Debat

Folketingskandidat og overlæge: Nedlæg regionerne og giv pengene til fagpersonalet

I årevis har man talt om afbureaukratisering, men antallet af administratorer stiger. Nedlæg regionerne og giv sundhedspersonalet kollegaer og lønstigninger fremfor honninghjerter, skriver Joachim Hoffmann-Petersen, der er overlæge og folketingskandidat for Konservative.

Som tak for indsatsen under coronaepidemien, valgte Region Hovedstaden at forære sygeplejerskerne et honninghjerte. Det blev de – med rette – meget vrede over, og så det tåbelige initiativ som en slags latterliggørelse af dem og deres fag, skriver Joachim Hoffmann-Petersen.
Som tak for indsatsen under coronaepidemien, valgte Region Hovedstaden at forære sygeplejerskerne et honninghjerte. Det blev de – med rette – meget vrede over, og så det tåbelige initiativ som en slags latterliggørelse af dem og deres fag, skriver Joachim Hoffmann-Petersen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Joachim Hoffmann-Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tiden under og efter coronaepidemien blotlagde en række åbenbare svagheder ved måden, vi organiserer vores sundhedsvæsen på.

Coronaepidemien stillede store krav til improvisering, kreativitet og nytænkning, og heldigvis lykkedes det at løfte opgaven på en måde, Danmark godt kan være bekendt sammenlignet med så mange andre lande.

At kampen mod sygdommen og dens følger fik voldsomme konsekvenser for den offentlige økonomi, er også velkendt. De direkte udgifter udløst af coronaepidemien var ifølge Danmarks Statistik cirka 80 milliarder kroner i perioden 2020 til og med andet kvartal 2021. De direkte sundhedsrelaterede udgifter var cirka 20 milliarder kroner og udgjorde dermed en pæn andel af de samlede udgifter til sundhedsvæsenet på cirka 170 milliarder kroner om året.

Kvalificeret personale koster dyrt

Behandlingen af covid-19 betød, at mange andre behandlinger blev sat på hold og udskudt. Derefter skulle der ryddes op i puklen og det kræver personale.

Kunne man forestille sig, at dommere fik en pose lakridspiber, hvis de i en periode havde arbejdet ekstra for at nedbringe bunken med sager? Eller at politifolk fik en citronhalvmåne?

Joachim Hoffmann-Petersen (K)
Byrådsmedlem, folketingskandidat og overlæge

Personale, som i mange tilfælde ikke findes, og som derfor må skaffes til veje ved at de eksisterende medarbejdere lægger flere timer på jobbet. Den slags kaldes overarbejde og koster penge. Mange penge.

Spørgsmålet er så, om de penge kunne have været brugt på en klogere måde. Det er der meget der tyder på, i hvert fald når det gælder en af de meget vigtige personalegrupper: Sygeplejerskerne. Politikerne og deres bureaukrater trådte i funktion for at fordele pengene så retfærdigt som muligt.

Man må ikke tvivle på de gode viljer, men evnerne til at finde enkle og overskuelige løsninger som kunne accepteres bredt, kneb det til gengæld med.

Danmark har fem regioner, og dermed fem opfattelser af, hvordan den slags skal gribes an.

Groteske takkegaver

Sygeplejersker nyder stor popularitet i befolkningen. Politikerne ved godt, at det kan koste dem mandatet at lægge sig ud med sygeplejersker, og det gav sig i tiden efter epidemien udslag i nærmest groteske initiativer.

Region Hovedstaden valgte at forære sygeplejerskerne et honninghjerte, som tak for indsatsen.  Det blev de – med rette – meget vrede over, og så det tåbelige initiativ som en slags latterliggørelse af dem og deres fag.

Kunne man forestille sig, at dommerne i landsretten fik en pose lakridspiber, hvis de i en periode havde arbejdet ekstra for at nedbringe bunken med sager? Eller at politifolk fik en citronhalvmåne?

Honninghjerterne kostede skatteborgerne 780.000 kroner. Penge, som nok kunne være brugt til andet og bedre end at gøre nar ad sygeplejerskerne, som – også af andre grunde – kvitterede med en strejke.

Hvem gider tage en ekstravagt for et honninghjerte?

På et københavnsk hospital valgte man at springe al bøvlet med at fordele ”corona-pengene” til menige læger og sygeplejersker over. Man besluttede at give pengene til mellemledere, der for manges vedkommende ikke havde haft noget med behandlingen af coronapatienter at gøre, men det var det nemmeste.

Man burde nedlægge regionerne som det omsvøbsdepartement, de er

Joachim Hoffmann-Petersen (K)
Byrådsmedlem, folketingskandidat og overlæge

At det skabte vrede kan næppe undre. En chef undskyldte sig med, at hvis pengene skulle smøres tyndt ud, ville de kun række til et par flasker vin til hver medarbejder.

Et kækt ræsonnemet som mærligt nok ikke øgede arbejdsglæden.

Økonomiske incitamenter skal ikke bare være – men opfattes – som retfærdige. Eller virker de kontraproduktivt. Hvem gider tage en ekstravagt for et honninghjerte og hvordan forestiller en minister sig, at en til lejligheden indstuderet kliché med taksigelser og floromvunden tale mobiliserer arbejdsglæde? 

Nogle blev så sure at de – forståeligt – nok valgte at søge andre græsgange for eksempel på privathospitaler eller tog vagter i Norge.

Nedlæg regionerne

Løn betyder meget, men ikke alt. Et godt arbejdsmiljø, meningsfyldte opgaver, overskuelighed og indflydelse på jobbet har også stor betydning.

Læs også

Desværre er der gennem årene sket en bureaukratisering af vort sundhedsvæsen, hvor ledere uden faglig indsigt svinger taktstokken og hvor politikere med tilsvarende mangel på sundhedsfaglig viden følger trop. I årevis har man talt om afbureaukratisering af samfundet – også af sundhedsvæsenet. Samtidigt er antallet af administratorer paradoksalt nok steget.

Konkret burde man nedlægge regionerne som det omsvøbsdepartement, de er, uden ret til at opkræve skatter. I stedet kunne man med fordel lade sygehusene lede af professionelle bestyrelser og læge og sygeplejefaglige fællesskaber med indsigt i forebyggelse og behandling af sygdomme.

Det ville være et skridt på vejen til bedre kvalitet og effektivisering af et sundhedsvæsen under stigende pres. Dog må indrømmes, at der er en vis risiko for, at ekspertisen når det gælder indkøb af honninghjerter risikerer at blive kompromitteret.

Lev med det, som en kendt poet engang sagde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Joachim Hoffmann-Petersen

Byrådsmedlem (K), Odense byråd, overlæge, intensiv- og anæstesiafdelingen, OUH i Svendborg
cand.med. (SDU 2005), speciallæge i anæstesiologi (2014)

0:000:00