Ebbensgaard fejret ved afskedsreception

AFSKED: Region Sjælland og store dele af det kommunale Danmark tog i dag afsked med Kristian Ebbensgaard, der valgte ikke at genopstille.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech  (V) var med til at skære festlagkagen for, da Region Sjælland i dag markerede, at regionsrådsformand Kristian Ebbensgaard nu går fra borde efter en menneskealder i kommunal-, amts- og regionspolitik.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) var med til at skære festlagkagen for, da Region Sjælland i dag markerede, at regionsrådsformand Kristian Ebbensgaard nu går fra borde efter en menneskealder i kommunal-, amts- og regionspolitik.Foto: Bo Nymann
Rasmus Nielsen

Han troede ikke på det. Eller også var det den kendte, underspillede jyske beskedenhed, der gjorde det.

Da TV 2/Lorry før kommunalvalget i 1993 med et snurrende kamera på nakken troppede op på kristian Ebbensgaards ganske anonyme revisionskontor i Køge, gik alvoren op for ham.

Det var dét valg, hvor Venstre stormede ind i byerne, og tv-folkenes medbragte meningsmåling pegede på det: Venstre ville kunne skabe flertal i Roskilde Amtsråd, og i givet fald ville Kristian Ebbensgaard blive amtets førstemand.

Selv om Ebbensgaard også dengang levede af at få tal til stemme, og han da godt kunne se, at Lorrys meningsmåling tydede på ham som amtsborgmester, så troede den dengang ganske generte mand ikke rigtigt på det.

Fakta
I midten af tresserne blev Kristian Ebbensgaard uddannet telegrafist i Jyske Telegrafregiment og fik desuden en landbrugsuddannelse. I 1972 blev visitkortet suppleret med Merkonom i revision.

Men sådan gik det som bekendt - Ebbensgaard sad som amtsborgmester fra 1. januar 1994 frem til kommunalreformen i 2006, for så at fortsætte som regionsrådsformand for Region Sjælland frem til i dag.

Festligt punktum
Region Sjælland har udsendt en pressemeddelelse om forløbet af afskedsreceptionen i dag:

"I dag blev der sat et festligt punktum for en lang politisk karriere midt på Sjælland. Til Regionshuset i Sorø havde et meget stort antal gæster fundet vej gennem julesneen til Kristian Ebbensgaards afskedsreception - efter 35 år i det politiske liv, som vestjyden "ved en tilfældighed" indledte i Køge.

Selv om hans far Aage Ebbensgaard var amtsborgmester i Ringkøbing Amt, var det ikke Kristian Ebbensgaards plan at gå den politiske vej, da han tog til Køge for at tiltræde som revisor- og regnskabskonsulent. Men her blev den unge vestjyde på opfordring hurtigt formand for den lokale Venstreforening og i 1974 på det yderste mandat indvalgt i Køge Byråd.

Det blev til 20 år i byrådet. Det blev også til 24 år i Roskilde Amtsråd, hvor Kristian Ebbensgaard var amtsborgmester de sidste tre valgperioder, indtil amterne blev nedlagt og erstattet af regionerne. Men Kristian Ebbensgaard tog handsken op og har været regionsrådets formand i den første udfordrende valgperiode i Region Sjælland. Det slutter med udgangen af 2009.

Sideløbende har Kristian Ebbensgaard bestredet topposter i først Amtsrådsforeningen og siden Danske Regioner.

Kristian Ebbensgaard valgte ikke at stille op til regionsrådsvalget i november - for nu skal der prioriteres mere tid til familien - og til naturen. Blandt andet med jagt.

Blandt de mange gæster ved Kristian Ebbensgaards afskedsreception 21. december 2009 i Regionshuset i Sorø var både familie, venner, politiske med- og modspillere og samarbejdspartnere gennem en lang politiske karriere med utroligt mange udfordringer og arbejdsfelter. Et par ministre, Bertel Haarder og Birthe Rønn Hornbech, sås også blandt gæsterne."

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Ebbensgaard

merkonom (1972)

Birthe Rønn Hornbech

Fhv. minister (V), fhv. MF, fhv. vicepolitimester
cand.jur. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00