Debat

Eksperter: Tjenestemandsreformen skulle jævnligt justeres, men det løfte blev aldrig holdt

Reformen, som skulle skabe et mere fleksibelt og justerbart ansættelses- og pensionssystem og øge den centrale styring med lønudviklingen i den offentlige sektor, havde fra start en indbygget skævhed, skriver postdoc i historie Astrid Elkjær Sørensen og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder Morten E. Wøldike. 

Det var under VKR-regeringen, ledet af den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard (længst til venstre), at et politisk flertal i 1969 vedtog den udskældte tjenestemandsreform. Men de løfter, politikerne dengang gav, er aldrig blevet holdt, skriver Astrid Elkjær Sørensen og Morten E. Wøldike.
Det var under VKR-regeringen, ledet af den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard (længst til venstre), at et politisk flertal i 1969 vedtog den udskældte tjenestemandsreform. Men de løfter, politikerne dengang gav, er aldrig blevet holdt, skriver Astrid Elkjær Sørensen og Morten E. Wøldike. Foto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketinget vedtog i 1969 et lønhierarki, der placerede kvindedominerede fag som sygeplejersker, jordemødre, pædagoger samt social- og sundhedsassistenter lavt i forhold til deres uddannelse og ansvar.

Lønhierarkiet var en del af Tjenestemandsreformen af 1969, som blev gennemført før indførslen af ligelønsloven.

Tjenestemandsreformen bæres videre i nutidens offentlige lønsystem, hvor traditionelt kvindedominerede fag den dag i dag lider under det historiske lønefterslæb. Fagforeninger kalder det strukturel ulighed og kræver, at deres løn bliver løftet.

Daværende lønnings- og pensionsminister Aage Hastrup (K) og embedsmændene bag reformen understregede i forbindelse med vedtagelsen, at de fastlagte lønklassificeringer jævnligt skulle revurderes. Den dynamik er udeblevet.

Astrid Elkjær Sørensen og Morten E. Wøldike, hhv. postdoc i historie og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) har været i samråd om reformens betydning, og et borgerforslag om at afskaffe Tjenestemandsreformen har på rekordtid samlet 50.000 underskrifter.

Det er ikke længere kun en lille kreds af ligelønsforskere, der hvisker om Tjenestemandsreformen. Nej, både politikere, offentligt ansatte, fagforeninger og forskere peger nu på, at lovgivningen fra 1969 er en af vor tids største barrierer for ligeløn.

Minister garanterede justeringer
Vores analyse ”Kvindefag i historisk skruetvinge” fra december 2020 viser, hvordan reformen øver indflydelse på nutidens lønninger. Vores sammenligning af lønhierarkiet for 13 faggrupper i det offentlige fra henholdsvis 1969 og 2019 viser, at lønhierarkiet ikke har ændret sig med tiden.

Men lad os skrue tiden 50 år tilbage, for Tjenestemandsreformen af 1969 var et omfattende lovkompleks. 

Det blev vedtaget af et næsten enigt Folketing 18. juni 1969, og et af de vigtigste mål med reformen var at skabe et mere fleksibelt og justerbart ansættelses- og pensionssystem samt at øge den centrale styring med lønudviklingen på tværs af den offentlige sektor.

Derfor indførte reformen et nyt løn- og klassificeringssystem bestående af i alt 40 lønrammer. Statsansatte tjenestemænd, de ansatte i folkekirken og folkeskolen samt de tjenestemandslignende grupper på pædagogområdet blev først indplaceret i lønsystemet.

Kort efter blev reformens lønklassificeringer og lønsystem bredt ud til hele den offentlige sektor og til alle ansættelsesformer for at sikre en central kontrol med lønudviklingen. Kommunale tjenestemænd såvel som overenskomstansatte blev derfor også indplaceret i det nye lønsystem tæt på tilsvarende de statsansatte tjenestemænd.

Daværende lønnings- og pensionsminister Aage Hastrup (K) og embedsmændene bag reformen understregede i forbindelse med vedtagelsen, at de fastlagte lønklassificeringer jævnligt skulle revurderes, særligt hvis en faggruppes arbejde udviklede og ændrede sig i forhold til kompetencer og ansvar.

Der var større afkast ved at uddanne sig til et kvindedomineret fag i den offentlige sektor i 1969, end der er i dag.

Astrid Elkjær Sørensen og Morten E. Wøldike, hhv. postdoc i historie og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder

Den dynamik er imidlertid udeblevet, så nutidens lønhierarki fortsat ligner det, der blev fastsat med reformen.

Skævhed var indbygget fra start
Et statisk lønhierarki er ikke nødvendigvis et problem, hvis hierarkiet oprindeligt er velbegrundet, og det vedbliver at være det. Men lønhierarkiet i den offentlige sektor, som blev bestemt med Tjenestemandsreformen, er problematisk.

De kvindedominerede fag blev generelt placeret lavt i forhold til uddannelse og ansvar. Reformen havde en indbygget ligestillingsmæssig skævhed i sig fra første færd, og selvom både politikere og embedsværk fastholdt, at der ville komme justeringer af placeringerne, blev disse løfter aldrig indfriet.

