Filosof: Mette Frederiksen bedriver heksejagt i coronaens tegn

Også hos den vaccinevillige borger kunne statsministerens seneste tale give anledning til ubehagelige fornemmelser.

For godt et år siden gav jeg her i Altinget udtryk for bekymring om, at vaccineskeptikere og -nægtere havde udsigt til et socialt mareridt. Af og til er det mere end bare ærgerligt at få ret, og det er desværre tilfældet nu.

Talen efterlod ikke megen tvivl om, hvad de uansvarlige afvigere både kan mistænkes og anklages for: Vedvarende smittespredning, flere dødsfald, kollaps i sundhedssektoren, ja, en fortsættelse af pandemien.

Per Betzonich-Wilken
Filosof

Det er i sig selv tankevækkende nok, at en socialdemokratisk statsminister med en dundertale giver startskuddet til en heksejagt på dem, der ikke har ladet sig vaccinere.

Talen efterlod nemlig ikke megen tvivl om, hvad de uansvarlige afvigere både kan mistænkes og anklages for: Vedvarende smittespredning, flere dødsfald, kollaps i sundhedssektoren, ja, en fortsættelse af pandemien.

Mon statsministeren (og rådgivere) har medtænkt, at der også i Danmark findes mindre begavede, herskesyge og chikaneparate borgere, som hermed får grønt lys til at markere sig i en speciel mission? De udgør i hvert fald stærke allierede i den intensiverede vaccinationsstrategi.

Frygt for en forpestet flokmentalitet

For de mere eftertænksomme og afbalancerede med coronapasset i orden melder der sig nogle spørgsmål, som desværre hverken har nær så meget gennemslagskraft eller optager nævneværdig plads i mainstreammedier:

Hvorfor blev jeg erklæret for ”færdigvaccineret”, når man med opfordringen om at få ”boosteren” bekræfter, at det ikke var rigtigt? Er det mere socialt acceptabelt, at jeg som vaccineret smitter andre med en coronavariant? Kan jeg betragtes som tilstrækkelig ansvarsbevidst, hvis bare jeg retter mig efter toneangivende fagpersoner og myndigheder?

Den spørgende skal ikke kun regne med tilfredstillende svar i en pandemi, hvor fakta har det med at variere efter princippet om uforudsigelighed. Det bør ikke i sig selv føre til kritik, fordi det åbenbart ikke kan være anderledes.

Men det bør være stof til eftertanke og mane til forsigtighed hos opinionsdannere, der kan stimulere en forpestet flokmentalitet og dermed maksimere risikoen for uberettiget mistanke, had og udstødelse som en ydereligere trussel mod folkesundheden.