Flere hænder på de danske sygehuse

PERSONALE: Det ser lysere ud for de danske hospitaler, mener formanden for Danske Regioner, efter at regionerne har haft succes med at lokke sundhedspersonale tilbage til offentlige sygehuse.

Det er stadig en stor udfordring at skaffe personale nok til at passe patienterne på de danske hospitaler, men det ser efterhånden bedre ud.

Sådan lyder meldingen fra formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), efter at Region Hovedstaden og flere af de andre regioner ser ud til at have succes med at tiltrække et stort antal sygeplejersker og andet personale fra private vikarbureauer til faste job eller som ansatte i nyoprettede interne vikarkorps på de offentlige sygehuse. Det skriver Berlingske Tidende.

Toppen af problemet
"Det er ikke sådan, at vi nu kan afblæse problemet med personalemangel i sundhedsvæsenet. Men det går bedre og bedre. Personaledækningen er bedre, end den var for et år siden. Toppen er taget af problemet," siger Bent Hansen, der også er formand for regionsrådet i Region Midtjylland.

Som et eksempel nævner han, at man i Region Midtjylland måtte lukke senge sidste år inden for psykiatrien netop som følge af mangel på personale, men at de senge nu er genåbnet, fordi det er lykkedes at skaffe det fornødne personale.

"Det er dels med til at forbedre arbejdsvilkårene for de ansatte på afdelingerne, og dels er det en gevinst for patienterne, fordi der nu i højere grad kommer personale, som kender afdelingerne, hvilket vil løfte kvaliteten af patientbehandlingen," siger Bent Hansen.

Problemet er stigende
Gennem de senere år har flere undersøgelser vist, at der allerede nu er en betydelig mangel på personale - læger, sygeplejesker, fysioterapeuter osv. - og at problemet vil stige kraftigt i de kommende år, hvor mange ansatte nærmer sig pensionsalderen.

Sidste år opgjorde Region Hovedstaden, at der var 1.700 ledige stillinger på regionens hospitaler, og professor Kjeld Møller Pedersen, regeringens rådgiver på sundhedsområdet, skønner, at der om seks-syv år vil mangle helt op imod 15.000 læger, sygeplejersker og andet pleje personale.

Det er lykkedes regionerne at tiltrække personale ved blandt andet at etablere egne interne vikarkorps og skride ind over for brugen af vikarer fra eksterne, private vikarbureauer. Den strategi ser nu ud til at holde: De ledige stillinger besættes, ligesom de interne vikarer bedre kender det enkelte sygehus og arbejdsgangene.

Sygeplejersker er positive
Dansk Sygeplejeråd har været med til at lave aftalerne om etablering af de nye interne vikarkorps. Her glæder man sig over udviklingen.

"Det er positivt, at arbejdskraften kommer tilbage til regionens sygehuse . Det er også godt, at der med disse aftaler er skabt muligheder, at der kan være andre og flere måder at være ansat på ude på de danske sygehuse, så man i nogle perioder kan være vikar, og i andre perioder er fastansat. Men det er også vigtigt at betone, at der altså fortsat skal arbejdes med at afhjælpe manglen på personale,« siger Vibeke Westh, der er formand for Kreds Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd.

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00