Kronik

Formand for Det Etiske Råd: Er det bedre at dø med begge ben end at få en amputation?

Er det bedre, at en amputationstruet patient dør med begge ben efter et langvarigt og smertefuldt karkirurgisk forløb, end at patienten får amputeret benet? Det spørgsmål stiller Leif Vestergaard Pedersen i denne kronik.

Amputationssagen startede i Region Midtjylland. Desværre var det en meget forsimplet sygdomsmodel, som regionen formidlede til offentligheden, skriver Leif Vestergaard Pedersen.
Amputationssagen startede i Region Midtjylland. Desværre var det en meget forsimplet sygdomsmodel, som regionen formidlede til offentligheden, skriver Leif Vestergaard Pedersen.Foto: Biofoto/Ritzau Scanpix
Leif Vestergaard Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Amputationssagen, der startede i Region Midtjylland, har i det sidste halve år handlet om manglende karkirurgisk aktivitet og deraf følgende mistanke om unødvendige amputationer.

Regionernes Kliniske KvalitetsProgram (RKKP) har på flot vis demonstreret, at der er opstået en forskel i amputations-hyppigheden imellem landets regioner Samtidig har Styrelsen for Patientsikkerhed forpligtet nogle af regionerne til at gennemgå flere årgange af amputationssager for at sikre, at relevante patienter informeres om deres muligheder for at søge erstatning for en unødvendig amputation.

Hele sagen er tragisk og trist. Og offentligheden er efterladt med et billede af hundredvis af danskere, der helt unødvendigt har mistet deres ben som følge af forsømmelighed og sjusk på nogle regionale hospitaler.

Offentligheden er efterladt med et billede af hundredvis af danskere, der helt unødvendigt har mistet deres ben som følge af forsømmelighed og sjusk på nogle regionale hospitaler. Desværre er det meget forsimplet

Leif Vestergaard Pedersen
Formand, Det Etiske Råd

Desværre var det en meget forsimplet sygdomsmodel som Region Midtjylland formidlede til offentligheden; for sen eller manglende karkirurgisk indsats er årsagen til unødvendige amputationer og det indebærer svigt af patienterne og dermed en mulighed for erstatning. Men så simpelt er det desværre ikke.

Det er vigtigt, at der kommer opmærksomhed omkring amputationspatienterne, der er en relativ svag og normalt en usynlig gruppe i vores sundhedsvæsen. Men sygdomsmodellen er jo meget mere kompleks end den, der er fremstillet i offentligheden.

Hvis vi ser bort fra den primære forebyggelse, så vil en manglende eller dårlig sår behandling og anden sekundær forebyggelse i det kommunale sundhedsvæsen og hos praktiserende læger jo i sig selv kunne påvirke frekvensen af amputationstruede patienter i en kommune.

Hvor er den kritiske opmærksomhed omkring manglende eller for sen indsats omkring den sekundære forebyggelse? Hvor stor en del af variationen i amputationsfrekvensen mellem kommunerne kan forklares ved sådanne svigt? Og hvem har ansvaret for og indblikket i, at borgere i en kommune ikke får en tilstrækkelig indsats? Bør det regionale sundhedsvæsen forpligtes til at påklage de systemiske svigt de konstaterer?

Og så er der spørgsmålet omkring amputation. Hvornår bør man amputere? Hele sagen bygger på en antagelse om, at karkirurgi og udskydelse af amputationer ubetinget er en fordel for patienterne.

Meget tyder heldigvis på, at der på hospitalerne er udviklet bedre teknikker til at forebygge amputationer. Udbredelsen af disse nye og bedre metoder går for langsomt – og det kan være en del af forklaringen på den store variation i amputationerne i landet. Men kan variationen også forklares ved forskellige kriterier for hvornår og hvordan amputationer foretages på landets ortopædkirurgiske afdelinger?

I en ph.d. fra Lunds Universitet viser sygeplejerske Ulla Riis Madsen, at livskvaliteten for amputerede patienter stiger efter en amputation. Ulla Riis Madsen skriver, at nogle patienter i interview tilkendegav, amputationen indebar, at de fik deres liv tilbage og gerne ville have haft amputationen flere år før – fremfor at være immobiliseret af sårbehandling.

