Bundsgaard presser Wammen for en pagt eller penge

Spørgsmålet er så bare, om et par milliarder mere eller mindre til kommunerne, gør nogen særlig forskel for en branche på flere hundrede milliarder kroner.

KL kræver omvendt – og i tråd med de forudgående års aftaler – flere penge end den rene demografiregulering for at kunne stå inde for en aftale, der kan bevare status quo i velfærden.

Milliardkrav skal flytte socialpolitisk dagsorden
Hvor meget mere, der skal til, er selvfølgelig et helt afgørende spørgsmål for en kommende aftale. Og meget af processen har karakter af den almindelige rituelle stammedans.

Men KL løftede barren usædvanligt højt op forud for forhandlingerne ved at efterlyse ”op mod” fem milliarder kroner ekstra til det specialiserede socialområde. Over tre år vel og mærke, men alligevel et beløb svarende til godt ti procent af kommunernes samlede udgifter til udsatte og handicappede børn som voksne.

Forventningen har aldrig været, at der skulle sikres så mange ekstra penge til kommunerne gennem årets økonomiaftale. Formålet har været at få sat et problem på dagsorden, som nager landets borgmestre.

Nemlig at man lokalt er nødt til at lægge en stram linje i visiteringen på området og træffe afgørelser, som mange borgere er meget utilfredse over. Altsammen for at holde udgifterne på området inden for de centralt fastsatte økonomiske rammer.  

Det er naturligvis upopulært, og de lokale politikere får derfor ofte megen skæld ud fra både udsatte borgere samt de mange forskellige brugerorganisationer på særligt handicapområdet.

Frustrerede borgmestre
Er man i tvivl om, hvilke frustrationer det giver lokalt, så kan man bare ringe til tilfældigt udvalgte borgmestre og få det bekræftet og beskrevet. Der er ingen tvivl om, at KL har bred opbakning til linjen på tværs af baglandets geografi og partifarver.

Der er dog ikke tale om samme oprørsstemning, som med den tidligere regerings omprioriteringsbidrag, hvor også partiloyale Venstreborgmestre talte med vrede og hårde ord om daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

En ting er, at kommunerne påtager sig at holde de lokale udgifter inden for de rammer, som er aftalt i de til enhver tid gældende økonomiaftaler.

Noget andet er, når det ikke kun medfører utilfredshed blandt borgerne, men også fører til kritik fra ministre i den selvsamme regering, som har defineret de økonomiske rammer.

Regeringen under pres i Folketinget
Her peger KL og mange borgmestre på eksempelvis socialminister Astrid Krag (S) som eksponent for, at også regeringen er hurtig til at sende aben videre til kommunerne, når der er kommet kritik af servicen fra borgere og brugerorganisationer.

Samtidig er oplevelsen, at regeringen nikker anerkendende, når et bredt udvalg af Folketingets socialordførere stiller krav til kommunerne, som man ikke samtidig er villig til at finansiere.

Vil man se eksempler på de Christianborg-politiske dynamikker på området, kan man bare gense tirsdag aftens timelange debat i Folketinget, hvor kommunernes indsats på social- og handicapområdet var i centrum.

Her pegede Astrid Krag på, at regeringen ”som svar på de generelle udfordringer på socialområdet” har iværksat en ”ambitiøs” evaluering af det specialiserede socialområde. Den skal føre frem til nye løsninger, der kan ”løfte visitationen” og sikre ”at de rigtige tilbud er til stede”.

Vel og mærke uden at der kommer flere penge, fremgår det af kommissoriet for evalueringen.

Stærke interesser gør omprioritering svær
Astrid Krag slog ved samme lejlighed fast, at regeringen med de seneste økonomiaftaler har tilført kommunerne mere end tre milliarder kroner ekstra, som skal ”sikre bedre velfærd også for voksne, unge og børn med handicap”.

Herefter fortsatte diskussionen, hvor flere ordførere bød ind med krav til, hvordan borgernes rettigheder kan udvides yderligere og sikres bedre.

Hos KL anerkender man ikke, at der er afsat penge nok til også at forbedre velfærden på handicapområdet. Demografien er dækket, og der er kommet nye finanslovpenge til ikke mindst daginstitutioner og folkeskole.

Men de lokale politikere får hurtigt en omgang med riven fra de stærke interesseorganisationer på de store velfærdsområder som folkeskole, daginstitutioner og ældre, hvis de føler sig fristet til at bruge nogle af de ekstra penge til at dække ind andre steder.

Svær vej til kompromis
Kravet fra KL handler derfor ikke kun om flere penge. Men også om at få regeringen til at tage en større del af ansvaret for den kritik, der må forventes at fortsætte, hvis ikke man er villige til at give væsentligt flere penge.

Altså må ministre som Nicolai Wammen og Astrid Krag fremadrettet selv stille sig op og sige, at der desværre ikke er råd til bedre indsatser på socialområdet, hvor end de gerne ville det. Og det skal vel og mærke allerede ske i dette kommunalvalgår.

Er Wammen villig til at indgå en sådan langsigtet pagt om ansvar og forventningsafstemning, så vil KL formentlig også kunne tage til takke med en relativ snæver økonomisk ramme.

Men hvad regeringen sparer i kroner, vil man til gengæld skulle betale med en ny dissonans i den store velfærdsfortælling.

Derfor er både Bundsgaard og Wammen på en svær opgave og hård kamp, når de skal sætte decimaler bag milliarderne, se hinanden i øjnene over gensidige forpligtigelser og file de endelige formuleringer på plads. 

Men mon ikke det lykkes til sidst. Igen i år.