Dansk Psykolog Forening: Finansieringen af nye patientrettigheder virker som en udemokratisk skrivebordsøvelse

På side 14 står det – nærmest som en sidebemærkning på trods af indholdets alvor: Når de 18 til 24-årige fremover får ret til behandling inden for 30 dage, og ansvaret for deres behandling dermed flytter fra ydernummerpsykologerne til regionerne, vil regeringen samtidig tage 19 millioner kroner fra den del af psykologordningen, som dækker den øvrige befolkning.

Altså penge, der er afsat til behandling af angst eller depression hos alle andre end de 18 til 24-årige og til, at ydernummerpsykologerne også kan behandle mennesker, der har været udsat for traumatiske oplevelser såsom for eksempel røveri, vold, voldtægt eller trafikulykker. 

En udemokratisk skrivebordsøvelse

Denne finansiering af de unges nye rettighed har aldrig tidligere været meldt ud offentligt.

Det overrasker formentlig ikke bare os, men også de aftalepartier, der i foråret gav deres støtte til regeringens forslag om at hjælpe de unge til hurtigere behandling, at regeringen nu går på strandhugst i den almene psykologordning.

Mest af alt virker det som en hurtig skrivebordsøvelse, hvis konsekvenser ikke har været ordentligt belyst, og jeg synes godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er en særlig demokratisk måde at føre politik på.  

Én ting er, at der selvfølgelig er brug for bedre finansiering, hvis man skal sikre de unge hurtigere adgang til behandling. Netop det har vi i årevis råbt op om i Dansk Psykolog Forening, for udfordringen med ventetiderne har altid handlet om, at økonomien i den hidtidige ordning slet ikke matcher de mange unge med angst og depression.

Drop svækkelsen af den almene psykologordning og find de 19 millioner kroner til de unge et andet sted.

Dea Seidenfaden
Forperson hos Dansk Psykolog Forening

Siden gratis psykologbehandling til de unge blev indført i 2018, har de cirka 900 højt kvalificerede og erfarne ydernummerpsykologer brugt hver en krone i ordningen på at behandle. Det har bare ikke været nok.  

Derfor kunne ventetidsproblemet også have været løst uden den ansvarsflytning til regionerne, som nu er på vej. Og det provokerer mig faktisk igen og igen at kunne se det faktum fortiet i den politiske historiefortælling. 

Ansvarsflytningen er altså aldrig groet i min baghave, og helt galt bliver det nu, hvor regeringen finder pengene ved samtidig at skære i den almene psykologordning, som er et stærkt nært og tilgængeligt tilbud for alle andre end de unge.

Pengene kan findes et andet sted

I mine øjne rimer det på ingen måde på den styrkelse af det nære sundhedsvæsen, som regeringen jo ellers også taler om og for eksempel ønsker at arbejde for med den nye sundhedsreform.

En styrkelse af det nære sundhedsvæsen kalder tværtimod på, at vi udvikler de lokale sundhedstilbud som psykologordningen – ikke på en centraliseringsøvelse, hvor man laver en omvendt Robin Hood og tager fra praksisområdet for at give det til regionerne. 

Det er vigtigt at understrege, at den almene psykologordning – i lighed med ordningen for de 18 til 24-årige – er en ordning i vækst. Der kommer simpelthen flere og flere med behov for behandling, og også her findes der desværre ventetid på behandling.

Så selvom der har været penge i overskud på ordningen gennem tiden, som behændigt nok har kunnet bruges af regionerne på alverdens andre ting, er det helt utrolig kortsigtet nu at fjerne 19 millioner kroner for bestandig.

Det kapper nemlig fuldstændig muligheden for at nedbringe ventetiderne til behandling og udvikle ordningen til det ændrede udfordringsbillede, psykologerne oplever i befolkningen.  

Derfor skal min opfordring til politikerne lyde klart:

Drop svækkelsen af den almene psykologordning og find de 19 millioner kroner til de unge et andet sted. Det burde være muligt med de mange, mange kapacitetsmidler, som regionerne får tilført i de kommende år.

En styrkelse af de unges ret til behandling af angst og depression er ikke en undskyldning for at svække resten af befolkningens tilbud.