Lidt firkantet kan man spørge, om det er bedre at en amputationstruet patient dør med begge ben efter et langvarigt smertefuldt karkirurgisk forløb – fremfor en amputation med de begrænsninger i det almindelige daglige liv dette kan indebære?

Leif Vestergaard Pedersen
Formand, Det Etiske Råd
Andre patienter finder, at de efter amputationen ikke længere har et værdigt liv og flere patienter har alvorlige depressive symptomer. Men igen; undersøgelse af de amputerede patienters smerter, almindelige sundhed og vitalitet viser, at de i gennemsnit får det bedre efter amputationen.

Og måske overraskende for de fleste, så rapporterer patienterne samlet set ikke om flere fysiske begrænsninger som følge af deres fysiske sundhed efter amputationen end forud for amputationen. De ældste patienter tabte lidt funktion mens alle andre fik forbedret fysisk funktion allerede en måned efter amputationen.

Undersøgelsen viser selvfølgelig ikke, at det er en fordel at amputere, hvis det ikke er nødvendigt. Men den stiller spørgsmål ved, om ikke amputation kan ske for sent – når amputationen ikke kan undgås. En for sen eller manglende amputation kan indebære at patienter lider i sårhelende og amputationsforebyggende behandlinger. Med andre ord kan for sen amputation give patienterne et dårligere liv.

Spørgsmålet er, om sundhedsvæsenet har blik for dette forhold i iveren for at begrænse og udskyde amputationer. Lidt firkantet kan man spørge, om det er bedre at en amputationstruet patient dør med begge ben efter et langvarigt smertefuldt karkirurgisk forløb – fremfor en amputation med de begrænsninger i det almindelige daglige liv dette kan indebære?

I tilknytning hertil er det værd at bemærke, at mobilisering umiddelbart efter amputation, fysioterapi og træning i forflytninger kombineret med tidligt og relevant protesetilbud baseret på patienternes egne forventninger, har meget stor betydning for patienternes mulighed for samlet set at håndtere deres daglige liv efter en amputation. Eksempelvis indebærer igangsat fysioterapi inden dag 21 efter amputation en næsten 20 gange højere sandsynlighed for at være i stand til selv at flytte sig fra seng til stol.

Samlet set er de største svigt i forhold til amputationstruede patienter måske ikke den svigtende karkirurgiske indsats på nogle hospitaler – men meget værre den manglende opfølgning i forhold til de amputerede patienter.

Samlet set er de største svigt i forhold til amputationstruede patienter måske ikke den svigtende karkirurgiske indsats på nogle hospitaler – men meget værre den manglende opfølgning i forhold til de amputerede patienter.

Leif Vestergaard Pedersen
Formand, Det Etiske Råd

Det drejer sig både om fysioterapi, protesetilbud – men også om den professionelle omsorg i bred forstand overfor relativt svage patienter. Hvor er sundhedsvæsenets interesse for dette forhold?

Den sygdomsmodels-forståelse amputationssagen indtil nu har være diskuteret i, indebærer endnu et svigt af en svag patientgruppe – og det er lidt frustrerende at det samlede sundhedsvæsen (herunder Styrelsen for Patientsikkerhed) tilsyneladende viger tilbage for det helhedssyn og overblik, der burde præge et moderne sundhedsvæsen.

I stedet for at sætte fokus på helheden for denne patientgruppe fokuserer Styrelsen og offentligheden og det meste af sundhedsvæsenet desværre på enkelte karkirurgiske procedurer, hvor evidensen vel egentlig er svag – samtidig med at helhedssynet forsvinder.

Heldigvis er der få amputationspatienter i den enkelte kommune. Det rejser derfor til slut spørgsmålet om det er muligt at etablere og fastholde den fornødne kommunale kompetence til at hjælpe og rehabilitere amputationspatienter. Og det understreger behovet for igen at diskutere om rehabiliteringsindsatsen i Danmark i tilstrækkelig grad er organiseret med afsæt i patienternes behov og de nødvendige faglige kompetencer der burde være til rådighed, når patienterne skal hjælpes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00