Harun Demirtas: Sygeplejersker kan ikke erstattes af sosu'er

REPLIK: Det er ærgerligt, når FOA gør forholdet mellem sosu'er og sygeplejesker til et spørgsmål om hierarki frem for kompetencer. Det er en forkert kamp at kæmpe, skriver Harun Demirtas.

FOA's social- og sundhedsformand Torben Klitmøller Hollmann har indsendt et læserbrev til Altinget, hvori han mener, at det er sygeplejerskernes skyld, at sosu-assistenterne bliver fyret på hospitalerne.

Jeg kan godt forstå FOA's desperation for at få noget hjem til deres medlemmer, mens der bliver talt om sundhedsreform. Men de gør det helt forkert.

Og jeg må personligt indrømme, at han lyder lidt bitter. 

Jeg synes, det er så ærgerligt, at FOA angriber en af deres tætteste kollegaer. Jeg er både uddannet sosu-assistent og sygeplejerske. Begge uddannelser er jeg stolt af. Men jeg er nødt til at understrege, at der er forskel på, hvad de to grupper kan. Jeg synes, det er helt forkert, at man tror, man kan erstatte en sygeplejerske med en sosu-assistent.

Måske handler det for FOA ikke om kvalitet, men for sygeplejerskerne og patienterne gør det. Og det er præcis her, sygeplejerskerne viser deres særlige egenskaber. 

FOA-formanden går tilsynladende ind for, at der skal ske opgaveoverførsel til sosu-assistenterne fra sygeplejerskerne. Men han stiller sig dog ikke kritisk over for, hvordan det mon det skal ske. Skal en uden de fornødne kompetencer så stå og bedøve patienter?

Nej! Det er ikke hoveder og hænder, der er tale om. Det handler om kvalifikationer og kompetencer.

I dag bliver man uddannet som sygeplejerske efter tre et halvt års uddannelse, men mange tager en videreuddannelse på to år.

Selvom en fagforening efter manges mening mest bør arbejde for medlemmernes løn, er det for Dansk Sygeplejeråd ikke alene det, men også faget, det handler om.

Af den årsag har danske sygeplejersker i dag en uddannelse, der er anerkendt i hele Skandinavien, og som bliver kvitteret med en autorisation i det øjeblik, de indsender deres bevis til udenlandske sundhedsstyrelser. 

Derfor bør det ikke overraske FOA, at danske politikere og den lokale ledelse også vil have de bedste kvalifikationer, der overhovedet findes.

Da sygeplejerskerne ville bedøve patienter, indførte man for eksempel endnu en uddannelse på to år kun om anæstesi. Ligeledes indførte man en uddannelse om intensiv sygepleje og flere andre.

Og i år fik Danmark to ekstra uddannelser, der skal være en overbygning på den basale sygeplejerskeuddannelse og forhåbentligt udvikle sundhedsvæsenet endnu mere.

Sygeplejerskerne er eftertragtede og efterspurgte. Men ikke fordi de har en sundhedsminister, der er dybt forelsket i dem eller har et særligt forhold med regionsrådene. Netop fordi de i dagens Danmark, hvor borgerne stiller krav til behandling, lever længere og er komplekse, er blevet nøglen til alle døre. For de har kompetencerne.

Jeg vil tage stor afstand fra FOA’s fremstilling af vores arbejde og den splittelse og hierarki, som formanden hentyder til.

Jeg synes, alt sosu-personale er dygtigt og kan en helt masse. Men de kan ikke det samme som en sygeplejerske. Ligesom en sygeplejerske heller ikke skal lave sosu-personalets arbejde.

Men for at tydeliggøre, at det ikke handler om hierarki, men kompetencer, vil jeg forholde mig til en voksende tendens, jeg hilser velkommen.

Hvis sosu'ernes fyringer på hospitaler skyldes sygeplejersker, hvad skyldes det så, at kommuner, der har flere hundrede sosu'er, stadig leder efter sygeplejersker med lys og lygte?

De fleste kommuners syge- og ældrepleje er domineret af FOA-medlemmer. Og de gør et godt stykke arbejde alle sammen. Men fordi kommunerne også har indset, at borgerne derhjemme også bliver komplekse, og de nuværende kompetencer ikke løser de opgaver, ansætter de sygeplejersker til at tage sygeplejedelen.

Fordi sygeplejerskerne har andre kompetencer. Netop fordi sygeplejerskerne har knoklet med faget og har udviklet det i stedet for at vente på at få Jesu påskønnelse.

Hvis nogen skal overbevises om, at sosu-assistenternes kompetencer er tiltrængte, og at de kan løfte de opgaver, så er det netop det, der skal tydeliggøres. Det gør man ikke ved at skælde ud på andre.

Jeg synes, FOA kæmper en forkert kamp. Det er ikke medarbejderne, men politikerne, de skal råbe op. De skal arbejde på bedre uddannelse og vilkår. De har sygeplejerskernes opbakning. De kunne aldrig drømme om at tale dem ned. Vi er i samme båd.

-----

Harun Demirtas er tidligere flygtning og arbejder til daglig som sygeplejerske. Harun Demirtas har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd kreds H samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet. Kommentaren er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger. 

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Jes Søgaard: Har statsministeren en plan B? Jes Søgaard: Har statsministeren en plan B?
11,5 milliarder til sundhed i Socialdemokratiets 2025-plan

11,5 milliarder til sundhed i Socialdemokratiets 2025-plan

DOKUMENTATION: Socialdemokratiet vil øge de offentlige udgifter med 37,4 milliarder kroner frem mod 2025. De fleste af pengene skal findes i det økonomiske råderum, men S lægger også op til både nye besparelser og afgifter.