Hjernesagen: Drop her og nu-finansiering af langsigtede problemer

DEBAT: Apopleksiramte må ikke tages som gidsler i økonomiforhandlingernes kassetænkning, skriver Lise Beha Erichsen, landsformand for Hjernesagen.

Af Lise Beha Erichsen,
Landsformand, Hjernesagen

Økonomien i sundhedsvæsenet er under pres, og det kan mærkes nu, hvor der forhandles om økonomien for det kommende år.

Et af de områder, regionerne har fokus på, er apopleksiområdet. Ny forskning viser nemlig, at flere end 500 borgere nu kan få gavn af en kateterbehandling, som kan suge blodpropper ud af hjernen.

Det kan de, fordi det såkaldte tidsvindue udvides fra 6 timer til op til 24 timer, efter at blodproppen er konstateret.  

Det vurderes, at det nye tidsvindue vil medføre, at det vil være relevant at vurdere cirka 1.500 patienter ekstra om året, heraf cirka 500 vil kunne få gavn af behandlingen.

Det svarer cirka til en fordobling af antallet af operationer – og det indebærer selvfølgelig en øget udgift – det siger vist sig selv.

Danske Regioner opgør ekstraudgiften til omtrent 100 millioner kroner. De penge dækker efter det oplyste over udgifter til flere døgnbemandede operationsstuer, skannere og akuthjælp med helikoptere og ambulancer.

Gidseltagning af apopleksiramte
Jeg skal ikke benægte, at behandling koster penge – det er vel det, vi betaler skat til og det, der er formålet med at have et veludviklet sundhedsvæsen, hvor man hele tiden dygtiggør sig til gavn for syge borgere.

Apopleksi er som bekendt en af de store folkesygdomme. Apopleksi rammer hårdt, fordi der ofte følger en række alvorlige og tit livslange mén og handicap med – tale- og sprogproblemer, halvsidig lammelse og en række kognitive følger som for eksempel hukommelsesproblemer og manglende initiativ.

Det er en sygdom, der er voldsomt belastende både for den ramte og de pårørende. Deres hverdag forandres drastisk, og mange mister både det hidtidige forsørgelsesgrundlag og omgangskreds.

Og mange får brug for langvarig genoptræning, hjælp i hjemmet, hjælpemidler og andre støtteforanstaltninger. Og for nogle er en plejehjemsplads den eneste mulighed.

Det er således også en dyr sygdom for samfundet. Derfor er det lykkeligt, når forskere og læger udvikler nye behandlingsmetoder, der medfører færre alvorlige og invaliderende følgevirkninger.

Det, der ikke er lykkeligt, er at være vidne til noget, der ligner en gidseltagning af apopleksiramte i de igangværende økonomiforhandlinger mellem regioner og stat.

For meget kassetænkning
I Hjernesagen er vi stærkt bekymret for den ensidige fokusering på udgiften i sygehusvæsenet uden skelen til, hvad der spares i andre samfundskasser.

Vi synes, at den igangværende debat bekræfter den kasse- og silotænkning, der kendetegner en stor del af systemet, og at man helt glemmer, at udgangspunktet vel er, at borgeren skal have den bedst mulige behandling, således at chancen for at leve et så godt og selvstændigt liv som muligt øges.

Jeg kender ingen, der ønsker at være afhængig af hjælpeforanstaltninger som førtidspension, hjælpemidler, hjemmehjælp, socialpædagogisk støtte med mere.

Lad os få det lange lys på, når vi taler om effekt og omkostninger – og lad os ikke glemme de borgere, der får et langt nemmere liv med de nye behandlingsmetoder.

Hjernesagen beder om, at der ikke går kassetænkning i denne så alvorlige sag. Vi tager ikke stilling til, hvem der skal finansiere udgiften til nye behandlingsmuligheder på apopleksiområdet, men beder om, at man tænker i det store perspektiv og ikke kun ser på her og nu udgiften i den enkelte sektor. 

Vi håber på politisk vilje til at sikre den bedst mulige behandling af apopleksiramte og beder om, at man ser på helheden og ikke kun på udgifterne i en enkelt sektor.

Forrige artikel Sundhedsstyrelsen om forebyggelse: Vi ved, hvad der virker – lad os gøre det Sundhedsstyrelsen om forebyggelse: Vi ved, hvad der virker – lad os gøre det Næste artikel Diabetesforeningen: Liselott Blixts kritik rammer forbi skiven Diabetesforeningen: Liselott Blixts kritik rammer forbi skiven