Debat

FOA: Der mangler stadig centrale svar på bostedsproblemer

DEBAT: Regeringens otte tiltag mod vold på bosteder rummer flere positive elementer. Men ingen af forslagene forholder sig til kapacitetsproblemerne, hvilket ellers er et centralt problem, skriver Dennis Kristensen, der indleder nyt debattema.

Foto: FOA
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dennis Kristensen
Formand, FOA

Det mest centrale forslag i regeringens udspil er etableringen af en ny tilbudsform, der skal være en del af løsningen over for gruppen af dobbeltdiagnosticerede med psykisk sygdom og misbrug.

Det er efter min vurdering et rigtigt tiltag.

Der lægges op til, at den nye tilbudsform kan oprettes som et delvist lukket tilbud, hvor der blandt andet kan indføres besøgsrestriktioner, ske tilbageholdelse og så videre.

Fakta
Altinget indleder over den næste måned en ny debat om regeringens otte tiltag for at komme vold på bosteder til livs.

Deltagerne i debatten er:
  • Dennis Kristensen, formand for FOA
  • Torsten Bjørn Jacobsen, Formand i Dansk Psykiatrisk Selskab
  • Charlotte Fischer (R), formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg
  • Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd
  • Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening
  • Thomas Adelskov (S), formand for Social og Sundhedsudvalget i KL
  • Carl Holst (V), socialordfører i Venstre


Så selvom regeringens forslag rummer en række gode elementer, så mangler vi stadig at få et svar på, hvordan man vil løse de kapacitetsproblemer i den regionale behandlingspsykiatri, som er en del af fundamentet til problemerne.

Dennis Kristensen, formand FOA

Desværre lader det lige nu til, at Danske Regioner og KL er endt i en slåskamp om de lovgivningsmæssige rammer. Ingen af parterne ønsker tiltaget under den lovgivning, de primært arbejder efter.

Efter min mening er det et kæmpe tilbageskridt, hvis en ny tilbudsform med elementer af tvang bliver etableret efter serviceloven. For netop på dette område har man igennem mange år arbejdet for en af-institutionalisering. Og FOA ønsker under ingen omstændigheder tvangsforanstaltninger på bostederne og dermed under Serviceloven.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

I stedet synes jeg, at tilbuddet bør oprettes under sundheds- og psykiatriloven i regionsregi. Men det ønsker Danske Regioner ikke. Måske fordi de er bekymrede for at ende med en del af regningen? Netop finansieringen rummer nemlig stadig et stort spørgsmålstegn, for hvad koster sådan en tilbudsform, og vil omkostningerne blive dækket, eller skal de tages fra andre indsatser?

Giv medarbejderne en stemme
Ifølge regeringens forslag skal der oprettes et visitationsforum i hver region. Hvad det helt konkret betyder, ved vi ikke. Men hvis det betyder, at de medarbejdere, der til daglig arbejder med en borger i et botilbud, og derfor kender dem indgående, har en vigtig stemme i visitationen, er det klart den rigtige vej at gå.

Regeringens forslag peger også på, at samarbejdet mellem Arbejdstilsynet og socialtilsynene skal styrkes. Også dét er den rigtige vej at gå. Jeg er dog bekymret for, om det reelt bliver muligt, da regeringen i sit forslag til den kommende finanslov samtidig lægger op til, at bevillingerne til Arbejdstilsynet skal beskæres med 40 millioner kroner.

FOA har tidligere efterlyst muligheder for, at personalet på det socialpsykiatriske område kan få nem og hurtig rådgivning og sparring i komplicerede situationer. Noget, der er stort behov for, da 2 ud af 3 medarbejdere i psykiatrien har været udsat for trusler om vold inden for det sidste år, og mere end hver fjerde har været udsat for vold.

Sammenhængen mangler i dag
Sammenhængen mellem den regionale psykiatri og botilbuddene er helt afgørende. Desværre halter sammenhængen i dag gevaldigt – blandt andet på grund af mangel på tid og ressourcer.

Det er også helt centralt, at der opnås en respekt og en forståelse for de rammer, der tilbydes i behandlingspsykiatrien og på botilbuddene. Derfor er regeringens forslag om at lave fælles undervisningsforløb for medarbejdere i den regionale psykiatri, på botilbud og i den kommunale misbrugsbehandling positivt.

Brugen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner halter nogle steder gevaldigt, og det går ud over sammenhængen i behandlingen. Derfor bør udskrivningsaftaler og koordinationsplaner gøres lovpligtige, hvis der eksempelvis har været tale om en tvangsindlæggelse.

Så selvom regeringens forslag rummer en række gode elementer, så mangler vi stadig at få et svar på, hvordan man vil løse de kapacitetsproblemer i den regionale behandlingspsykiatri, som er en del af fundamentet til problemerne.

Kapacitetsproblemerne betyder nemlig, at psykisk syge alt for ofte ikke kan blive indlagt, selvom de har et behov herfor. Og alt for mange udskrives for tidligt, og før deres situation er forbedret og stabiliseret tilstrækkeligt.

Når botilbuddene samtidig er blevet afspecialiserede og kører med lave normeringer, har de ikke mulighed for at tilbyde de rammer, som er en forudsætning for, at medarbejderne kan imødekomme de individuelle behov som den enkelte har. Dermed lades både medarbejdere og beboere i stikken.

Det er derfor, at FOA peger på en helhedsløsning med flere hænder på bostederne, et tilbud til stærkt udadreagerende og flere senge i behandlingspsykiatrien.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

0:000:00