Diabetesforeningen: Patienters adgang til ny teknologi afgøres af postnummer

DEBAT: Det er uacceptabelt, at ens bopælskommune har stor betydning for, om man som diabetespatient får adgang til nyt teknologisk udstyr, skriver Jørgen Andersen og Kirsten Nørgaard.

Af Jørgen Andersen og Kirsten Nørgaard
Hhv. konstitueret formand for Diabetesforeningen og leder af afdelingen Diabetes Teknologi på Diabetes Center Copenhagen og medlem af Diabetesforeningens Diabetesråd

Mange med diabetes kæmper en kamp for at få adgang til nyere teknologisk udstyr, der kan hjælpe dem med at sikre bedre regulering af deres diabetes. 

Det går især ud over de svageste, der ikke har ressourcerne til at kæmpe den kamp, hvilket kan skabe ulighed i diabetesbehandling.

I disse år betyder den hastige teknologiske udvikling, at der udvikles flere hjælpemidler og behandlingsredskaber til mennesker med diabetes og andre kroniske sygdomme, som kan give patienterne langt bedre behandling og livskvalitet.

Det er en fantastisk udvikling både for patienten og for samfundet, for en bedre reguleret diabetes nedsætter risikoen for følgesygdomme, og det betyder færre udgifter til behandling på sigt og til overførselsindkomster som førtidspension, fordi flere kan blive på arbejdsmarkedet.

Så man skulle tro, at de patienter, der er motiverede for at bruge nyt teknologisk udstyr, får det som en naturlig del af behandlingen. Men desværre forholder det sig ikke sådan.

Stor forskel mellem kommuner
De høje udgifter til ny teknologi presser de kommunale og regionale budgetter, og i Diabetesforeningen oplever vi, at det oftere er hensynet til kortsigtede økonomiske besparelser, der vinder over hensynet til den bedst mulige behandling for patienter.

Der er dog stor variation i forhold til bopælskommune og region samt behandlingssted. 

Nogle er heldige at bo et sted, der giver dem mulighed for at få adgang til nyere teknologisk udstyr, mens andre er mindre heldige, fordi netop deres kommune eller hospital ikke har økonomien til det. Det er ikke rimeligt.

Det er heller ikke rimeligt, at det er de patienter, der enten har ressourcerne til at kæmpe for adgang til nyt udstyr eller har pengepungen i orden til selv at købe det, der får glæde af den nye teknologiske udvikling. Det er nemlig det, vi oplever i dag, og det kan vi ikke være bekendt over for dem, der lades i stikken.

Alle skal have samme rettigheder og behandlingsmuligheder, og adgangen til teknologisk udstyr må ikke afhænge af ens postnummer eller sociale status. 

Patienten efterlades som kastebold
Det er for eksempel helt uforståeligt for den enkelte patient, at udstyr bevilget af kommune A fratages, når patienten flytter til kommune B – uden situationen for patienten har ændret sig. 

Vilkårligheden i afgørelserne fra kommune til kommune giver ingen mening og skaber frustration blandt patienterne.

Den hastige teknologiske udvikling betyder også, at der udvikles udstyr, som ikke entydigt kan kategoriseres som enten et hjælpemiddel, hvilket er kommunens ansvar, eller et behandlingsredskab, hvilket er regionens ansvar. 

Det kan efterlade patienten som en kastebold mellem kommune og region, som ikke kan blive enige om, hvem der skal betale.

Giv kommuner og regioner fælles økonomisk ansvar
Diabetesforeningen foreslår derfor, at kommuner og regioner får fælles økonomisk ansvar for finansieringen af udvalgte områder af hjælpemidler og behandlingsredskaber. 

En sådan model skal yderligere tillade, at budgetterne ikke er etårige, da investeringer i hjælpemidler ikke giver tilsvarende reduktion i udgifterne inden for et budgetår. 

Der skal ses på totalinvesteringer i værdiskabende udstyr, som rækker udover kortsigtede indkøbsbesparelser, og i stedet ser på langsigtede besparelser på for eksempel overførselsindkomster samt livskvalitet.

Vi appellerer derfor til, at man i de kommende forhandlinger om en sundhedsaftale prioriterer at få løst udfordringerne med adgangen til ny behandlingsteknologi, så det for alvor kan komme patienterne og samfundet til gavn.

Forrige artikel DF: Højere aldersgrænse vil forstærke unges lyst til at smage på stærk alkohol DF: Højere aldersgrænse vil forstærke unges lyst til at smage på stærk alkohol Næste artikel Alkohol & Samfund i opråb til politikere: Alkoholproblemer rammer både familier og offentlige budgetter Alkohol & Samfund i opråb til politikere: Alkoholproblemer rammer både familier og offentlige budgetter