Hospitalsdirektør: Hvem tør sige stop for overbehandling?

DEBAT: Danmark har tradition for at tilbyde behandling uanset omkostningen. Men det er en dyr tilgang, som vi måske ikke har råd til i fremtiden. Så hvem tør sige stop først, spørger Else Smith, vicedirektør på Amager og Hvidovre hospital.

Af Else Smith
Vicedirektør på Hvidovre og Amager hospital

Det er atter forår, og vi er på vej mod nye økonomiforhandlinger. Vi ved, at der bliver kamp om midlerne – ikke bare i år, men i mange år fremover.

Vi har udviklet et system, hvor udgifterne på sundhedsområdet i højere grad end tidligere er styret af borgernes efterspørgsel efter sundhedsydelser.

Og efterspørgslen er stor.

Vi er som samfund nødt til at tage fat på denne ressourceklemme, da antal borgere i den arbejdsduelige alder stadig falder. Og meget tyder på, at denne klemme kun vil gøre mere ondt i de kommende år. Det vil kræve helhedstænkning, prioritering og en hel del mod at balancere mellem ønsker og muligheder.

Vi må se på danskernes sundhed som resultat af en lang række faktorer, herunder social ulighed, health literacy, forebyggelsesindsatser, opgavefordeling mellem stat, regioner og kommuner samt samspillet med strukturelle og sociale levekår. Overdiagnosticering og overbehandling hører med i dette billede, fordi en del ressourcer formentlig kan hentes her.

Et svært medicinsk valg
Et særligt område er rational anvendelse af lægemidler. Det svære valg, læger står over for sammen med patienterne, er, hvorvidt patienten skal have medicin eller ej.

Et andet vigtigt aspekt er forebyggelse. Vi har i mange år sagt, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Inspirationskataloget fra lande omkring os er stort og indeholder emner som særbeskatning på søde og fede fødevarer, afgifter på tobak og alkohol, flytning af opgaver fra læger til andre faggrupper, bedre brug af digitale løsninger og så videre.

Men forebyggelse skal dokumenteres og finansieres. Vi skal gå mere systematisk til den forebyggende indsats og sikre, at den når de borgere, der trænger til mest hjælp og støtte. Vi skal specielt turde tale om balancen mellem samfundets ansvar og det enkelte menneskes.

Når det er veldokumenteret, må vi afprøve livsstilændringer, før vi går til anden behandling, og vi må i samarbejde med primærsektoren skabe de bedst egnede løsninger for den enkelte via dialog med borgeren.

Det gode liv
Vi lever længere. Vi ser mange ældre bevæge sig rundt i løbesko og være langt mere mobile og aktive, end vi husker fra vores bedsteforældres tid. Men på trods af det relativt gode helbred, efterspørger ældre borgere i betydelig grad sundhedsydelser - naturligvis.

Vi vil leve det gode liv, og det er for mange blevet forbundet med det sunde og raske liv. Moderne mennesker søger et svar og en løsning, hver gang der er et problem. Problemer skal fikses, også når det er et helbredsproblem.

Hele dette skred i mentaliteten udløser i sig selv en efterspørgsel efter ydelser. Det være sig alt fra besøg hos den praktiserende læge, til recepter, uddybende undersøgelser, henvisninger til speciallæger, indlæggelser på hospitalet, ja, måske operationer.

Mange mennesker får helt sikkert glæde og gavn af behandlingen, men en del overdiagnosticeres og overbehandles. De får ringe eller ingen reel udbytte af kontakten med sundhedsvæsenet. Det må vi ændre.

Vi skal vælge klogt
Vi lever i en diagnosekultur. Diagnoser bruges af såvel fag- som lægfolk og også til lidelse, afvigelse og ubehag. Angst er den tredjehyppigste diagnose, som stilles hos de praktiserende læger. Her spiller adgangen til internettet ind. Efter få klik kan man læse sig frem til relevante symptomer og diagnoser med tilhørende forslag til behandling, også dyr behandling.

Vi skal prioritere tid til at forklare fordele og ulemper ved såvel undersøgelser som behandling. Vi har i Danmark tradition for at tilbyde alle enhver behandling uanset omkostningen, blot behandlingen har en lille dokumenteret effekt.

Det er et dyrt valg og måske ikke et valg, vi som samfund får råd til i fremtiden. Så hvem tør forsøge at sige stop?

I vores prioritering skal vi vælge klogt, som Henrik Ullum skrev forleden, og det betyder også, at vi skal turde fravælge undersøgelser, behandlinger og procedurer, der ikke giver kvalitet for den enkelte patient.

Der er gode erfaringer med sådanne initiativer fra lande som Australien og Canada. Også dette vil kræve visionær tænkning – og mod.

Forrige artikel Sundhedsstyrelsen: Tre spørgsmål der kan hjælpe mod overdiagnosticering Sundhedsstyrelsen: Tre spørgsmål der kan hjælpe mod overdiagnosticering Næste artikel Speciallæger: Moderniseringer giver bedre behandling til flere patienter Speciallæger: Moderniseringer giver bedre behandling til flere patienter