Alternativet og filminstruktør: Et lige sundhedsvæsen kræver et endeligt opgør med "etniske smerter"

Christina Olumeko
Fhv. folketingsmedlem (ALT)
Helene Liliendahl Brydensholt
Fhv. MF, Alternativet
Nivetha Balasubramaniam
Filminstruktør fra Super16 og kandidatstuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademi
Det danske sundhedsvæsen bygger på princippet om, at hverken pengepung, postnummer eller pasfarve må stå i vejen for adgangen til sundhedsbehandling.
Desværre er det langt fra realiteten for alle danskere. Alt for mange etniske minoritetsborgere oplever at blive misforstået og fejlbehandlet i mødet med sundhedspersonale, der ofte afskriver deres symptomer som ”etniske smerter.”
Udtrykket bruges i visse tilfælde, hvor sundhedspersonalet ikke forstår de symptomer, som patienter med etnisk minoritetsbaggrund beskriver.
Der er altså ikke tale om en reel diagnose eller et medicinsk begreb, men en bekvem betegnelse, som læger kan anvende, når de kommer til kort i mødet med en patient med en anden kulturel og etnisk baggrund end dansk.
For patienter med etnisk minoritetsbaggrund, der ofte er økonomisk pressede, kan gebyret være uoverkommeligt. De, der ikke har råd til gebyret, må enten møde op uden tolk eller medbringe pårørende
Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Christina Olumeko (ALT) og Nivetha Balasubramaniam.
Folketingsmedlemmer og filminstruktør
”Etniske smerter” og den tilhørende ansvarsfralæggelse er ikke blot diskriminerende. Det udgør også en alvorlig sundhedsrisiko, der i værste tilfælde kan koste menneskeliv.
Fejlbehandlinger som følge af sprog og kultur
For lidt over to år siden fik otteårige Aryam hjertestop hos sin læge. Det skete, efter hendes far gentagne gange havde informeret lægesekretæren om, at Aryam, der var ny-diagnosticeret med astma, ikke kunne trække vejret.
Alligevel blev situationen aldrig vurderet som akut. Tre dage senere blev Aryam erklæret død. Flere faktorer i forløbet tyder på, at dødsfaldet kunne være undgået.
Ayrams historie står desværre ikke alene. Det viser rapporter fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense, der behandler etniske minoritetspatienter med langvarige helbredsproblemer, som resten af sundhedssystemet har opgivet at håndtere.
En rapport fra 2013 viste, at klinikken på fem år modtog 700 henvisninger af patienter med etnisk minoritetsbaggrund, hvor mange af disse oplevede fejlbehandlinger som følge af sprog- og kulturbarrierer.
På Indvandrermedicinsk Klinik er patienternes konsultationer længere, og typisk er der en tolk til stede. Og netop en tolk, vurderer eksperter, kunne have reddet Ayrams liv.
En dyr tolk
Desværre er det ikke alle patienter, som har råd til en tolk. Ifølge nuværende lovgivning skal patienter, der har boet i Danmark i over tre år, betale et tolkegebyr, hvis deres sundhedsbehandling kræver en tolk.
Gebyrerne varierer fra 191 kroner for telefon- eller videokald til 1.675 kroner ved indlæggelse på hospital.
For patienter med etnisk minoritetsbaggrund, der ofte er økonomisk pressede, kan gebyret være uoverkommeligt. De, der ikke har råd til gebyret, må enten møde op uden tolk eller medbringe pårørende til at tolke for dem.
Afskaffelsen af tolkegebyret er et nødvendigt første skridt, men det er kun en del af løsningen.
Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Christina Olumeko (ALT) og Nivetha Balasubramaniam.
Folketingsmedlemmer og filminstruktør
Det kan føre til misforståelser, fejlbehandling eller at deres smerter afskrives som ”etniske.” Nogle patienter undlader helt at søge lægehjælp af frygt for tolkegebyret, hvilket kan resultere i, at de får behandling alt for sent.
Afskaf tolkegebyr
Sprogbarrierer bør aldrig hindre patienter i at få kvalificeret sundhedsbehandling.
Derfor gik Alternativet til forhandlingsbordet om den nye sundhedsreform med et klart ønske om at afskaffe tolkegebyret. Desværre blev dette ønske ikke imødekommet.
Tværtimod kvitterede regeringen med meddelelsen om, at Alternativet ikke længere var inviteret med til forhandlingerne om fremtidens sundhedsvæsen.
Det er rigtig ærgerligt, fordi der er behov for et vedvarende fokus på at bekæmpe social ulighed på tværs af det danske sundhedssystem.
Afskaffelsen af tolkegebyret er et nødvendigt første skridt, men det er kun en del af løsningen.
For at skabe et sundhedsvæsen, der er frit og lige for alle, må vi fremme en tværkulturel og normkritisk tilgang til sundhed på landets sundhedsuddannelser.
Samtidig bør vi inddrage civilsamfundsorganisationer med ekspertise i minoritetsbehandling langt tidligere i forløbet.
Der er brug for at samtænke en tværfaglig, helhedsorienteret indsats, hvis vi for alvor skal komme ”etniske smerter” til livs – og hellere i dag end i morgen.






