Den ligestillingsmæssige skævhed er endda vokset med årene. I 1960’erne var længden på de traditionelt kvindedominerede fags uddannelse nemlig væsentligt kortere end i dag.

En sygeplejerske har i dag en langt længere uddannelse og større ansvar end i 1969, men den ændring kan ikke ses i fagets lønindplacering. Der var større afkast ved at uddanne sig til et kvindedomineret fag i den offentlige sektor i 1969, end der er i dag.

Vi står med et alvorligt ligestillingsproblem, når der er forskel på typiske kvinde- og mandefags løn, når man sammenligner uddannelsesniveau, ansvar og kompetencer. Og det giver slet ikke mening i en tid, hvor vi har brug for alle gode kræfter i den aktuelle sundhedskrise.

Alt for mange forlader sundheds- og omsorgssektoren, fordi kompetencer, ansvar og arbejdets belastning ikke belønnes bedre.

Vi foreslår, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter laver en aftale om en langsigtet plan for, hvordan lønforskellene.

Astrid Elkjær Sørensen og Morten E. Wøldike, hhv. postdoc i historie og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder

Barsel kan ikke forklare forskelle
Da vi udgav vores analyse af Tjenestemandsreformen af 1969, blev vi mødt med velkendt kritik af, at en del af de traditionelt kvindedominerede fags lønefterslæb kan forklares med, at kvindefagene i højere grad har adgang til familievenlige ordninger.

De kvindedominerede fag var ganske rigtigt blandt de første til at få skrevet løn under barsel og barnets første sygedag ind i deres overenskomster, men i dag findes de ordninger i hele den offentlige sektor og i store dele af den overenskomstdækkede private sektor.

Det er også korrekt, at de ansatte i de traditionelle kvindefag i højere grad end andre benytter sig af mulighederne for barsel med løn og omsorgsdage. Men skal regningen for kvindernes større brug af de familievenlige ordninger udelukkende betales af kvinderne, når det er til gavn for begge køn?

I vores analyse har vi efterprøvet resultaterne ved at anvende lønbegrebet fortjeneste per præsteret time, som netop tager højde for lønnet fravær - for eksempel i forbindelse med barsel, omsorgsdage og børns sygedage.

Analysen viser, at selvom sammenhængen mellem uddannelse og løn forklares bedre ved anvendelsen af dette lønbegreb, så forbliver billedet af et historisk lønefterslæb for de kvindedominerede fag det samme.

Aftalen bør indebære, at der løbende afsættes øremærkede ligelønspuljer til at rette op på det historiske lønefterslæb.

Astrid Elkjær Sørensen og Morten E. Wøldike, hhv. postdoc i historie og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder

Regeringen bør afsætte midler til ligelønspujler
Vores analyse viser derudover, at vi har et lønsystem, som fastholder de traditionelt kvindedominerede fag i et uretfærdigt hierarki.

Dette lønsystem har rod i en politisk beslutning på Christiansborg, som ikke er blevet ændret i 50 år – hverken via overenskomstsystemet eller af politikerne. Derfor bør politikerne nu forholde sig til det skæve lønsystem og tage initiativ til at rette op på de kvindedominerede fags lønefterslæb.

Vi foreslår, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter laver en aftale om en langsigtet plan for, hvordan lønforskellene mellem de traditionelt kvinde- og mandsdominerede fag på det offentlige arbejdsmarked bliver udlignet.

Aftalen bør indebære, at der løbende afsættes øremærkede ligelønspuljer til at rette op på det historiske lønefterslæb. Den norske ligelønskommission anbefalede i sin rapport i 2008, at der afsættes midler på finansloven til at udjævne lønefterslæbet og sikre bedre lønvilkår for de kvindedominere fag.

Fremtidens lønsystem bør afspejle et moderne og ligestillet Danmark, hvor det offentlige arbejdsmarked belønner sine ansatte – uanset køn og fag – for deres ansvar, indsats og uddannelse.

Temadebat

Skal Christiansborg levere en løsning på ligelønsproblemet?

Altinget Arbejdsmarked giver ordet til politikere, fagforbund og eksperter, som i en temadebat vil diskutere, om det er Christiansborg, der skal sikre ligeløn til de varme hænder.

Er der et lønefterslæb for de kvindedominerede omsorgsfag? Er det politikernes ansvar at rette op på det - eller er det en kamp, der skal udkæmpes ved overenskomstbordet?

Panelet består af:

  • Elisa Rimpler, formand for BUPL
  • Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd
  • Pernille Skipper (EL), ligestillingsordfører
  • Hans Andersen (V), beskæftigelsesordfører
  • Mona Striib, formand for FOA
  • Bent Bøgsted (DF), beskæftigelsesordfører
  • Sikandar Siddique, politisk leder i Frie Grønne
  • Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
  • Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening
  • Henriette Laursen, direktør i Kvinfo
  • Kira Marie Peter-Hansen (SF), medlem af Europa-Parlamentet
  • Astrid Elkjær Sørensen og Morten E. Wøldike, hhv. postdoc i historie ved Aarhus Universitet og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til mauricio@altinget.dk.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion