Kønskvoter og krav om ligeløn fjerner ikke løngab mellem mænd og kvinder

En gennemsnitlig kvinde tjener mindre end en gennemsnitlig mand. Dette løngab bliver af mange politikere anset for at være et problem, og derfor tyer de til et af de redskaber, som politikere kender bedst: regulering.

I 2018 var Alternativet ude med et forslag om, at enhver arbejdsplads med mere end 35 ansatte skal kunne dokumentere, at de har ligeløn på tværs af køn. Og for nylig har de Radikale ændret kurs, og vil nu have kvindekvoter i erhvervslivet.

Men er der et problem og kan politikerne løse det ved at regulere arbejdsmarkedet? Det kan forskning baseret på data fra Uber i Chicago hjælpe os til at forstå.

Forskerne startede med at undersøge, om der var nogen form for kønsdiskrimination i Ubers forretningsmodel. Ubers algoritmer er kønsneutrale, men derfor kan der jo godt være diskrimination fra kundernes side.

De nuværende politiske idéer til at fjerne løngabet, kan vise sig at gøre mere skade end gavn.

Jonas Herby
Specialkonsulent, Cepos

Det kan for eksempel være, at nogle føler sig mere trygge ved at køre med en kvinde frem for en mand. Der var imidlertid ikke noget, der tydede på, at kunderne diskriminerede på baggrund af køn. For eksempel var der ikke nogen forskel på andelen af aflyste ture afhængig af Uber-chaufførernes køn.

Alligevel fandt forskerne en lønforskel på syv procent. Når en mand tjente 100 dollars, tjente kvinden altså kun 93 dollars, selvom de arbejde lige lang tid. Forskerne kiggede derfor på, hvad der drev forskellen i løn, og kom frem til tre overordnede drivende faktorer.

For det første, så kørte mandlige og kvindelige chauffører forskellige typer af ture i tid og rum. Altså på forskellige tidspunkter i løbet af ugen, men også i forskellige områder af byen. Det kunne sammenlagt forklare 20 procent af lønforskellen.

Dernæst havde mændene i gennemsnit mere erfaring. Fordi de kørte længere tid som Uber-chauffører, men også fordi de i gennemsnit kørte flere timer per uge. Erfaring bliver ikke direkte belønnet fra Ubers side, men erfaring gjorde chaufførerne bedre til at vælge de gode ture, som gav en højere indtjening. Forskellen i erfaring kunne forklare 30 procent af løngabet.

Endelig kørte mændene en lille smule hurtigere. Forskellen i hastighed var kun to procent, svarende til at køre 51 kilometer i timen i stedet for 50 kilometer i timen, men det kunne forklare 50 procent af løngabet, fordi mændene simpelthen nåede flere ture i løbet af en time.

Opsummeret kunne forskerne altså forklare løngabet på syv procent med, at

• mænd valgte i gennemsnit mere lukrative ture (20 procent)
• mænd havde i gennemsnit mere erfaring (30 procent)
• mænd var i gennemsnit lidt mere produktive (kørte hurtigere) (50 procent).

Der kan være mange forskellige forklaringer på, at netop disse parametre ender med at give mændene en højere løn. Et eksempel kunne for eksempel være, at hvis mor skal hente og bringe børnene til fodbold, så har hun mindre tid til at køre for Uber og opnår derfor mindre erfaring.

Hvis mor desuden står for morgenmaden, kan hun heller ikke så nemt køre de mere lukrative ture i myldretiden. Og hvis kvinderne derudover opdrages til at være pæne og ordentlige, får det dem måske til at køre lidt langsommere.

At der er en forklaring på løngabet (og at forklaringen ikke er diskrimination) er altså ikke det samme som at sige, at alt er i den skønneste orden, og at vi ikke kan forbedre os som samfund. Dét spørgsmål kan studiet ikke svare på. Men studiet peger på, at problemerne ikke skal findes på arbejdsmarkedet, men i andre dele af samfundet. Og derfor skal eventuelle løsningerne sandsynligvis også findes der.

Derfor kan de nuværende politiske idéer til at fjerne løngabet (som for eksempel kønskvoter og krav om dokumentation), vise sig at gøre mere skade end gavn, fordi man indfører regulering på et område – arbejdsmarkedet - hvor forskningen peger i retning af, at der reelt ikke er et problem.