jo ikke set planen ført ud i livet. Det skal først ske i løbet af 2018. Som jeg ser det, tegner der sig desværre allerede nu et billede, som nok ikke helt var det, politikerne havde forestillet sig.

Hans Henrik Ockelmann
Speciallæge i psykiatri, overlæge i retspsykiatrien, Psykiatrisk Center Glostrup

Det første lovforslag
Efter pres fra særligt de faglige organisationer barslede regering og Folketing i oktober 2016 med en plan, der skulle dæmme op for disse farer. Det udmøntede lovforslag indebar mulighed for magt, tvang og indespærring uden retskendelse af i øvrigt frie borgere uden for psykiatrisk afdeling.

Magt og tvang må i Danmark kun udøves af en politimyndighed – undtaget på de psykiatriske sengeafdelinger og her har det indtil nu været meget stramt reguleret i den såkaldte "Psykiatrilov" og kun rettet mod mennesker, der er indlagt med henblik på behandling.

Jeg mener – i lighed med Dansk Psykiatrisk Selskab, Lægeforeningen, Sind, Bedre Psykiatri og næsten alle andre aktører på psykiatriområdet – at denne plan var udtryk for en meget forhastet og uigennemtænkt proces og først og fremmest skulle vise politikernes handlekraft i forhold til hele den ulykkelige situation.

Man må da rose regeringen for, at den kom til fornuft og havde mod og mandshjerte nok til at erkende det uigennemtænkte ved forslaget og trække det tilbage.

Næste forsøg
Men problemerne var således fortsat uløst og medarbejderne på de socialpsykiatriske bosteder kunne med rette udtrykke deres bekymring for, hvem der skulle blive det næste offer. Hvem der måtte risikere liv og helbred i kontakten med underbehandlede og misbrugende psykisk syge borgere, der på grund af deres sindssygdom med angst og vrangforestillinger kunne gå til angreb på personale eller medbeboere.

Derfor fremsatte socialminister Mai Mercado og fungerende Sundhedsminister Karen Ellemann 3. maj i år lovforslagene L206 og L207, som forsøgte at bevare sigtet om at kunne behandle psykiatriske patienter med svær psykisk lidelse og problematisk adfærd – oftest med samtidigt misbrug.

Efter en noget forceret behandling i Folketinget blev forslagene enstemmigt vedtaget på Tingets sidste dag før sommerferien. Det blev besluttet, at der skal tilføres midler til oprettelse af 150 særligt rehabiliterende sengepladser, som regionerne skal forestå og drive. Det skal være det kommunale system, der henviser borgere til indlæggelse og det er skrevet ind i loven, at behandlingstiltagene skal være frivillige.

Knap så succesfuldt
Det er jo meget smukt tænkt, men der var i hvert fald én stor torn på roserne: For at en beboer på et bosted kan blive henvist til en rehabiliterende indlæggelse, skal han give kommunen tilladelse til, at han i den forbindelse kan blive sagt op fra sin bolig.

Begrundelsen, der kom frem, var økonomisk: Det er for dyrt for kommunen at have en plads på en socialpsykiatrisk institution stående ubenyttet i en længere periode.

Herudover blev det allerede ved førstebehandlingen af lovforslagene klart, at etableringen af de nye sengepladser er underfinansieret. Det blev for eksempel nævnt, at der måske kun blev mulighed for at oprette 120 inden for den økonomiske ramme.

Man gjorde ved behandlingen af lovforslaget meget ud af at henvise til misbrugsbehandlingen på afdeling M, Psykiatrisk Center Sct. Hans, men man forholdt sig ikke til, at der i vid udstrækning er tale om en usammenlignelig og meget mere belastet personkreds på vore boinstitutioner.

De uventede konsekvenser
Nu har vi jo ikke set planen ført ud i livet. Det skal først ske i løbet af 2018. Som jeg ser det, tegner der sig desværre allerede nu et billede, som nok ikke helt var det, politikerne havde forestillet sig.

