DF og S vil fortsat sikre psykolog-adgang for let depressive

PSYKIATRI: Sundhedsstyrelsens forslag om, at let depressive fremover skal behandles af de praktiserende læger i stedet for at blive henvist til psykolog, falder ikke i god jord hos S og DF. Men de to partier er ikke helt enige om løsningen.

Foto: Colourbox
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Lad den praktiserende læge afgøre, om patienter med let depression skal behandles hos lægen selv, eller om patienten skal have tilskud til at komme i terapi hos en psykolog. Sådan lyder nu opfordringen fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

Meldingen kommer, efter at en række patientforeninger kraftigt har kritiseret en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen. En anbefaling om, at patienter med en let depression i fremtiden ikke skal sendes videre til psykolog, som det sker i dag.

Styrelsens anbefaling er en af mange i styrelsens generelle evaluering af den offentlige støtte til brugen af psykologer, som Sundhedsministeriet bestilte før valget. Evalueringen skulle også komme med forslag til forbedringer og forslag til besparelser på ordningen. Læs evalueringen af den såkaldte psykologordning her.

Liselott Blixt foreslår, at man i stedet laver en mellemløsning. At man lader den praktiserende læge afgøre, om patienten skal hjælpes hos lægen selv, eller om patienten med et offentligt tilskud skal sendes videre til psykolog, som det sker i dag.

”Det er jo ikke altid, at lægen og patientens kemi måske er den bedste. I så fald vil det jo tale for, at lægen i de tilfælde sender patienten videre,” siger Liselott Blixt.

Hun understreger, at hun godt kan se tilfælde, hvor patienterne med let depression har bedre gavn af, at patienterne med let depression bliver behandlet med eksempelvis samtaleterapi hos deres egen læge.

”Der er jo en del patienter, som har et godt og fortroligt forhold til deres praktiserende læge i forvejen. Her kan lægen måske endda være bedre, end hvis en patient skal til at forholde sig til en psykolog, som vedkommende ikke kender,” siger Liselott Blixt.

S: Lægerne har mange opgaver i forvejen
Hos Socialdemokraternes hælder man til, at patienter med let depression ikke skal have indskrænket mulighederne for at blive henvist til psykolog.

”Vi ved, at de praktiserende læger har mange opgaver, og mange patienter med lette psykiatriske diagnoser er glade for at kunne modtage hjælp uden for sygehusene. Derfor er vi også meget positive overfor, at behandlingen fortsat foregår hos psykologer,” siger Yildiz Akdogan.

Sundhedsstyrelsen understreger i sin samlede konklusioner, at det er svært at vurdere effekten af psykologordningen.

”Ét af de vigtigste fund i evalueringen har været, at det på en række områder ikke har været muligt at identificere data vedrørende effekt og kvalitet i psykologordningen. Der findes således ingen data om behandlingsresultater, om de konkrete problemstillinger hos de henviste personer samt om de behandlingsmetoder, som psykologerne anvender i konkrete forløb,” hedder det i styrelsens konklusion.

Rapport: Der er billigere alternativer
I rapporten peges der også på, at forskning på området viser, at der er evidens for, at man ved let depression kan anvende billigere alternativer til psykologbehandling – blandt andet hos de praktiserende læger og muligvis i kommunale tilbud. Samtidig peger styrelsen i sin rapport på, at en undersøgelse har vist, at patienterne i stort omfang ikke bliver henvist efter de kriterier, som man fra myndighedernes side har opstillet.

Yildiz Akdogan kan derfor godt se for sig, at der skal ske andre ændringer på området.

”Vi skal sikre, at der er god kvalitet i behandlingen, og at det er de rigtige patienter, der bliver henvist til psykologbehandling,” siger Yildiz Akdogan.

En stor del af udgifterne til psykologordningen finansieres via satspuljen, som alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten står bag.

Dokumentation

Den offentlige støtte til psykologer via psykolog-ordningen

  • Årlig udgift 260 millioner

Det konkluderer Sundhedsstyrelsen om behandling af let depression:

Det vurderes, at der således er gode faglige og organisatoriske argumenter for, at patienter med depression fortsat er omfattet af ordningen. Gruppen af patienter med let til moderat depression er stor, og der er evidens for psykoterapi. Det er samtidig vurderingen, at en stor del af målgruppen kan behandles i et monofagligt tilbud som psykologpraksis. Ordningen kan imidlertid hensigtsmæssigt målrettes personer med moderat depression, mens personer med let depression varetages i almen praksis ved støttende samtaler eller egentlig samtaleterapi. Det kan også være relevant at udvikle andre og mindre omkostningstunge tilbud til denne gruppe fx i kommunalt regi….. Som en konsekvens heraf kan antallet af personer, der jf. ovenstående henvises til psykolog fra praktiserende læger uden at have en depression, måske reduceres. Læs hele rapporten her.

Generelt om ordningen: 

De 260 millioner bruges på tilskud til, at visse aldersgrupper og patienter med bestemte diagnoser kan få tilskud til at blive behandles på en psykolog efter henvisning fra deres læge.

Tilskud gives blandt andet til:

Personer med akut opståede psykiske problemer, ofre for røveri, vold, voldtægt; trafik- og ulykkesofre; pårørende til alvorligt psykisk syge; personer ramt af en alvorlig invaliderende sygdom og deres pårørende; samt pårørende ved dødsfald og folk der har forsøgt selvmord.

I 2005 blev gruppen udvidet til at omfatte ofre for incest eller andre seksuelle overgreb, inden de er fyldt 18 år.

I 2008 blev der yderligere indført tilskud til psykologbehandling til personer med let til moderat depression.

I 2011 blev let til moderat angst omfattet af ordningen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Liselott Blixt

1. viceborgmester, Greve Kommune
buntmager (Lollands Buntmageri, 1986), social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Greve, 2002)

Yildiz Akdogan

Seniorkonsultent, Dansk Standard, medlem, Københavns Borgerrepræsentation (S), fhv. MF
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00