Danske Regioner: Raske skal ikke være indlagt

Af Charlotte Fischer
Formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg

Fem drab på fire år. En markant stigning i antallet af voldsanmeldelser på de socialpsykiatriske bosteder. Tallene taler deres tydelige sprog, og derfor er det nødvendigt at finde nye løsninger for at sikre medarbejdere, beboere og det omkringliggende samfund mod de uhyggelige hændelser, vi desværre fra tid til anden oplever på landets bosteder.

Derfor har Danske Regioner spillet ud med et forslag til en institutionsform som, kombineret med øget mulighed for tvungen behandling af misbrug, efter vores vurdering kan være med til at løse den problematik, vi står med.

Vi skal ikke skrue tiden tilbage
Vores forslag er blevet godt modtaget. Kommunernes Landsforening, fagforbundene, Lægeforeningen er positive. Og de relevante ministre har allerede inviteret Danske Regioner til møde om, hvordan forslaget kan blive til virkelighed.

Derfor kan det undre, at Karin Garde vælger at omtale forslaget som ”mærkværdigt” og i samme sætning hævder, at løsningen i stedet er at indlægge de pågældende mennesker på psykiatriske afdelinger i længere tid.

Det bliver aldrig min – eller Danske Regioners politik – at skrue tiden tilbage til dengang, hvor vi opbevarede mennesker på hospitaler, selvom de ikke længere havde brug for behandling, men i højere grad havde behov for rehabilitering. Men vi har erkendt, at der er for langt fra den psykiatriske indlæggelse og ud til de bosteder, der i dag hjælper færdigbehandlede borgere med at vænne tilbage til en tilværelse på egen hånd.

Det bliver aldrig min – eller Danske Regioners politik – at skrue tiden tilbage til dengang, hvor vi opbevarede mennesker på hospitaler, selvom de ikke længere havde brug for behandling.

Charlotte Fischer
Formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg

Langtidsindlæggelser er ikke løsningen
Bostederne adskiller sig blandt fra de psykiatriske afdelinger ved ikke at have de samme muligheder for at fastholde borgeren i den medicinske behandling og misbrugsbehandling, som ofte er nødvendig for at undgå, at borgeren får tilbagefald – eller bliver udadreagerende og voldelig, som vi desværre ofte oplever det.

Derfor virker det helt indlysende at etablere en ny institutionsform, som kan sikre en tryg rehabilitering og udslusning – og som også får mere håndfaste muligheder for at hjælpe borgeren ud af eventuelt misbrug og fastholde den medicinske behandling.

Vores forslag løser ikke alle problemer. Men for denne lille gruppe af borgere med nogle helt særlige udfordringer er jeg ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej at gå. Det ændrer ikke på, at den nye institution skal være et supplement til de øvrige tilbud – og at der fortsat er behov for at løfte de kommunale tilbud.

Men en løsning er for mig ikke langtidsindlæggelser på psykiatriske afdelinger over en bred kam. Det handler ikke om økonomi. Men om at finde den rigtige løsning for en lille gruppe meget sårbare borgere, der desværre er i risiko for at gøre skade på enten sig selv eller andre.