I planen står jo, at der skulle være tale om 150 nye sengepladser. Men det er jo ikke gjort med at købe sengene, de skal også stå et sted. Og hvor i landet har vi ubrugte bygninger og ledigt personale - læger, sundhedspersonale og andre, som uden videre kan bringes i spil?

Den eneste mulighed er at "udnævne" nogle senge på allerede eksisterende sengeafsnit til at være de 150. Det har som konsekvens, at langt den største del vil være sengepladser, der fjernes fra den akutte og i forvejen ekstremt hårdt belastede behandlingspsykiatri.

Det vil sige, at planen i stedet for en øgning i kapaciteten bliver en reduktion i antallet af tilgængelige sengepladser – og det var vel næppe, hvad regering og Folketing havde ønsket sig.

Og så er der den patientgruppe, der bliver indlagt på disse pladser: Politisk er der en forventning om, at målgruppen med svær og underbehandlet sindssygdom, svære adfærdsforstyrrelser, misbrug og ofte også kriminalitet kan overtales til frivillig indlæggelse, hvor de i øvrigt risikerer at miste deres bolig.

Taler mod erfaringen
Jeg har i mit virke som retspsykiater stor erfaring med denne patientgruppe. De er på grund af deres sindssygdom generelt præget af, at de ikke føler sig syge, at de synes, andre mennesker chikanerer dem og at der ikke er noget galt ved at ryge hash, tage coke eller speed, eller "få sig en lille én". Hvorfor skulle de dog takke ja til et tilbud, der insisterer på, at de har et problem, som de ikke selv synes, de har?

Men jeg er ikke i tvivl om, at pladserne nok skal blive fyldt. De mere stille, forvirrede og angstfyldte beboere, som muligvis også bliver truet og udnyttet, vil nok trygle om at komme et andet sted hen, hvor man i hospitalsrammer bedre kan passe på dem. Og det er jo godt nok for dem, men resultatet bliver uvægerligt, at der dermed sker en yderligere opkoncentrering af de beboere, som bostederne i forvejen dårligst kan rumme.

Så jeg spår, at det overordnede resultat af planen vil blive, at der kommer færre almindelige sengepladser i psykiatrien og at bostedernes belastning med adfærdsforstyrrede og undertiden farlige beboere enten vil være uændret, eller i værste fald stige markant.

Hvad kan vi gøre?
Hvis jeg får ret, står vi altså med et uændret – eller muligvis forværret – problem. Og vi skylder jo personale og beboere ikke kun at foretage en symbolsk gestus, men rent faktisk tage fat på at vende den meget uheldige udvikling, der har været i psykiatrien gennem de sidste mange år. Og vi kan gøre rigtig meget, hvis politikerne vel at mærke vil anvende de nødvendige midler: Det er for eksempel helt afgørende, at der genetableres i hvert fald 400 sengepladser på landsplan.

De skal ledsages af muligheder for, at patienterne – og dermed mener jeg alle patienter - får en meningsfuld hverdag med aktiviteter og træning. Det siger sig selv, det ikke bliver billigt, men der er ingen vej udenom.

Så skal der arbejdes på, at bostederne gøres mindre, bedre bemandet og bliver målrettet beboere alt efter deres forskellige behov, så man ikke længere gør som i dag og blander pærer og bananer. Dette vil også være en stor økonomisk udfordring, først og fremmest for landets kommuner.

Endvidere skal der iværksættes forsknings- og udviklingsprojekter målrettet en virksom misbrugsbehandling af de dårligste, mest psykotiske og misbrugende patienter. I dag findes der ingen validerede metoder, der har vist sig effektive til den tiltænkte målgruppe.

Til slut vil jeg påpege, at hvis der sker en smidiggørelse af reglerne for eksempelvis tvangsbehandling og gennemførelse af andre tvangsindgreb, ville dette kunne sikre, at patienterne hurtigere kommer i effektiv behandling, bliver mere stabile og dermed på forsvarlig vis kan udskrives til for eksempel boinstitutionerne.

Og i modsætning til alle de øvrige anbefalinger kræver dette ikke øgede bevillinger – kun stort politisk mod i en tid, hvor tvang under enhver form er et fy-ord.