Debat

Friluftsrådet: Aktiviteter i naturen er en del af løsningen på sundhedskrisen

Friluftsrådets indsatser har gang på gang vist, at fællesskaber om friluftsliv kan styrke den mentale og fysiske sundhed hos danskerne. Og det haster med at tænke friluftsliv ind som en integreret del af kommunernes forebyggende sundhedsindsatser, skriver Winni Grosbøll. 

Resultater fra tidligere projekter viser, at det at være aktiv i naturen sammen med andre, virker motiverende på os mennesker samtidig med, at det giver et øget mentalt og fysisk velvære, skriver Winni Grosbøll. 
Resultater fra tidligere projekter viser, at det at være aktiv i naturen sammen med andre, virker motiverende på os mennesker samtidig med, at det giver et øget mentalt og fysisk velvære, skriver Winni Grosbøll. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Winni Grosbøll
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde 9. marts Den Nationale Sundhedsprofil for 2021, og resultatet er noget nedslående. Blandt andet er der sket et fald i den mentale sundhed blandt yngre mænd og kvinder, og det halter også gevaldigt med at følge minimumsanbefalingerne for fysisk aktivitet. Ensomhed, stress, dårlig kost og manglende motion er blot nogle af de udfordringer, vi står overfor.

Hos Friluftsrådet ser vi, at friluftslivets fællesskaber kan danne rammer om en del af løsningen i forhold til at løfte danskernes sundhed. Resultater fra tidligere projekter viser nemlig, at det at være aktiv i naturen sammen med andre, virker motiverende på os mennesker samtidig med, at det giver et øget mentalt og fysisk velvære.

Naturen har et stort sundhedsfremmende potentiale

Netop derfor har vi nu lanceret en ny indsats i fællesskab med Sund By Netværket, som vi kalder ’Naturfriske Fællesskaber’, hvor vi giver ti kommuner og et antal friluftsforeninger muligheden for sammen at udvikle sundhedsfremmende forløb for danskerne.

Det rækker ikke blot at gøre mere af det samme eller fokusere udelukkende på symptombehandling

Winni Grosbøll
Direktør, Friluftsrådet

For der er brug for den slags løsninger, som går på tværs af sektorer og bryder silotænkningen, hvis vi for alvor skal løfte danskernes sundhed.

Lene Bruun, formand for Sund By Netværket, forklarer deres deltagelse med ”at det at være i naturen, sammen med andre, fører til øget trivsel, styrker fællesskaber og stiller alle lige, for naturen er tilgængelig for alle og forskellene udviskes imellem os, når vi er derude.

Heri ligger et stort sundhedsfremmende potentiale - og koblingen af natur, friluftsliv og fællesskaber, der opleves meningsfulde af de borgere, der deltager i dem, kan blive en del af løsningen på de nuværende og kommende folkesundhedsudfordringer.”

Vi må tænke nyt

Kort sagt bliver vi nødt til at tænke nyt, hvis vi skal løse de massive udfordringer, vi har. Det rækker ikke blot at gøre mere af det samme eller fokusere udelukkende på symptombehandling. For at få fat i den brede forebyggelse må vi tænke på tværs af sundhedsforvaltninger, kultur- og idrætsområdet, socialområdet og frivilligsektoren. Gør vi det, er der til gengæld gevinst at hente.

I projektet ’Sund i Naturen’, som Friluftsrådet tidligere har stået for, oplevede deltagerne at få nye fysiske kompetencer, at blive motiveret til fysisk aktivitet – alene og i fællesskab med andre, at få en større selvindsigt, mestring af egne udfordringer, samhørighed med andre og meget mere.

Alt dette øgede deltagernes fysiske og mentale trivsel. Som en af deltagerne i Friluftsrådets projekt Sund i Naturen formulerer det: ”Jeg har fået mere energi af at være herude. Både derhjemme og her når vi er samlet. Og så selvtræner jeg også - det har jeg ikke gjort før.”

Fælles aktiviteter i naturen er dog ikke et quick fix, der løser alt, men resultater fra vores indsatser peger på, at vi har et delvist uforløst potentiale, når det kommer til danskernes sundhed.

Naturen kan noget, fællesskaberne kan noget, aktiviteterne kan noget – og til sammen giver det nogle markante resultater for vores trivsel og sundhed. Derfor mener vi, at det haster med at tænke friluftsliv ind som en helt integreret del af kommunernes forebyggende sundhedsindsatser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Winni Grosbøll

Direktør, Friluftsrådet, formand, Hjem til Alle alliancen
cand.mag. i historie og samfundsfag (Københavns Uni. 2004)

0:000:00