Psykiatrisk Selskab: De psykiske lidelser skal ligestilles

Af Torsten Bjørn Jacobsen
Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab

Debatten om regeringens otte-punktsprogram, som skal løse problemerne på de psykiatriske bosteder, har fyldt spalterne længe. Det skyldes blandt andet, at programmet er formuleret sådan, at det åbner for fortolkninger.

I mit sidste indlæg efterspurgte jeg en fremtidssikret løsning. Flere har støttet det synspunkt. Andre har fokuseret på, at sikkerheden for de ansatte på bostederne kræver handling her og nu – eksempelvis i form af en såkaldt mellemstation som foreslået i otte-punktsprogrammet.

I psykiatrien tror vi ikke på, at en mellemstation er løsningen. En mellemstation med plads til 150-200 patienter vil hurtigt vise sig alt for lille og samtidigt give øget mulighed for tvang. For os at se vil mellemstationen være blot endnu en hovsa-løsning.

Psykiske lidelser er omkostningstunge

Situationen på de psykiatriske bosteder er alvorlig – det viser fem drab på fire år med al ønskelig tydelighed. Men psykiatriens udfordringer stikker dybere. Tre eksempler:

Antallet af retspsykiatriske patienter er eksploderet – fra 300 i 1980 til knap 4500 i dag. Mennesker, der har været indlagt med psykisk sygdom, lever i snit 15-20 år kortere end andre.

Psykiske sygdomme er meget dyrere i tabt produktion end andre sygdomme. Det er de blandt andet, fordi de rammer tidligt i livet.

Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab

Samtidig hører psykiske lidelser til de mest omkostningstunge sygdomme for samfundet. 75 procent af alle psykiske sygdomme viser sig inden det fyldte 25. år, langt de fleste lige efter folkeskolen. Da mange psykiske sygdomme i begyndelsen viser sig ved adfærdsændringer, som kan minde om reaktionerne på de eksistentielle udfordringer, der er forbundet med det at blive voksen, erkendes de typisk først sent.

Det betyder blandt andet, at de unge ikke gennemfører den uddannelse, som skulle danne basis for et aktivt og meningsfuldt liv. Konsekvenserne fremgår tydeligt af Sundhedsstyrelsens rapport fra 2015 om Sygdomsbyrden i Danmark.

En folkesygdom som diabetes koster eksempelvis knap to milliarder kroner i behandling og pleje og godt en milliard kroner i tabt produktion. For depression derimod ser tallene helt anderledes ud. Her bruger samfundet godt 1 milliard kroner på behandling og pleje, men hele 3 milliarder kroner på tabt produktion.

For skizofreni er de tilsvarende tal 2,6 milliarder kroner til pleje og behandling og 5,6 milliarder kroner på tabt produktion. På angst bruges der knap en milliard kroner på pleje og behandling og hele 8 milliarder kroner på tabt produktion.

Psykiske sygdomme er meget dyrere i tabt produktion end andre sygdomme. Det er de blandt andet, fordi de rammer tidligt i livet.

En psykiatrihandlingsplan II
Hvis vores børn og unge kommer ud for ulykker eller alvorlig somatisk sygdom, er vi hurtige til at kræve, at der bliver grebet ind. Og politikerne er ofte lydhøre og parate til at finde de nødvendige midler. Anderledes er det med psykiske sygdomme.

Overskriften for Psykiatrihandlingsplanen fra 2014 var ligestilling: Psykisk sygdom skulle ligestilles med legemlig sygdom. Man bevilligede derfor hele 2,2 milliarder kroner. Man glemmer blot, at pengene skal dække fire år, og at de 700 millioner kroner er øremærkede til modernisering af bygninger. Tilbage er 3-400 millioner kroner årligt til initiativer over hele landet.

Er det en økonomisk saltvandsindsprøjtning? Det mener vi ikke. Samtidig har regionerne gennemført besparelser af næsten samme størrelsesorden.

Alle ved eksempelvis, at vi skal styrke forskningen i psykisk sygdom. Alligevel er der i de senere år kun bevilget cirka 60 millioner statslige kroner årligt til forskning.

Psykiske sygdomme er ikke blevet ligestillet med legemlige sygdomme. Selv om psykisk sygdom koster dyrt – både for den enkelte og for samfundet.

Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår, at der sættes ind med en storstilet investeringsplan, der også indbefatter forskning og udvikling. Psykisk sygdom er et gigantisk og voksende samfundsmæssigt problem og skal behandles som sådan – ikke kun som en pressesag, når noget er gået frygtelig galt. Vi må have en Psykiatrihandlingsplan II snarest.