Fertilitetsafdeling svarer K-ordfører: Behandlingsgaranti vil ikke gavne patienterne

Morten Rønn Petersen, Kasper Aaboe og Anja Pinborg
Hhv. laboratorieleder, cheflæge, professor og ledende overlæge på Rigshospitalets fertilitetsklinik
Per Larsen, konservativt folketingsmedlem og regionsrådsmedlem i Region Nordjylland, og Svend Lindenberg, direktør for Copenhagen Fertility Center, ønsker med deres indlæg i Altinget i maj at styrke fertilitetsbehandlingen i Danmark.
Det kan vi som ledere af landets største offentlige fertilitetsklinik kun bakke op om.
Det er virkelig glædeligt, at der er kommet et stærkt politisk fokus på mere fertilitetsbehandling, og vi glæder os over, at det ambitiøse initiativ om flere forsøg til fertilitetsbehandling og hjælp til andet barn er blevet forankret hos de offentlige klinikker.
Per Larsen og Svend Lindenberg ønsker dog at forbedre fertilitetsbehandlingen ved at indføre behandlingsgaranti for fertilitetspatienter, så flere patienter kan få betalt deres behandling på en privat fertilitetsklinik.
Men hvorfor har folketingets politikere valgt at forankre indsatsen hos de offentlige klinikker, hvis vi har brug for en behandlingsgaranti og aflastning fra de private klinikker, som Per Larsen og Svend Lindenberg argumenterer for i deres indlæg?
Det har politikerne gjort af tre gode grunde.
- For det første fordi behandlingen på de offentlige klinikker er i verdensklasse. Vi har succesrater med at hjælpe barnløse til at få deres drømmebørn som er helt på højde med de bedste udenlandske klinikker.
- For det andet fordi stort set al uddannelse af nyt personale foregår på de offentlige klinikker. Så hvis vi ønsker at sikre fremtidens fertilitetsbehandling, så er det netop de offentlige klinikker, der skal satses på.
- For det tredje fordi langt det meste fertilitetsforskning foregår på de offentlige klinikker. Kun igennem forskning bliver vi til stadighed klogere på, og bedre til, at hjælpe barnløse og dermed i stand til at fremtidssikre den velfærdsstat, som Per Larsen og Svend Lindenberg også ønsker.
Derfor er det åbenlyst de offentlige klinikker, man skal investere i, hvis man gerne vil hjælpe de kommende forældre i Danmark. Det hjælper en behandlingsgaranti ikke med til.
Ventetid er ikke problemet
Men vil en behandlingsgaranti, hvor vores fælleskasse betaler for fertilitetsbehandlingen på en privatklinik, ikke kunne hjælpe fertilitetspatienter hurtigere i behandling?
Jo, det vil det.
Men det centrale spørgsmål er her, om det samlet set vil gavne patienterne? Det vil det efter vores bedste overbevisning ikke.
En behandlingsgaranti vil alene gavne de private fertilitetsklinikker og deres ejere, ikke patienterne.
Morten Rønn Petersen, Kasper Aaboe og Anja Pinborg
Hhv. laboratorieleder, cheflæge, professor og ledende overlæge på Rigshospitalets fertilitetsklinik
Per Larsen og Svend Lindenberg anfører i deres debatindlæg, at vi i de offentlige klinikker har brug for aflastning og antyder dermed, at vi har alenlange ventelister. Det har ingen af landets offentlige klinikker. Vi har cirka tre måneders ventetid fra henvisning til opstart af behandling.
Det er dog ikke spildtid, men tid, hvor parret udredes forud for behandlingen. Men har vi så længere ventetid end de private klinikker?
Ja, det har vi.
På en privatklinik vil man formentlig kunne udredes og opstarte behandling indenfor en til halvanden måned. Men husk på, at privatklinikkerne jo også kun i begrænset omfang bidrager til forskning og uddannelse af personale til sikring af fremtidens behandling.
Ønsker man derfor både høj kvalitet i fertilitetsbehandlingen, sikring af fremtidigt personale og stærk fertilitetsforskning, så er indførelsen af behandlingsgaranti for fertilitetsbehandling den forkerte vej at gå.
En behandlingsgaranti vil alene gavne de private fertilitetsklinikker og deres ejere, ikke patienterne.
Artiklen var skrevet af
Morten Rønn Petersen, Kasper Aaboe og Anja Pinborg
Hhv. laboratorieleder, cheflæge, professor og ledende overlæge på Rigshospitalets fertilitetsklinik
Omtalte personer
- Central beslutning i Østdanmark vækker opsigt: De mest udfordrede kommuner skal selv drive reformens nye sengepladser
- Nu skal århundredets reform sikkert i havn. Her er Kjeld Møllers ønskeliste til en ny regering
- Patientforeninger opfordrer regioner til at bruge omstridt vetoret mod kommuner
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Professor og programdirektør: Vi kan opspore type 1-diabetes tidligere hos børn, men Danmark mangler et nationalt tilbud


















