Eksperter: Sygehuse skal aflevere penge og patienter

DEBAT: Kjeld Møller Pedersen, Leif Vestergaard og Frede Olesen svarer på de reaktioner, der er kommet på deres opsigtsvækkende forslag om, at nye sundhedsklynger skal sikre et sammenhængende sundhedsvæsen.

Af Frede Olsen, Kjeld Møller Pedersen, Leif Vestergaard Pedersen
Professor i almen medicin, AU, professor i sundhedsøkonomi, SDU, direktør i Kræftens Bekæmpelse

Vores forslag om sundhedsklynger har givet anledning til mange gode kommentarer, spørgsmål og kritik. Vi har ikke svar på alle spørgsmål.

Det interessante er også, at de største kritikere heller ikke svarer på det centrale spørgsmål; hvordan får vi den vigtigste del af sundhedsvæsenet til at hænge sammen for de sygeste? Vores svar er: En fælles ledelse af det, der hænger sammen! Det er vores hovedbudskab.

Mini-amter
Nogle siger drilagtigt, at vi bare vil lave ”miniamter”. Lidt drilagtigt kunne vi svare: ja, vi vil meget gerne genbruge det gode fra amterne, der forsvandt med regionerne.

Nemlig den noget tættere koordination mellem hospitaler og almen praksis. Den fælles forpligtelse af at understøtte alle dele af sundhedsvæsenet. Men amterne var jo heller ikke gode nok. Så ”miniamter” vil vi ikke - vi er nødt til at tænke nyt.

Ekstra administrativt lag
KL synes, vi bringer et nyt administrativt lag ind i sundhedsvæsenet. Det synes vi ikke. Men vi bringer en tværgående faglig ledelse ind, der kan træffe beslutninger om, hvordan man laver sårpleje i et område, hvordan og hvem, der gør hvad, hvornår i forhold til KOL-patienterne, eller hvordan udskrivninger bedst organiseres.

I dag skal hver eneste beslutning i princippet godkendes i fem til ti administrative og/eller politiske ledelseslag. Helt ærlig så synes vi, at det er mere enkelt, at vi har et fagligt led, der træffer den slags beslutninger inden for politisk fastlagte rammer og overordnede valg.

Demokratisk kontrol
Demokratisk kontrol spørges der til. Og selvfølgelig skal der være demokratisk kontrol med sundhedsklyngerne. Der findes flere måder at gøre det på.

Vores bud er reference til regionsrådet – og lokale følgeudvalg bestående af byrådsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer, personer med faglig indsigt og patienter. Andre konstruktioner kan også findes. Men vores model for den demokratiske indsigt er mindst på linje med dem, kommunerne praktiserer på mange andre områder.

Fokus på patienten
Vi kritiseres for at sætte fokus på patienten og ikke alle de andre områder, der relaterer sig til sundhed. Vi ser det som en anerkendelse. Vi ser på det sundhedsvæsen, der ikke har været i stand til at skabe sammenhæng for den syge. Vi ser på behovet for reelt at aflaste hospitalerne uden kvalitetstab.

Vi er bevidste om, at ved den fokusering er der andre sammenhænge, der må nedprioriteres. Men efter vores opfattelse er der fagligt og funktionelt stærkere sammenhæng mellem praktiserende læge og hjemmesygeplejersker end mellem hjemmesygeplejersker og beskæftigelsesforanstaltninger i kommunen.

Statsligt ansvar
Vi er overraskede over, at KL mener, at løsningen på det nære sundhedsvæsen er, at staten tager ansvaret for sundhedsplanlægningen i det nære sundhedsvæsen. Med al respekt er staten ikke i stand til det.

Og det er da fallit fra kommunerne, at de hellere vil have staten til at lave den nære planlægning for borgerne – i stedet for fagfolk, der kender problemer og løsningsmuligheder konkret.

Pengene
Penge er også et spørgsmål. Vi synes, at regeringen skal give sundhedsklynger de ekstra penge, der fornuftigvis skal bruges til at styrke det nære sundhedsvæsen. Så kan sundhedsklyngerne anvende pengene til initiativer i hjemmesygepleje og i almen praksis, der reelt aflaster hospitalerne.

Videre fremad er det vores vurdering, at hospitalerne skal aflastes yderligere. Det skal ske ved, at ressourcer skal flyttes til relevante tilbud i det nære sundhedsvæsen, der understøtter denne aflastning.

Vi tror, det er nødvendigt at skabe et pres på hospitalet til at overdrage opgaver til det øvrige sundhedsvæsen ved hvert år at flytte ressourcer fra hospitalet til klyngeledelsen, så pengene konkret bruges til at lave relevante udbygninger af det nære sundhedsvæsen.

Nationalisering af almen praksis
Nogle praktiserende læger er bekymrede for, om vi nationaliserer almen praksis. Det gør vi ikke. Vort mål er at styrke den faglige indflydelse fra almen praksis af hensyn til helhed, sammenhæng og kvalitet.

Den enkelte praksis skal drives på bedste vis. Det gør de praktiserende læger bedst selv. Vi synes ikke, at nogen skal blande sig i, hvordan den praktiserende læge løser sine opgaver.

Til gengæld synes vi, at de praktiserende læger skal være tydeligere og sørge for, at alle praktiserende læger som udgangspunkt løser de opgaver, man er blevet enige om, skal løses i almen praksis.

For at hospitalerne trygt kan regne med, at patienten får den rigtige hjælp hos den praktiserende læge, er praktiserende læger nemlig nødt til at forpligte sig noget mere i fællesskab. Praktiserende læger har en stor driftskontrakt med sygesikringen.

Vi synes, det er naturligt, at der i en sådan kontrakt er gensidige og forpligtende aftaler om, hvad der skal leveres. Og med de nye praksisklynger er vi godt på vej.

En aftale mellem sundhedsklyngen og praksisklyngen kan fastlægge, hvad de praktiserende læge skal lave i et givet område. Ikke hvordan.

Fjern ledelsestomrummet
Der er også gode spørgsmål, som vi ikke har svaret på. Nogle har spurgt om, hvorvidt  sundhedsklyngeledelsen på et tidspunkt skal overtage hele budgettet for det nære sundhedsvæsen i et område? Og andre har spurgt om, hvorvidt det ikke var enklere med en strukturreform med større kommuner?

Vores svar på disse og en række andre spørgsmål er, at det ved vi ikke. Det kommer an på den politiske rammesætning.

Men hvis regeringen for alvor ønsker at løse sammenhængsproblemet for de syge, der bevæger sig i ”Bermudatrekanten” mellem hospital, praktiserende læge og kommune, er det nødvendigt at fjerne det ledelsestomrum, der er for øjeblikket.

Den politiske rammesætning kan være mere eller mindre ambitiøs. Vi håber på en ambitiøs rammesætning. Af hensyn til patienterne – og af hensyn til en effektiv anvendelse af de knappe ressourcer, der er til rådighed.

Forrige artikel Debat: Frivillige fællesskaber er vejen til bedre mental sundhed Debat: Frivillige fællesskaber er vejen til bedre mental sundhed Næste artikel Lektor: Diagnoser er ikke noget, børn trækker i en automat Lektor: Diagnoser er ikke noget, børn trækker i en automat