Dansk Erhverv: Lad os nu få sikret sammenhæng i psykiatrien

Af Katrina Feilberg og Rasmus Larsen Lindblom
Dansk Erhverv 

Der er en sjælden bred politisk enighed om, at psykiatriområdet er vigtigt og skal prioriteres.

Det er godt, men det er også vigtigt, at intention følger handling, og at det adresseres i både sundhedsaftalerne og i en egentlig psykiatriplan 2. 

Udgangspunktet må være at rette øjnene på de borgere, som bevæger sig på tværs af behandlings- og socialpsykiatrien og dermed på tværs af grænser enten i det offentlige eller i det offentligt-private.

Psykiatriske patienter har brug for individuel hjælp
Det er almen kendt, at den enkelte psykiatriske patient meget sjældent har ressourcer til at råbe om hjælp på vej ned eller råbe op, når først vedkommende ligger ned.

Derfor har især denne patientgruppe brug for, at der bliver taget hånd om hver enkelt. At det sikres, at når den ene hånd slipper, så er der en anden, der tager i mod. I øjeblikket er dette en af de helt store udfordringer. 

Enhver borger, der døjer med en psykiatrisk diagnose, bør have en uvildig kontaktperson, som har det overordnede koordinationsansvar.

Katrina Feilberg og Rasmus Larsen Lindblom
Dansk Erhverv

I dag sker det ofte, at regionernes stramme behandlingspakker kommer til at putte folk i kasser, og 'pakkerne' møder sjældent patienten og de pårørende, hvor pågældende er. Dermed slippes grebet om det hele forløb og det hele menneske.

For eksempel kan et kommunalt beskæftigelsestilbud ikke indeholde et sygehustilbud - og omvendt, men oftest er der behov for at kunne trække på flere tilbud på én gang.

Når patienten så udskrives, bliver han eller hun ofte overladt til sig selv.

Vi i Dansk Erhverv hører samstemmigt fra vores medlemmer, som er leverandører på både det behandlingspsykiatriske og det socialpsykiatriske område, at kommunerne oftest er ikke gode nok til at tage imod patienterne, og at kontakten ofte først sker, når skaden er sket igen.

Der sker først noget, hvis for eksempel borgeren ikke dukker op på jobcentret eller har gjort skade på sig selv eller andre. Sådan bør det ikke være. 

Forløb skal koordineres mellem fagligheder 
Udgangspunktet må være, at den første faglighed, som patienten møder, har et koordinationsansvar.

Ingen må sende patienten videre uden at sikre, at andre tager over - og gives koordinationsansvaret videre, skal det bekræftes.

Derfor kunne det også være spændende, hvis de tanker om en sammenhængende plan for borgeren, der nu er i høring i Folketinget som en del af frikommuneforsøgene, også udvides til at tage højde for de manglende overgange i psykiatrien.

Altså også den del af psykiatrien, hvor regionerne har ansvaret.  

Enhver borger, der døjer med en psykiatrisk diagnose, bør have en uvildig kontaktperson, som har det overordnede koordinationsansvar. En person, som konstant kan bistå patienten.

Den psykiatriske patient har ganske enkelt brug for at blive mødt af fagpersoner, der både ser patienten som borger, menneske og patient.

De faglige pakker må ikke blive for rigide. Ofte har psykiatriske patienter flere diagnoser – men bliver sendt tilbage til start, hvis en yderligere diagnose skal stilles – og det er uhensigtsmæssigt og gavner hverken patienten eller samfundet.

Der mangler ganske enkelt sammenhæng i det psykiatriske system. Også i bredeste forstand mellem det behandlingspsykiatriske system i regionerne og mellem den socialpsykiatriske del, som kommunerne har ansvar for.

Det er desværre velkendt og betyder på forskellig vis, at for mange psykiatriske patienter bliver tabt. Og nogle af dem bliver tabt igen og igen. Det kan vi ikke være bekendt. Det kan vi gøre meget bedre.