Det kræver mod at prioritere rigtigt

Af Tina Christensen
Formand for Danske Fodterapeuter

Jeg hører tit Danske Regioner, Sundhedsministeriet og Finansministeriet tale om LEON som bærende princip i sundhedsvæsenet: Laveste Effektive OmkostningsNiveau. Behandlingen skal altid udføres på fuldt fagligt forsvarligt niveau, men den skal ikke udføres på et dyrere og mere specialiseret niveau end nødvendigt.

I min dagligdag, som fodterapeut ansat på et hospital og som privatpraktiserende i en klinik, synes jeg dog sjældent, at jeg støder på denne LEON.

Knap 2000 kroner i overpris
På sygehuset behandler jeg diabetikere med fodsår. Diabetisk fodsår er en meget alvorlig komplikation, som i værste fald ender med amputation. Den behandling jeg giver patienterne på hospitalet i form af sårbehandling og fodtøj med aflastning af såret koster mange tusinde kroner. En effektiv sårheling kræver imidlertid, at der mellem konsultationerne på hospitalet, løbende foretages beskæring af hård hud rundt om såret. Denne beskæring skal foregå i primær sektor ved privatpraktiserende fodterapeut og koster 185 kr. Patienten skal imidlertid selv betale halvdelen, og da vi ofte har at gøre med udsatte grupper, fravælger mange desværre denne beskæring. Det betyder, at såret ikke heler optimalt, og de kommer derfor tilbage til mig på hospitalet med sår, der ikke er i bedring. Derfor ser vi os nødsaget til at indkalde patienterne oftere til beskæring, og her fakturerer hospitalet en DRG-takst på minimum 2.000 kroner. Altså over ti gange så meget som i primær sektor.

Overlad fodvorterne til fodterapeuterne
Når jeg senere på ugen arbejder i privat klinik, behandler jeg nogle gange patienter med fodvorter. Det er en generende lidelse, men som ingen mig bekendt dog er døde af endnu. Imidlertid giver sygesikringen ikke tilskud til min behandling af disse patienter. Så de, der ikke selv vil betale, må forbi deres læge. Denne vil så typisk henvise til en dermatolog, som overlader behandlingen til en ansat sygeplejerske eller fodterapeut. Alle disse led koster penge i henvisninger og ”overhead” til dermatologen. Og patienten skal ikke betale en krone selv. Set i lyset af lidelsens karakter, kan det synes mærkeligt, at samfundet vælger at subsidiere udgifterne til hele denne patientrejse fuldt ud. Hvis man overlod behandlingen af fodvorter til landets ca. 1500 praktiserende fodterapeuter, med eller uden egenbetaling, ville man sikre et fald i sundhedsvæsenets udgifter, og man ville sikre kortere ventetid til behandlingen, for både patienter med vorter og patienter med mere alvorlige dermatologiske lidelser. Man ville også opnå en bedre kvalitet i behandlingen. Fodterapeuter er nemlig uddannet til tæt beskæring, hvilket er vigtigt, når man skal behandle vorter.

Forkert prioritering
Hvis LEON skal finde fødder at stå på, handler det om politisk mod til at prioritere de rigtige indsatser og turde flytte opgaver i det omfang, det giver faglig og økonomisk mening. Og jeg lægger gerne for: Jeg mener, det er en forkert prioritering, at diabetikeren med fodsår selv skal betale for sine sårbeskæringer, mens raske får alle udgifter dækket til den højtuddannende speciallæges fodvortebehandling.

Jeg synes, vi skal få LEON til at hjælpe os med at placere opgaverne der, hvor vi får mest sundhed for pengene. Det er ikke fair kun at nævne ham i skåltaler og rapporter, men så ikke at ville danse med ham, når det kommer til stykket. I Danske Fodterapeuter vil vi i hvert fald gerne danse med LEON og drøfte effektivisering og opgaveflytning.  

Hvis man overlod behandlingen af fodvorter til landets ca. 1500 praktiserende fodterapeuter, med eller uden egenbetaling, ville man sikre et fald i sundhedsvæsenets udgifter, og man ville sikre kortere ventetid til behandlingen, for både patienter med vorter og patienter med mere alvorlige dermatologiske lidelser.