Ph.d.-studerende: Forbrugerpatienten udfordrer sundhedssystemet

Af Anna Schneider-Kamp,
Ph.d. i Consumption, Culture and Commerce med fokus på overdiagnosticering ved Syddansk Universitet

I interaktionen mellem vores forbrugersamfund og den eksplosivt voksende mængde af sundhedsinformationer på internettet er der opstået en ny type patient: forbrugerpatienten.

Forbrugerpatienten er kendetegnet ved at overføre sin forbrugeradfærd fra andre livsområder til sundhedssystemet, samt at kræve at ethvert informationsbehov tilfredsstilles hurtigst muligt.

Oplysninger bruges af patienten til at øge valgmulighederne og til at tage ansvar for eget helbred. Lægen betragtes som en medicinsk serviceleverandør, der skiftes ud, hvis den ikke virker på den efterspurgte måde – klassisk ”brug og smid væk”.

At forstå forbrugerpatientens perspektiv kan være med til at kvalificere debatten om over- og underdiagnosticering på to måder.

For det første medfører det både en risiko for overdiagnosticering og en oplevelse af underdiagnosticering. For det andet muliggør perspektivet en sociologisk frem for en medicinsk forklaring for den observerede ulighed vedrørende diagnosticering.

 Lægen betragtes som en medicinsk serviceleverandør, der skiftes ud, hvis den ikke virker på den efterspurgte måde – klassisk ”brug og smid væk”

Anna Schneider-Kamp
Ph.d. ved Syddansk Universitet

Internettet udskifter læge-patient-forholdet
I et traditionelt læge-patient-forhold kan den forventede patientadfærd i tilfælde af akut sygdom sammenfattes på få linjer. Borgeren bemærker nogen symptomer, kontakter straks sin egen læge og aftaler tid til en konsultation.

Den praktiserende læge udforsker de kliniske symptomer under konsultationen og ordinerer givetvis medicin, behandling og/eller henvisning til speciallæge. Dette syn på forholdet tager dog ikke højde for, at patienter har fri og øjeblikkelig adgang til et hav af sundhedsinformationer af forskellig kvalitet og oprindelse på internettet.

De danske regioner har for eksempel offentliggjort de elektroniske opslagsværker patienthåndbogen og lægehåndbogen, der indeholder professionel redigerede oplysninger til henholdsvis borger og sundhedsfaglige.

Derudover genererer borgere deres egne sundhedsinformationer ved deltagelse i internetforaer eller grupper på de sociale medier. Selv-diagnose og –behandling er derfor næsten blevet en livsstil.

Forbrugerpatientens adfærd er derfor langt mere komplekst: Hr. Madsen føler kvalme og har en oppustet mave. Han googler straks sine symptomer og finder frem til ”diagnosen” glutenintolerans.

Han kontakter sin egen læge og præsenterer sine symptomer og sin ”diagnose”. Lægen er ikke overbevist, men ordinerer ud fra en svag klinisk mistanke om cøliaki en antistofmåling – for en sikkerheds skyld. Mens hr. Madsen venter på resultatet, googler han ALT om cøliaki.

Da resultatet bliver negativt, har han oplysningen om testens sensitivitet parat. Endelig overbeviser han sin egen læge til at henvise ham til en ressourcekrævende tyndtarmsbiopsi for at endeligt udelukke diagnosen glutenintolerans.

Biopsiresultatet er som forventet negativt, og selv om en del ressourcer allerede er blevet brugt, er man ikke kommet i nærheden af en diagnose. Tværtimod føler hr. Madsen sig faktisk underdiagnosticeret. 

Forbrugerpatienten bruger lægen som en serviceleverandør
En klar diagnose og ordinering af medicin er dog tit ikke nok for forbrugerpatientens smag. Får forbrugerpatienten for eksempel en bakteriel infektion diagnosticeret, på grund af kliniske fund, og en recept på antibiotika udskrevet, ville den kræve videregående diagnose via CRP måling eller strep-A test.

Forbrugerpatienten har generelt høje krav til lægen som serviceleverandør og er derudover påvirket af nationale bevidsthedskampagner, i dette tilfælde overflødig brug af antibiotika.

Derfor betyder det ikke særlig meget, når forbrugerpatienten indløser en recept – der er en betydelig chance for, at pakken forsvinder i forbrugerpatientens store medicinsamling, der ser det mere som en slags risikoforebyggelse end til egentlig brug.

Ressourcestærke kræver diagnoser, de svage kræver intet
En flod af sundhedsoplysninger, sundhedsfremme, sundhedsbevidsthed og fri og øjeblikkelig adgang til medicinsk viden og erfaringsudveksling har skabt en overopmærksomhed vedrørende sundhedsemner blandt de ressourcestærke borgere.

Derfor kræves der diagnoser for symptomer, der blev betragtet som ikke-sygelige før – for eksempel kvalme og en oppustet mave.

Den anden side af medaljen er, at mindre ressourcestærke borgere stadig udviser en manglende opmærksomhed vedrørende sundhedsemner, og at kommende kampagner vil have svært ved at nå den del af befolkningen, der oplever en reel underdiagnosticering.

For at opnå en effektiv ligebehandling kræves det, at sundhedssystemet bliver bedre til at tilpasse sig de enkelte borgeres behov.