Bostedsforstander: Psykiatrien skaber selv farlige beboere

Af Grete Mikkelsen
Forstander for bostedet Granhøjen

Når vi fokuserer på de psykisk syge som voldelige og farlige problemer, der skal løses med tvang på institutioner, er resultatet kun flere problemer. Vi er nødt til at erkende, at det er os som behandlere, der har ansvaret for, om psykisk syge mennesker bliver farlige.

Første skridt er at stille flere krav og insistere på, at borgene tager ansvar for deres eget liv.

Jeg ved godt, at min overskrift er hård. For nogle ansatte i psykiatrien må måske tænke: Mener hun virkelig, at jeg som ansat i psykiatrien selv er skyld i, at en beboer truer eller slår mig? Og lad mig starte med at slå fast, at nej, ingen er selvfølgelig individuelt skyld i, at en beboer bliver farlig, truende eller direkte voldelig. Vold kan og skal ikke undskyldes. Men der er en årsag.

På Granhøjen, som er et botilbud for cirka 150 psykisk udsatte voksne borgere, siger vi, at alle gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har. Hvis vi kommer i konflikt, er det fordi, vi ikke forstår hinanden.

Det er nødt til at være et fokus for enhver leder af et botilbud for psykisk udsatte, at vi arbejder med os selv og evnen til at samarbejde med beboerne.

Vi har helt glemt det behandlingsmæssige i debatten om, hvordan vi skaber øget tryghed på bostederne. Det hele er indtil videre gået op i rammerne og placeringen af borgerne.

Grete Mikkelsen
Forstander for bostedet Granhøjen

Hvis der fokuseres på beboeren som problemet, bliver alle ramt af frustration, fordi du ikke er i stand til at lave om på andre mennesker. I stedet bør man fokusere på, hvad ledelsen og medarbejderne har bidraget med for at skabe de situationer, som er endt i vold og truende adfærd over for personale og andre beboere.

Vi har helt glemt det behandlingsmæssige i debatten om, hvordan vi skaber øget tryghed på bostederne. Det hele er indtil videre gået op i rammerne og placeringen af borgerne. Intet om, hvordan vi møder borgerne, og hvordan vi holder fokus på samarbejdet med borgerne.

Omsorg gør det ikke alene
At omgås personer, som er præget af angst og mistet tillid, er en opgave, som skal læres og holdes ved lige med vedvarende undervisning og supervision. Personalet i bostederne skal have hjælp til at holde fokus på dem selv og deres egne reaktioner, fordomme og antagelser.

Jeg udgav sidste år bogen ”Omsorg gør det ikke alene”. Som det fremgår af bogens titel, er mit budskab her, at vi ikke kan påtage os at leve livet for de mennesker, der er slået ud af kurs – og det er psykisk sårbare mennesker. Det er mennesker, som har mistet fodfæstet og styringen på deres eget liv.

Omsorg kan selvfølgelig være godt, men det er ikke et pædagogisk værktøj. Tværtimod. Vi sætter dem ikke i stand til noget ved at øse med omsorg og leve livet for dem. I virkeligheden vil jeg mene, at det er misforstået omsorg.

Kun gennem gensidig respekt og tillid kan vi lære dem atter at få begge ben på jorden og tage styringen af deres eget liv tilbage. Vi skal ikke bestemme, hvordan de skal leve deres liv - vi skal i stedet invitere til samarbejde.

Forudsætningen for, at en beboer begynder at samarbejde, er, at de tager ansvar for deres eget liv. En af de vigtigste problemstillinger, vi skal arbejde med, når vi modtager en ny beboer på Granhøjen, er forbundet med beboerens frie valg.

De har valgt at være på Granhøjen. De er her frivilligt - det er et tilbud, de kan tage imod eller lade være. Grundlaget for, om vi lykkes med vores arbejde, er forbundet med den proces, at beboeren bliver bevidst om dette.

Beboeren ønsker ofte ikke at vedkende sig dette frie valg. Meget kommunikation og handling går i starten af opholdet ud på, at beboeren ønsker at fastholde sin position som offer, og de forsøger at få os som ansatte til at beholde magten. Fordi når det sker, kan de fralægge sig ansvaret og opføre sig, som det passer dem.

Derfor er den første og afgørende øvelse med en ny beboer forbundet med deres frie valg. For vi kan ikke skabe den ønskede forandring i deres liv, hvis ikke de begynder at påtage sig ansvaret for deres eget liv og dermed accepterer, at det er deres frie valg at være på Granhøjen.

Derfor skal de ansatte også være parate til at afgive magten og invitere til samarbejde som ligeværdige partnere.

Medarbejderne skal støttes i, at de også har ret til at være i bostederne - og stille rimelige krav til beboerne. Beboerne skal forstå og acceptere, at pædagogerne ikke er ansat til at servicere beboerne.

Vi har oplevet, at kommuner udskriver en beboer, fordi vi eksempelvis stiller krav om, at de skal deltage i beskæftigelse efter evne, eller fordi vi kræver, at de skal arbejde aktivt med at afvikle deres misbrug.

Rigtigt fokus mangler hos nogle nyuddannede

Generelt synes jeg, at kommunerne i dag forstår, at beskæftigelse og krav er en vigtig del af behandlingen og den reelle omsorg, men jeg oplever, at dette fokus mangler hos nogle af de nyuddannede pædagoger, eller når vi får ansatte, der kommer fra andre dele af psykiatrien eller bosteder.

Blandt andet derfor tilbyder vi løbende vores mere end 150 medarbejdere efteruddannelse.

Vi mangler, at vi som branche ser kritisk på os selv og spørger, om vi er gode nok til at samarbejde med beboerne, og om vi er gode nok til at spørge os selv, hvilken rolle vi har som behandlere, når der tilsyneladende er sket en stigning i antallet af udadreagerende psykiatriske patienter.

Vi kan finde alle mulige udefrakommende faktorer til problemerne. Manglende sengepladser, dårlig akutpsykiatri eller for få ressourcer. Men lige nu må vi konstatere, at den debat er politisk.

Politikerne kender positionerne fra alle parter. Så er opgaven at komme på banen med vore egne bud. Hvordan griber vi det an på de enkelte bosteder, hvordan griber vi det an på de psykiatriske afdelinger, hvordan griber vi det an på pædagoguddannelsen, og hvordan griber fagforeningerne det an?

Listen er sikkert endnu længere. Vi har brug for lidt mod til, at vi ser på os selv, og hvordan vi som branche og faggruppe kan ændre os selv og vores metoder.

Hvis ikke branchen selv tager ansvar, men kun forventer, at politikerne skal gøre noget, så fastholder vi, at de har magten og skal løse det alene ad den vej. Og en politisk løsning vil ofte være nye institutioner, nye love eller nye kontroltiltag.

Det er deres spillebane, og det kan vi i grunden ikke fortænke dem i.