Debat

Forsikringsselskab til unge og forældre: Tjek jeres pensionsordning, hvis I står i kø til en psykolog

Med lange køer til psykologerne, kan det tage op mod 26 uger for unge at få hjælp. Men private sundhedsforsikringer og pensionsordninger kan være en smutvej til at få hurtigere hjælp, skriver Janne Korsgaard.

Da regeringen for nylig præsenterede en ny sundhedspakke, var det med tre milliarder kroner til psykiatrien. Men køerne til psykologer for unge er stadig lange, skriver Janne Korsgaard.<br>
Da regeringen for nylig præsenterede en ny sundhedspakke, var det med tre milliarder kroner til psykiatrien. Men køerne til psykologer for unge er stadig lange, skriver Janne Korsgaard.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fremtiden tilhører de unge, og det er derfor altafgørende, at vi får bugt med den udbredte mistrivsel blandt de yngre aldersgrupper. Det er vigtigt både for den enkelte unge, den unges familie og for samfundet generelt.

I 2022 blev der taget et vigtigt skridt i kampen mod mistrivsel, da unge mellem 18-24 år med let eller moderat angst eller depression blev sikret psykologhjælp betalt af det offentlige, og for nyligt blev der taget endnu et skridt i den rigtige retning, da regeringen præsenterede sin sundhedspakke med planer om at tilføre psykiatrien tre milliarder kroner frem mod 2030.

De massive ventetider skyldes i høj grad ordningen om gratis psykologhjælp til netop unge mellem 18-24 år

Janne Korsgaard
Landechef, Euro Accident Danmark

Det er tiltrængt – og ikke mindst nødvendigt – med politisk bevågenhed på psykiatrien, der i den grad trænger til en hjælpende hånd. De tre milliarder kroner skal dog først udmøntes til næste år, hvorefter der sikkert også går tid med at indføre nye tiltag. Regeringens hjælpende hånd til psykiatrien lader så at sige vente på sig, mens mange unge står i kø til hjælp lige nu.

Lang venteliste og underfinansieret ordning
Ifølge Dansk Psykologforening er ventetiden på behandling af angst og depression blandt de 18-24-årige lige nu oppe på hele 26 uger i gennemsnit. 

De massive ventetider skyldes i høj grad ordningen om gratis psykologhjælp til netop unge mellem 18-24 år, også kaldet den vederlagsfri ordning. Den har – kombineret med en udbredt mistrivsel i aldersgruppen – nemlig fået køerne til psykologværelserne til at vokse støt. Og da der ifølge Sundhed.dk i øjeblikket kun er 856 psykologer på landsplan med et såkaldt ydernummer, som kan tage imod patienter med henvisning fra det offentlige, så giver det rigtig god mening, at ventetiderne bare vokser og vokser.

Det hjælper heller ikke, at den vederlagsfri ordning ifølge blandt andre Dansk Psykologforening er massivt underfinansieret. Det betyder helt konkret, at der er loft over, hvor meget en psykolog med ydernummer må behandle for. Overskrides loftet, risikerer psykologen at skulle tilbagebetale dele af sit honorar fra det offentlige.

Udsigten til et halvt års ventetid kan få de fleste af os til helt at miste pusten – og har man i forvejen ondt i sindet, kan det virke helt uoverkommeligt

Janne Korsgaard
Landechef, Euro Accident Danmark

Psykologforeningens formand Eva Secher Mathiasen anslår, at der mangler omkring 75 millioner kroner til ordningen. Så selvom Danske Regioner og Dansk Psykologforening for nyligt indgik en vigtig aftale, der skal sikre et bedre behandlingsflow, kommer det ikke de 18-24-årige til gode. Pengene, de har fået tildelt, er ganske enkelt brugt op. 

Brug jeres sundhedsforsikring
Selvom der findes tiltag i dag og arbejdes på løsninger, så er det desværre ikke nok til at afhjælpe de akut lange ventetider. Udsigten til et halvt års ventetid kan få de fleste af os til helt at miste pusten – og har man i forvejen ondt i sindet, kan det virke helt uoverkommeligt.

Ifølge Psykiatrifonden og Landsforeningen Sind kan ventetiden endda risikere at gøre ondt til værre for de mange unge, der i dag venter på psykologbehandling.

Men for nogle unge – desværre ikke alle – kan der dog findes en smutvej til hurtigere psykologbehandling, som går gennem deres egen private sundhedsforsikring. Med en sundhedsforsikring er man nemlig ikke nødsaget til at søge hjælp hos en psykolog med ydernummer.

Brug af en sundhedsforsikring vil ikke kun komme de unge med en privat forsikring til gode, men vil også hjælpe med at luge ud i de lange køer ind til psykologerne med ydernummer og dermed sikre hurtigere behandling til alle.

For nogle unge – desværre ikke alle – kan der dog findes en smutvej til hurtigere psykologbehandling, som går gennem deres egen private sundhedsforsikring

Janne Korsgaard
Landechef, Euro Accident Danmark

Kig i jeres pensionsordning, forældre
2,7 millioner danskere har ifølge brancheforeningen Forsikring og Pension i dag en privat sundhedsforsikring tegnet enten af dem selv eller igennem deres arbejdsgiversikrede pensionsordning. Og særligt sidstnævnte kan være værd at kigge nærmere på. For mange både børn og unge kan være dækket af deres forældres arbejdsgiversikrede sundhedsforsikring.

Udover hurtigere hjælp til unge med let til moderat angst eller depression, som den offentlige vederlagsfrie ordning dækker, vil en sundhedsforsikring typisk også gælde andre former for psykisk sygdom.  

Det er dog ikke kun ens børn, der vil have mulighed for at få hjælp gennem en sundhedsforsikring. Som forælder vil man oftest også kunne få hjælp og rådgivning. Det kan hjælpe forældre med at håndtere de mange bekymringer, der helt naturligt følger med, når ens børn har det svært, og måske vil man som forælder også få nogle konkrete redskaber, der kan hjælpe ens børn.

Derfor vil jeg opfordre både de unge – og i særdeleshed deres forældre – til at tage et grundigt kig på deres pensionsordning og de dertilhørende forsikringer. Der kan nemlig være mulighed for at få hjælp til en hurtigere behandling derigennem. Det er nemlig altafgørende med hurtig hjælp – hvad enten det sker gennem en sundhedsforsikring eller det offentlige.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00